ture-med-barn.jpg
BEVIDST FORÆLDRESKAB

Ture med et barn er spild

Der er flere stemmer i mit hoved. Vi har alle de her stemmer i hovedet. For nogen fortæller de, hvor fantastiske de er og at de har værdi fordi de er dem de er. Der er stemmer fra barndommen og stemmer fra samfundet. Beskeder om vægt, kost og opdragelse kan blive stemmer hovedet, når vi ukritisk lader dem sætte sig fast. Når vi ukritisk gentager deres budskab for andre og dermed forstærker stemmerne hos os selv og i andres hoveder. Det er noget rod og derfor skal vi alle være kritiske overfor, hvad de stemmer vi har i hovedet. En af mine stemmer fortæller, at ture med et barn er spild af tid og energi.

Den stammer fra min far og fortæller, hvad man kan, bør og skal gøre med mindre børn. Min far har altid udtrykt sin uforståenhed, grænsende til foragt, over forældre, der tog med deres små børn i fx zoologisk have, tivoli eller andre dyre steder for slet ikke at tale om at rejse med dem til udlandet. Det var spild af penge og tid. Det har han bakket op med sin baggrund som pædagog og brugt sin faglighed i argumenterne. Det er nemlig ikke børnenes behov, de kan ikke huske det alligevel og det er derfor spild af penge, siger stemmen i mit hoved.

Vær kritisk

Selvom jeg har kæmpet mod stemmerne i mange år, har jeg i endnu flere år ukritisk gentaget deres budskab. Jeg har set på med undren, når jeg betjente forældre i grillen i Zoologisk Have og spekulerede over, hvorfor de var på ture med et barn og endda med små babyer i barnevogne og vikler. De spildte deres tid, penge og energi. Desuden virkede det absurd for mig og stemmen, at forældrene skulle vælge det for deres egen skyld og på bekostning af deres barn. Stemmen fortæller mig, at som forælder forsvinder ens egne behov og bliver sammenkædet med barnets. Eller det burde de i hvert fald.

Derfor kan det være grænseoverskridende for mig at tage min halvanden årige med på en impulsiv tur i Tivoli eller købe et årskort til Zoologisk have. Endnu mere at tage derind en lørdag med godt vejr og masser af mennesker. Stemmen fortæller, at Hjalte jo ville være lige så glad på legepladsen derhjemme. Der er ingen grunde til sådan en tur med barn.

Min stemme   

Min egen fornuft fortæller dog en anden historie, som jeg igen og igen husker mig selv på. Babyer og små børn er måske lidt ligeglade om turen går til ænderne i kanalen eller i Zoologisk Have. Men forældres behov og ønsker forsvinder ikke bare med ankomsten af et barn. De tilpasses barnet. For forældrene kan det være virkelig kedeligt at se på ænder eller måske endda bare indersiden af sin lejlighed gennem flere måneder. Derfor har forældre brug for at komme ud fuldstændig ligesom før de blev forældre. Det handler ikke om ture med et barn, men lige så meget om ture som par og som familie. Ture for mennesker. Til et sted hvor de får energi og gode indtryk.

Hvis det er Tivoli, Zoo, skoven, vandet eller et helt andet sted er ligegyldigt. Men de skal tage derhen og tanke op, når chancen byder sig. Desuden samler børn i alle aldre på erfaringer og indtryk også selvom de ikke senere kan huske det senere. Som forældre skal vi bygge videre på deres erfaringer og lære dem af gebærde sig i verdenen, alt efter hvor i deres udvikling de er. Derfor får Hjalte en helt anden læringsoplevelse af zoo som 2 årig end han gjorde som 1 årig og den er også vigtig.

Mors behov på barnets præmisser

Det her betyder på ingen måde at børn, der ikke render i zoo i tide og utide har det dårligt. Men det betyder, at det heller ikke er skidt at slæbe dem med. Så længe det er på barnets præmisser. Der er aldrig noget dårligt i at vælge ud fra forældres lyster og behov, når der tages hensyn til barnets behov og ønsker. Det er ofte bedste kvindes bedste bud på, hvad ungen vil den dag. Jeg gætter på udflugt, jeg har lyst til zoo, Hjalte kan godt lide zoo, vi tager i zoo.

Det er dog velvidende at det ikke er en 10 timers ture med et barn, hvor vi ser alt. Det er en tur på et par timer med et konstant flow af snacks, hvor vi ser en fjerdedel af haven. Vi bruger mere tid på at se skildpadden bevæge sig i Primaternes Verden end at kigge på pandaen. Sammen opdager vi at sælerne, der er lidt kedelige fra oven, men er helt fænomenale, når de med god fart kommer direkte mod ruden, der går under vandoverfladen.

Farvel stemme

Lige præcis det tempo kan utrolig meget. Jeg kæmper stadig mod det. Stemmen fortæller mig, at når vi nu alligevel er der skal vi se det hele. Vi skal have mest muligt ud af pengene. Men vi har årskort, der er betalt og det handler om at Hjalte får en god tur og vi som familie får en god tur. Stemmen fortæller mig at det er tåbeligt at forny årskortet når ingen af os er på barsel mere. Stemmen kan efterhånden rende mig et vist sted. Vi havde en fantastisk tur sidste gang, hvor Hjalte fik vist mig dele af Zoologisk Have, som jeg knap nok vidste fandtes. Det skal gentages og årskortet fornyes. Kommer vi kun afsted en gang har stemmen ikke fået ret. Så skete der bare andre spændende ting i livet.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *