Tankespind 28
TANKESPIND

Tankespind #28

Min adrenalin er endelig ved at sænke sig. Efter tre måneder med to kurser, to børnebøger, blog og et fuldtidsjob, er der nu ro på flere fronter. Kurserne er bestået, og bøgerne er sendt til et forlag. Det er en helt fantastisk følelse, men også en hvor jeg er fristet til med det samme at kaste mig over nye projekter. Det skyldes at jeg nu er vant til adrenalinniveauet og ubevidst forsøger at holde det oppe. Jeg arbejder virkelig godt under pres, hvis det er en afgrænset periode. Jeg ved også af erfaring, at jeg skal huske at nyde, når adrenalinen aftager, og give mig selv ro og tid til at mærke efter, hvad der nu skal ske. Derfor er der én overskyggende note i min kalender for februar: Ingen beslutninger.

I torsdags var jeg hos min veninde og udover en fantastisk gåtur gennem Kongens Have, god mad og endnu bedre selskab, fik jeg utrolig meget inspiration til planter. I vores gamle lejligheder var alle vindueskarme fyldt med planer. Siden vi flyttede, har jeg dog ikke rigtig købt nogen. Der er nemlig rigtig mange gulv til loft vinduer, og planer foran vinduet vil tage noget af lyset. Det havde min veninde en løsning på; Hylder. Det lyder jo vildt simpelthen, men jeg har ikke kunne se det for mig, indtil jeg så det hos hende.

  • Vi er stadig ude i at kvinder laver mere derhjemme end mænd. Husligt arbejde kan det kaldes, men det er stadig arbejde, der burde være fælles, men som kvinder laver på bekostning af andet. Tid med børn, interesser, timer på det betalte job eller sociale relationer: Work Women Don’t Get Paid For Is Worth At Least $10.8 Trillion
  • Denne her vinter skræmmer mig rigtig meget. Jeg hørte i radioen, at gennemsnitstemperaturen i januar har været omkring de 5 grader, og det slog mig, at Hjalte måske aldrig kommer til at opleve rigtig sne i Danmark. Jeg affaldssorterer, har en ugentlig vegetardag og går ind for at mindske madspild, men jeg vil gerne gøre mere. Planen er at starte med de her punkter: Bliv bæredygtig til hverdag: Her er 10 ting, du kan købe, som klimaet vil elske dig for
  • Vi har ikke flow tv og bruger udelukkende streaming, hvor vi så skifter mellem 2-3 udbydere. Hjalte ser stadig kun fjernsyn ved sygdom og negleklipning, og Peter Pedal er et ubetinget hit. Mens jeg voksede op med reklamepauser, der fortalte mig, hvad jeg burde plage mine forældre om, er Hjalte tilsyneladende beskyttet mod det. Men faktisk er han endnu mere udsat for reklame end jeg var som barn: Toy Commercials Are Being Replaced by Something More Nefarious
  • Selvom ordet “self-care” mangler en pendant på dansk, jeg synes ikke selvomsorg dækker det, har Barbie nu et bud på det. Problemet er at heller ikke Barbie har fundet ud af, hvad self-care dækker over. Jeg kan afsløre, at jeg ikke mener meditation og ansigtsmasker gør det alene: Barbie Is Doing “Self-Care” Now, and I Think We’ve Gone Too Far
  • Jeg kan godt lide det her debatindlæg. Det eneste jeg savner, er igen koblingen mellem børn og voksne. Vi kan ikke blive ved med at diktere og ønske, hvordan børn skal forholde sig til og på sociale medier uden at se indad, selvom det kan være smertefuldt: Skyggesiden ved sociale medier og internettet

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *