voksenliv
FORÆLDRETANKER

Voksenliv – og lidt om planer og sygdom

For to uger siden kiggede jeg på min kalender og sukkede dybt. De kommende to uger var fyldt med spændende ting, men også rigtig, rigtig mange opgaver og aftaler. Især uge to ville være ret vild, men Nicolai og jeg blev enige om, at det skulle vi nok klare. Det hele passede sammen og alt var planlagt. Det er nu søndag aften og min uge to er så småt ved at være overstået. Jeg har overlevet, og jeg er smadret. Jeg er fyldt af energi, ideer og lyst, og samtidig har jeg lyst til at ligge med ned og sove hele næste uge.

Der var nemlig en faktor i denne her uge, som jeg ikke kunne kontrollere: Hjalte. Den søde juletid er lig med tiden for forkølelser, hoste og 11-taller og Hjalte har været hårdt ramt. Når man er 2 år betyder det bare, at hele familien har været hårdt ramt.

Kurset tog overhånd

I start november var jeg til en forberedelsesdag på mit kursus i projektledelse. Der fik jeg udleveret en bog og en mappe og havde så en måned til at læse det hele. Kursusstedet vurderede, at det tog 37 timer at forberede sig. Jeg har brug i omegnen af 50 timer, og det er altså ved siden af mit fuldtidsarbejde.

Oveni selve læsningen begyndte min eksamensangst at drille. Den har ikke generet mig voldsomt i mange år. Det var rigtig slemt i gymnasiet, men på universitetet var det primært skriftlige opgaver med god tid, og det har jeg det bedre med. Denne her eksamen var dog 60 multiple choice spørgsmål på 1 time. Derfor har jeg brugt en hel del tid på at tale med min indre stemme. Min rationelle stemme fører simpelthen samtaler med min panikstemme og får talt den ned. Det virker for mig, men tager tid og kræfter.

Heldigvis endte det godt. Efter tre dage af 8 timers undervisning bestod jeg eksamen. Nu forsøger jeg at lade op og blive klar til den næste del, der ligger i januar. Prisen har været teori tirsdag, der holder en pause indtil, jeg er færdig med den næste eksamen og kan begynde at læse andre bøger igen.

Sygdom stopper ikke voksenlivet

Torsdag og fredag skulle stå på en tandlægetid. Jeg har tiltagende smerter og skal have fjernet en tand. Det har vakt en masse følelser til live, og jeg glædede mig til at få det overstået. Der var også et vigtigt møde på arbejdet, en del planer for bloggen og begynde på den næste bog.

Men mandag blev Hjalte syg. Han hostede og blev hjemme. Tirsdag var han i vuggestue og onsdag syg igen. Torsdag og fredag var jeg hjemme med ham. Mine planer blev jo ikke aflyst. Voksenlivet går ikke i stå, når barnet er sygt. Mine møder blev flyttet, ny tandlægetid booket og jagten på hul i kalenderen til at begynde læsning, blev sat ind. Det lykkedes, men de ting, jeg håbede og glædede mig til at kunne få klaret, ligger nu bare og venter på mig i næste uge.

Nicolai havde fødselsdag lørdag og hans gave blev lavet torsdag med en feberramt Hjalte. Vi tegnede på en kop og jeg skrev et kort. Oppytning endte med at blive lørdag morgen og heldigvis havde han ønsket sig nem aftensmad.

Fjernsynstid og take-away

Jeg føler mig utrolig priviligeret, at jeg kan flytte rundt på mine aftaler. Det hele lykkedes. Samtidig ligger det jo i mit baghoved. Både at flytte aftalerne og opgaverne og presset over at skulle nå det senere. Løsningen har været at arbejde om aftenen de flere dage. Jeg prøver at være på forkant og klar til i morgen. Det falder aldrig bekvemt, når ens barn bliver sygt. Det er heller ikke lykkedes for mig at være sådan en mor, der rydder alt i kalenderen og i hovedet for at hellige sig barnet.

Der har været feber, pjevset to årig og trætte forældre hele ugen, fordi Hjalte har sovet dårligt. Der har været en del fjernsynstid, og vi har fået take-away 7 dage i denne uge. Når den ene af os kom hjem kl 17, kan det ikke forventes den anden har lavet mad med et sygt barn på armen. Rugbrød havde været en mulighed, men det blev take-away. Det er første gang vi har haft sådan en uge, og jeg håber ikke at gentage den lige foreløbig.

Torsdag aften græd Hjalte hver halve time efter, jeg havde puttet ham. Han faldt i søvn, når jeg gik derind, men vågnede så igen. Jeg gav ham panodil og han endte med en god nattesøvn. Men jeg lå derinde og nussede hans hånd indtil panodilen virkede helt. Lige som jeg lå der på gulvtæppet ved siden af hans seng med en bamse som hovedpude og hans juniordyne over mig, han vil kun sove med babydyne, glemte jeg det hele. Lige der glemte jeg arbejde, opgaver og praktik. Lige der kiggede jeg på mit sovende, snorkende barn og vidste helt ind i hjertet, at udtrykket “what ever it takes” gælder forældre, og det bunder i kærlighed.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *