Tilknytningsteori og tilknytning
FORÆLDRETANKER

Tilknytningsteori – hvad du skal vide om tilknytning

Hver tirsdag præsenterer jeg noget teori. Der er tale om forskning, ny viden, gammel viden og undren. Noget af det vil få opfølgende indlæg fordi det er for langt til et indlæg. Tilknytningsteori er et af dem, der er grundlaget for så meget af vores forståelse af børn og forældreskab. Tilknytning er en af de mest undersøgte teorier inden for psykologien. Oprindeligt udviklet i kølvandet på 2. Verdenskrig, hvor der var mange børn, der blev adskilt fra deres forældre. Det lyder umiddelbart ikke som noget, der er relevant i vores tid og sted, men det er vigtigere end nogensinde før. Teorien om tilknytning giver både en forståelse af forældres egen følelsesmæssige bagage og hvordan det påvirker deres børn. Dermed er tilknytningsteori et vigtigt værktøj, hvis man ønsker trygge børn med højt selvværd og lyst til at udforske verdenen.

Det var lidt et slag i maven, da jeg i sin tid begyndte at læse om tilknytningsteori. Det er ingen hemmelighed at min barndom var dårlig og jeg kunne genkende rigtig meget af mig selv i det her. Det føltes som om alt var tabt. Denne her fantastiske teori, fortalte hvor galt det var gået for mig og hvor galt det kunne gå for mit barn. Derfor er det vigtigt for mig at slå fast, at det er muligt at udvikle sit tilknytningsmønster. Det er muligt at være bevidst om det og arbejde med det konsekvenser af en dårlig barndom. Løbet er ikke kørt, men hvis man kan genkende sig til i tilknytningsteorien, er det vigtigt at handle på det.

Historietimen

Den korte version af tilknytningsteoriens historie starter med John Bowlby. Der skal tilsættes en smule Donald Winnicott, der på samme tidspunkt arbejdede med teorier om den gode mor. Tilknytningsteori er dog primært John Bowlby, der opdagede, at børn ikke bare skal tilbydes vand, mad og tag over hovedet. Der er en masse interaktioner mellem barn og omsorgspersoner, typisk mor og far, som blev taget for givet. 

I 1980’erne tager Daniel Stern fat i tilknytningsteori. Han bruger videooptagelser til at opfange alle de små signaler i relationen mellem barn og mor. Hans fokus er i høj grad på barnets personlighedsudvikling.

Det seneste årti har Peter Fonagy været stærk indenfor tilknytning. Han fokus er en smule anderledes end Sterns, da han beskæftiger sig med hvordan omsorgspersoner, typisk forældre, forholder sig til barnet følelser og oplevelser. Det er også her de fleste bøger og tekster i dag har deres udgangspunkt. Her handler tilknytningsteorien nemlig om, hvordan man som forælder eller primær omsorgsperson anerkender barnet som individ med egne følelser og behov.

Trygt tilknytning – heldigvis rigtig mange

Menneskebørn er utrolig sårbare fra fødslen. De kan intet og er fuldstændig afhængige af omsorgspersoner. Det vil ofte være mor eller far, men det kan også være andre voksne. Der sker altid en tilknytning mellem barn og omsorgspersoner. Den er grundlaget for overlevelse fysisk og psykisk. Det lille barn vil helt fra start søge sin omsorgsperson og beder om hjælp til at forstå den verdenen barnet er havnet i. Barnet ved ikke hvordan det skal reagere på gode og dårlige følelser og oplevelser og det er omsorgspersonen, der bliver barnets spejl i processen. Ved at se, hvad omsorgspersonen gør lærer barnet, hvordan det skal gøre i en lignende situation. Dermed bliver barnet senere i stand til at selvregulere når det møder en situation i fremtiden.

Den omsorg omsorgspersonen tilbyder barnet, bliver på den måde grundlaget for den strategi barnet selv bruger i livet. For 60% af børn er det ikke et problem, da de har en tryg tilknytning. Det kaldes også tilknytningsmønster og tilknytningsstil andre steder. De har fået en god omsorg, der også har givet dem en sikker havn i livet. Deres forældre har haft et godt selvværd og kunne hjælpe børnene ved både at tilbyde tryghed og omsorg og støtte barnet i at udforske verdenen. Deres forældre har haft et velfungerende omsorgssystem, der er gået i arv til deres børn. Børnene har lært at verdenen kan udforskes og er sikker, fordi der altid er andre mennesker at vende tilbage til. Det betyder ikke de ikke kan have deres at kæmpe med, men de har et godt fundament og en tiltro til verdenen, der hjælper dem i andre relationer til venner, kolleger og egne børn.  Man kan se en tryg tilknytning som en form for modstandsdygtighed i forhold til senere i livet at kunne håndtere kriser, traumer mv.

Utrygt tilknytning – desværre alt for mange

Mens 60% af børnene der har en tryg tilknytning, hvad så med resten? Det vurderes af 40% af børn har et utrygt tilknytningsmønster. Der findes ikke statistikker for voksne og jeg vil igen bemærke at det er muligt at heale sit utrygge tilknytningmønster, der også kan have karakter af et tilknytningstraume. Hvornår man er klar til det arbejde er op til den enkelte og det kan være en både hård, forløsende og givende proces. Teorien om trygt og utrygt tilknytningsmønster er udviklet af Mary Ainsworth med tilføjelse af Mary Main. Mary Ainswroth definerede to typer utryg tilknytning og Mary Main har tilføjet en ekstra. I dag er vi altså er oppe på fire tilknytningsmønstre, hvoraf en er tryg og de tre er utrygge. Jeg skal nok skrive noget om de enkelte typer i et senere indlæg. I første omgang er den enkelte type dog ikke det vigtigste, for der er flere fælles træk.

Ifølge tilknytningsteori har man som barn med en utryg tilknytning levet i konstant frygt. Nervesystemet har hele tiden råbt fare og det minder om en stresstilstand. Omsorgspersonerne har ikke været den sikre havn, der får signaleret og lært barnet at verdenen er et godt sted og det altid kan få ro, støtte og omsorg hos dem. I stedet er barnet vokset op med en frygt og angst for andre mennesker og et dårligt selvværd. Når der ikke er en omsorgsperson til at hjælpe barnet med at forstå og være fx i sine følelser, søger det selv at styre dem.

Samtidig skal vi her huske, at børn er afhængige af omsorgspersoner. Derfor kan det lille barn ikke bare sige, hasta la vista til omsorgspersonerne. I stedet kan barnet forsøge at trække sig fra relationen og reagere mindre på omsorgspersonens fravær eller tilstedeværelse. Det kan også tilpasse sig omsorgspersonens behov og ønsker med det offer, at det begraver og ignorerer sine egne behov og ønsker. Barnet lærer at det kun er elsk-bart, hvis det passer ind i omsorgspersonens verdenen og at hverken verden eller omsorgsperson tilpasser sig eller ser barnet for et selvstændigt individ på lige fod. Hvis ingen omsorgsperson lærer barnet passende og sikre måder at regulere sig selv, når det møder modgang vil barnet fortsætte med de strategier det lærte i barndommen.

Forældreskab og tilknytningsteori

Alle forældre vil det bedste for deres børn. Tilknytningsteori giver os et indblik i, hvorfor det ikke altid går som ønsket. Der er tale om så stærke relationer og mønstre, grundlagt helt fra begyndelsen, som man ikke bare kan ændre fordi intentionen er der. En utryg tilknytning bliver det eneste, man kender som barn og voksen. Selvom man måske undrer sig eller kan mærke der er følelser og reaktioner, der er svære eller uhensigtsmæssige, kan man ikke nødvendigvis se, at oprindelsen også ligger i tilknytningen til sine omsorgspersoner. Der er selvfølgelig også en masse genetik og miljø involveret i en persons udvikling, men der er altså også tilknytning. En utryg tilknytning er heller ikke noget man er alene med. En utryg tilknytning kan også komme af isolation ifm. hospitalsophold i barndommen, adskillelse efter fødslen eller de forhold der har været, og stadig er i nogle lande, på børnehjem.

Tilknytningsteori kan være et værktøj til at se på sine egne mønstre og barndom. Det kan også være en nøgle til at forstå sit eget forældreskab. Tilknytningsteori kan være et værktøj til at se på sine egne mønstre og barndom. Det kan også være en nøgle til at forstå sit eget forældreskab. Måden man er omsorgsperson på afhænger netop af den omsorg man selv lærte som barn. Som en omsorgsperson med en utryg tilknytning som barn, tager jeg opgaven at være ekstra sensitiv overfor mit barn behov for nærhed, forståelse og omsorg. Det lærte jeg ikke selv, men jeg har gennem årene alligevel lært at verdenen er et godt sted. Jeg har lært at der er mennesker, jeg har tillid til og mit eget selvværd er blevet bedre. Det har givet mig en ro som jeg kan bruge når jeg skal være en sikker havn for mit eget barn. Det er muligt at nå dertil. Der er altid tilknytning mellem barn og omsorgsperson, men kvaliteten kan være svingende. Som omsorgsperson har man dog ansvaret og muligheden for at arbejde for en tryg tilknytning.

Hvis du vil læse mere, kommer der et nyt indlæg til Teori Tirsdag om en uge. Du kan også se litteraturlisten her

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *