to år som mor
FORÆLDRETANKER

To år som mor

Hjalte er i dag fyldt to år. De sidste to uger har det rumsteret i mit hoved og hjerte af praktiske årsager, fordi der var en del planlægning og forberedelse, og af følelsesmæssige årsager. Vi fejrede ham med familien lørdag. Søndag fik han sin gave fra Nicolai og jeg og vi brugte dagen i nattøj med at lege med dyr og biler i det nye parkeringshus. I dag har været stille og rolig med vuggestue og pommes fritter og fiskefiles til aftensmad.

To uger før Hjaltes fødsel blev jeg indlagt. Min graviditet gik fra ubesværet til forhøjet blodtryk og på vej mod svangerskabsforgiftning. Egentlig var min termin først den 20. oktober, men det blev besluttet, at jeg skulle sættes i gang to uger før termin. Jeg sidder og tænker på de amerikanske serier, hvor der sker noget forfærdeligt, der alligevel ikke er så slemt. Hovedpersonerne kigger på hinanden og siger at om 10 år vil de grine af det. De bekræfter hinanden i at episoden med tiden vil blive sjov at se tilbage på og at det forfærdelige aftager med tiden. Mit håb er, at jeg en dag har det sådan med Hjaltes fødsel.

Det går jo godt

Det sidste år har været fænomenalt. Jeg føler mig mere tilpas i rollen som mor. Der er mere ro i hovedet og i hjertet. Sygdommen fylder meget mindre. Selvom jeg er nervøs for den næste scanning og der stadig er åben indlæggelse, ringer jeg ikke til børnekirurgisk så ofte som for et år siden. Han er et vuggestuebarn, han trives, har venner, snakker som et vandfald og viser hver eneste dag, hvor meget han vil mig. At blive elsket ubetinget er stadig en følelse jeg er ved at vænne mig til og jeg nyder den, selvom hans favoritord er “nej”. Samtidig mærker jeg at den går begge veje. Som jeg slapper mere af udvikles vores forhold på sin helt egen særlige måde.

Alligevel sad jeg i går på min sofa og græd og havde flashbacks til fødslen. Nærmere bestemt til da jeg bankede hovedet ind i væggen på svangreafsnittet mens mine veer tog til. Jordemoderen havde afvist at jeg havde veer og bedt mig sove i stedet. Min største frygt, at stå alene med smerter og usikkerhed, blev til virkelighed. 15 timer senere frygtede jeg at dø og en times tid efter det frygtede jeg at have dræbt mit eget barn. Der ligger stadig en klage hos Styrelsen for Patientsikkerhed, men der er lang behandlingstid på den.

De hårde flashbacks

Efter min sene aften på sofaen fanget i flashbacks og forsøg på at distrahere min hjerne med den store bagedyst, var jeg bange for i dag. Jeg frygtede en dag fyldt med flashbacks og måske endda panikanfald som de før har udløst. Hjalte vågnede i hopla. Jeg gik ind til ham og tog gardinerne fra så vi kunne kigge ud mens vi sad og vågnede med dynen i lænestolen. Solopgangen var i gang og fyldte himlen med et fint lyserødt lys. Lige der fik jeg et andet flashback af den mere sjældne type. Jeg mindedes dengang jeg havde blundet og vågnede til en sovende Nicolai i en stol. Jeg lå på briksen og nød en lille pause fra veerne, mens jeg så solen stå op velvidende, at jeg skulle møde min søn den dag.

Der har været flashbacks i dag. Men for første gang har der også været de gode flashbacks. For første gang siden fødslen har jeg kunne huske og være i de gode øjeblikke. Jeg har hygget med Hjalte og nydt og suget hvert eneste indtryk til mig. Der har været nedsmeltninger som da jeg tog hans vante af og han kastede sig på jorden. Der har været latter som da vi sagde sjove slangelyde til hinanden. Det har været mandag, en hverdag, og alligevel en helt fortryllende dag. Det har været Hjaltes fødselsdag. For to år siden prøvede jeg at finde mig til rette i hospitalssengen med en lille bitte Hjalte sovende ved siden af mig, mens jeg følte det hele var helt surrealistisk. For to år siden blev jeg mor og nogen gange føles det stadig surrealistisk. Mest af alt at jeg kan elske et andet menneske så højt.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *