tryghedscirklen
SYGDOM

Tryghedscirklen og en ændring til det med pasning

Omkring Hjaltes 1 års fødselsdag var vi tilbage hos Tryghedscirklen. Da vi i sin tid sagde ja til at deltage, sagde vi ja til en aftale og tjek når Hjalte var et år. Det skulle handle om tilknytning og efterfødselsreaktion, men spørgsmålet om pasning blev relevant for mig.

Vi ankom og det var jo vante rammer. Denne gang dog ikke i det rum, hvor vi var til Tryghedscirklen med andre forældre. I stedet var det i børnenes legerum, hvor der plejede at være pasning. Det ligger i forlængelse af et optagerum. Både i psykologi i gymnasiet og endnu mere på universitet har jeg set optagelser fra forskningsprojekter. De bruges også en smule i selve Tryghedscirklen, men nu skulle Hjalte altså være det barn, der blev optaget.

Så skal du gå fra ham

Hjalte gennemgik nogen kognitive test med en psykolog. Nicolai sad ved siden af og kunne give tryghed. Der var ingen ko på isen og Hjalte lavede det hele uden brok mens jeg fulgte med på skærmene i rummet ved siden af. Bagefter skulle der laves test om tilknytning. I forskellige intervaller og med og uden en tredjeperson, skulle jeg forlade rummet, hvor Hjalte sad. Der var altså ikke tale om at han sad og græd. Mere at der blev observeret og optaget, hvordan han reagerede på mit fravær. Nicolai var nemlig heller ikke i rummet. Fantastiske Hjalte holdt ikke længe. Det var dog lidt spændende at se, hvordan han reagerede. Jeg kunne se, hvordan han lige afsøgte rummet, kiggede mod døren og så begyndte at klynke og til sidst græde og så kom jeg ind og trøstede.

Den anden del af opfølgningen handlede om mig. Tryghedscirklen er jo også målrettet mødre med efterfødselsreaktioner. Derfor blev jeg igen screenet, men da der ikke var skyggen af efterfødselsreaktion, var det et kort interview. Vi talte også lidt om, hvad der var sket siden sidst bl.a. Hjaltes indlæggelser og mit psykologforløb.

Mine behov er ændret

Alt i alt en rigtig fin afslutning på Tryghedscirklen. Det eneste “men” handler overhovedet ikke om Tryghedscirklen. Det handler om mig og mine følelser om pasning af Hjalte. Han er blevet passet nogen få gange af andre. Det har været nødvendigt i alle tilfælde og været en benhård afvejning af, at vi som par havde brug for en halv dag for at kunne være forældre. Det havde jeg det egentlig godt med, men direkte at se, hvordan han søgte og reagerede på mit fravær var lidt svært. Det gør at jeg egentlig ikke har lyst til at få ham passet foreløbig. Noget jeg ellers havde det ret godt med og vi var begyndt at kigge efter en lidt mere fast barnepige.

Men jeg er skiftet lidt. Jeg ved godt, at Hjaltes største behov er at være sammen med sine forældre. Jeg troede bare ham og jeg var klar til lidt pasning, men nu bliver det ved dagplejen i første omgang. Vi ser på at holde lidt fri i dagtimer og nyde dagplejen som pasning ligesom under indkøringen. Vi undersøger også muligheden for en barnepige efter Hjalte er puttet. Jeg er nemlig igen blevet lidt klogere, nuanceret eller bare skiftet mening om noget vedrørende det at være mor. Det er ikke første gang. Det bliver ikke sidste gang. Jeg lever for at lære.

Jeg har samlet alle indlæggene om Tryghedscirklen og Hjaltes sygdomsforløb, så du lettere kan finde dem.

______________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *