DET PERSONLIGE

Tilbageblik på et årti

Nytårsaften nærmer sig. Det er den tid på året, hvor man ser tilbage på året der gik. I mange år havde jeg det svært med at se tilbage. Når jeg lavede en liste over ting, jeg havde oplevet eller nået, havde jeg samtidig en liste i mit hoved med alt det, jeg ikke havde nået. De gange jeg var fejlet eller havde svigtet mig selv eller andre. De sidste par år har det ændret sig. Jeg er uendelig stolt af det, jeg har opnået. Der er utrolig mange mennesker, der har hjulpet mig undervejs, og jeg har knoklet gennem det hele.

Mest af alt ved jeg i dag, at jeg selv sætter barren. Jeg definerer selv, hvad succes er. Min succes er ikke den samme som din. Mine mål, drømme og ønsker er ikke de samme som dine. Vores udgangspunkt er ikke det samme. Det er ikke en konkurrence, hverken med mig selv eller andre. I stedet handler det om at fejre sejrene og trykke på pyt knappen med alt det andet.

Mit årti i korte træk

I den anledning har jeg set tilbage på det seneste årti. Jeg har samlet de store ting. Der er utrolig mange andre ting, der er sket de sidste årti. Egentlig vil jeg gerne fejre al hverdagsmagien. Hverdagen udgør alt andet lige størstedelen af ugens dage, og det har altid været vigtigt for mig at forsøge at leve efter hverdagen og ikke kun weekenden. Ligesom ordsproget at man kan leve for at spise eller spise for at leve. Jeg lever for hverdage og de gode følelser der, skal gå igen i weekenden.

Det blev et sidespring. Her er mit årti og jeg håber du vil dele højdepunkter fra dit årti i kommentarfeltet. På Instagram har jeg lavet versionen med emojis, hvis du vil være med der. 

2010: Jeg flyttede sammen med Nicolai i en andelslejlighed, vi købte sammen. Det virkede som ubegribeligt mange penge og meget voksens. Lige efter flytningen knækkede min ryg, da jeg sad i sengen og læste. Det blev starten på seks måneder med konstante smerter, og et længere genoptræningsforløb. Det forhindrede mig dog ikke i at tage til Las Vegas. Og så startede jeg på mit speciale.

2011: Specialet skulle afleveres om sommeren, men en omgang stress sendte mig til tælling. Derfor afleverede jeg lige før jul. Mit stressforløb sendte mig at omveje i en gruppe for unge pårørende til psykisk sårbare hos SIND Ungdom. Det er til dato et af de mest betydningsfulde psykologforløb jeg har været til. For første gang mødte jeg ligesindede, og det havde enorm betydning for min følelse af at stå alene med alle mine følelser.

2012: Jeg blev færdiguddannet som humanist i bagkanten af finanskrisen. Derfor gik der også et halvt års tid før jeg stod med mit første job. Det var en anden retning end planlagt, men på ingen måde noget jeg fortryder. Jeg satte kontakten til min mor på pause, hvilket var en stor og voldsom beslutning.

2013: Kørekort har aldrig sagt mig noget, fordi jeg aldrig har haft adgang til en bil. Jobbet krævede dog kørekort så jeg tog kørekort og købte en bil. Så fik Nicolai og jeg også corgien Obelix og var forelsket var første blik. Vi tog en tur til Falster og det var mit første besøg dernede siden jeg begyndte at arbejde med min barndom. Det var healende og rørende at være tilbage og vise Nicolai øen.

2014: Vi tog på en tre ugers roadtrip til USA, der var helt igennem fantastisk. Jeg fik stress igen og endte hos min første private psykolog. Der tog vi hul på min barndom og jeg brugte det næste stykke tid i intensiv terapi hos hende. Det krævede mange tårer og var både hårdt og givende.

2015: En fodgænger ignorerede færdselsreglerne og kostede mig seks ugers sygemelding med hjernerystelse. Jeg måtte konfrontere min frygt for aldrig at kunne arbejde igen. Til gengæld blev jeg god til at bage croissanter, da jeg brugte bagning til terapi og genoptræning. Nicolai og jeg kastede os over projekt baby, og vi impulskøbte en lejlighed. Alt min planlægningsfinesse gik til at arrangere et frieri til Nicolai, men han kom mig i forkøbet, og så var vi altså forlovede.

2016: Vi stak af og blev gift på Københavns Rådhus og så gik turen til Paris. Jeg satte kontakten til min far på pause. Vi ramte det famøse år uden en baby og startede i udredning for fertilitetsbehandling.

2017: Det var året, hvor jeg var gravid 10 ud af 12 måneder. I midten af det flyttede vi til den nye lejlighed og købte et halvt ton Ikea møbler. Hjalte blev født, hvilket selvfølgelig er det helt store højdepunkt. Det var også det år, jeg havde en efterfødselsreaktion og sundhedsplejersken konstaterede der var noget galt og året sluttede med en indlæggelse.

2018: Fem indlæggelser blev det til og en operation for Hjalte. Vi fejrede ti år sammen, min barsel sluttede og jeg startede en blog. Der blev truffet den store beslutning at sige farvel til Obelix. Han er stadig den skønneste hund og stortrives hos sin nye familie, men det var vanvittig hårdt at sige farvel.

2019: Det er på en måde det sværeste år. Der er ikke sket noget stort, der har mest været almindelig vuggestuesygdomme og jeg er hverken flyttet eller har skiftet job. Alligevel har 2019 været helt unikt, fordi det har handlet om mennesker. Ikke traumer og skader forvoldt af mennesker. I stedet har 2019 været fyldt at dejlige, skønne, fantastiske mennesker, der har haft kæmpe betydning for mit liv. Til alle læsere af bloggen virker tak som et alt for lille ord. Jeres kommentarer, spørgsmål og respons har været drivkraften til at bloggen fortsat har været et ånderum for mig. Mit hoved føles som om det er ved at eksplodere med ideer, tanker, perspektiver og drømme, der skal forfølges i det nye år.

Så lad mig slutte af med et TUSIND TAK og godt nytår lige om lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *