tillid_i_barndommen_og_i_parforholdet
BARNDOM

Tillid i barndommen og parforholdet

Mange af mine reaktionsmønstre og følelser som voksen trækker tråde til  min barndom. Det gør det for alle, men for de fleste trækker det gode tråde. Der hvor de gode ting man gør som voksen kan føres tilbage til forældre, der var omsorgsfulde, ansvarsfulde, forbilleder og involverede på en meningsfuld måde.
Det er ingen hemmelighed at Nicolai og jeg havde en krise i vores ægteskab i sommeren 2018 og gik i parterapi. Det var en kulmination af at blive forældre og så endda blive forældre til et sygt barn. Men selvom jeg har arbejdet meget med mig selv og vi har arbejdet meget sammen, kan der alligevel gå nye ting op for mig. Det der er gået op for mig, er hvordan min tillid i barndommen og parforholdet hænger sammen.

Tillid og opgaver

En af de ting, der fra start har karakteriseret mit og Nicolais forhold, er tillid. Min mavefornemmelse har helt fra første møde fortalt mig. at ham her ville mig det bedste og jeg kunne stole på ham. Det har han kun bekræftet gennem de sidste 10 år. Der hvor vi alligevel er forskellige er i forhold til praktiske opgaver. Jeg har jo min automatpilot, der gør mig meget effektiv og god til at jonglere mange opgaver både nuværende og fremtidige. Nicolai er også god til at holde styr på opgaver, men vi har skulle arbejde med forventningsafstemning i forhold til niveau og tid. De her eksempler er fra før sommeren, og vi er blevet meget bedre i vores kommunikation siden.

Ny hue til Hjalte

  • Vi aftaler, at Nicolai skal købe ny hue til Hjalte. Nicolai går kigger lidt og på et tidspunkt køber han hue, han synes virker tilpas varm og ser sej ud.
  • Vi aftaler jeg skal købe ny hue til Hjalte. Jeg går med det samme i gang med at tjekke alle anbefalinger, test og råd. Jeg søger på nettet efter de bedste tilbud og ender i fire butikker efter den helt rigtige hue. Huen er købt indenfor en uge.

Lad mig lige sige, at der er intet galt med hverken min eller Nicolais tilgang til at købe en hue. Problemet er, at jeg forventer han gør som mig, men uden at sige det. Derfor har vi arbejdet på vores kommunikation. I dag tydeliggør vi alle alle dedetaljer eller ting, jeg tager som selvfølgeligheder. Vi skal derfor aftale, hvem der køber en hue, hvornår den skal være købt og hvis der er nogen særlige krav til den.

Tillid og barndom

Det skyldes også en ting, der ligger ved mig. Min barndom var præget af uforudsigelige forældre, der modsagde hinanden og sig selv. Det gjorde, at jeg tog ansvar og især skabte systemer, fordi det gav ro i mit hoved. Tillid i barndommen var ikke en selvfølgelig. Da ingen voksne gav mig faste rammer, skabte jeg dem selv. Det er igen en af de ting, der er en stor styrke som voksen, men også har været en sårbarhed. Det var nemlig mine systemer, jeg lavede og mine forældre forstod det ikke og respekterede det ikke.

Efter skilsmissen boede jeg som 13 årig med min far, hvor der var mange ting, jeg savnede struktur omkring. Mad blev ofte planlagt på dagen og indløb var hyppige. Jeg ville gerne lave madplan og planlægge det. Min far ville ikke og derfor blev det ikke til noget. Samværet med min mor var også på hendes præmisser. Det var derfor ikke usædvanligt, at vi lavede en aftale om at ses og jeg sad og ventede på hende. Hun kunne så udskyde det eller aflyse, fordi det ikke passede hende alligevel. Min tillid til at mine forældre respekterede mine grænser, systemer, tid og ikke brød aftaler lå derfor på et lille sted.

Parforhold og tillid

Det er jo netop mit forhold til aftaler og tillid som barn, der er kan være et problem i mit parforhold. Når Nicolai så glemmer at købe huen bringer det alle de gamle følelser og erfaringer frem. Så bliver han ligesom mine forældre en omsorgsperson jeg ikke kan stole på. Den næste, naturlige konklusion for mig er, at jeg kun kan stole på mig selv. Ligesom da tillid i barndommen var en mangelvare. Og så må jeg jo bare ordne det hele selv. Det ved jeg desuden, jeg er god til og det giver mig så lidt selvtillid. Det giver mig også stress og et skævt parforhold og derfor er det ikke en løsning.

Genopbygge og bevare tilliden

En vigtig del af min og Nicolais rejse har derfor været at han forstår, hvad der er på spil for mig. Samtidig skal vi blive enige om fælles forventninger og kommunikation. Men i høj grad har vi som par skulle blive enige om at definere og præcisere opgaven og at vi har et ansvar for at fuldføre opgaven. Eller informere om, hvorfor det ikke er muligt, hvis huen fx er i restordre. På den måde går ingen af os og venter forgæves på den anden og vi kan bevare tilliden til hinanden og opgaverne. Den tillid der jo netop er så vigtig for os. Vi undgår, at jeg går og surmuler over at han ikke har gjort opgaverne. Vi undgår, at han går og undrer sig over, hvorfor jeg er sur. Jeg tror fuldt og fast på at det er vigtigt at udvikle sig selv, men det er lige så vigtigt at udvikle sig som par. Det er kun blevet endnu vigtigere nu, hvor vi også er forbilleder for Hjalte.

_____________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *