Tankespind 13
DET PERSONLIGE

Tankespind #13

Det er den famøse uge 42 og dermed efterårsferie for mange. Jeg holder ikke efterårsferie. Der er simpelthen ikke feriedage til det, når indkøringen tog 14 dage. Samtidig er Hjalte også netop kørt ind i vuggestuen så vi holder forlængede weekender i oktober og november. Men efterårsstemningen har for alvor ramt mig. Mit skrivebord på arbejdet er med udsigt til en lille park med de vildeste, gyldne træer, og overalt bombarderes jeg med græskar og hyggelig aktiviteter med børn. Jeg drømmer om en weekendtur til Tivoli og en bibliotekstur. så vi har ekstra mange gode bøger at hygge med.

Egentlig har Hjalte ret mange bøger, men alligevel er vi på biblioteket et par gange om måneden. Ørestad bibliotek har et skønt udvalg af børnebøger og et fint udvalg af legetøj. Lige for tiden lever jeg dog højt på alle de bøger Hjalte fik i fødselsdagsgave. Stort set alle i min familie læser meget og bøger er helt almindelige på ønskelister. Jeg elsker at 9 ud af 10 af Hjaltes gaver var bøger, og vi er stadig ved at læse os igennem dem alle. Mimbo Jimbo og Peter Pedal er favoritterne for tiden.

Jeg bruger en del tid på bloggen og har en masse andre projekter i støbeskeen, som jeg endnu ikke helt kender retningen på. Det jeg ved er, at jeg for tiden møder helt vildt fantastiske kvinder. De er dygtige og inspirerende og efter et møde med en af dem, er jeg altid helt høj på energi og ideer. Det er en ny måde at netværke for mig. At møde andre med udgangspunkt i det faglige, men samtidig føle at man klikker på værdier og ambitioner er fantastisk.

En anden ting der også har givet mig et kæmpe smil på læben var Hjaltes aflevering i vuggestuen i tirsdags. Han bliver ked af det når vi tager tøj på og afleveres typisk til en pædagog mere eller mindre grædende. Men i tirsdags gik jeg mens han legede med duplo med pædagogen, han vinkede flere gange og der var ingen gråd. Det gør at både min og hans dag får en meget bedre start.

  • Det er hårdt at være 2 år og gå i vuggestuen. Lige nu går tanken på at putte kl. 18.30 i stedet for kl. 19 og have meget ro i weekenderne. Hjalte rammer en mur og går fra glad til “verden er gået under” ked af det på tre sekunder. Samtidig består 90% af ord, der kommer ud af hans mund af variationer af “nej”. Jeg prøver at rumme ham, ikke skælde ud, give begrænsede muligheder, sætte kærlige grænser og alle de andre gode ting. Det virker, men det er stadig hårdt og lidt træls. Jeg har læst utallige bøger om følelser, inddragelse og opdragelse, men denne her artikel om at forstå dit barns følelser opsummerer ret godt pointerne fra bøgerne.
  • Mit liv hænger ret godt sammen lige nu. Der er ro på følelserne og rum til alle mine interesser og de vigtige personer i mit liv. Det eneste punkt der er svært, er venner. Det handler især om de gamle venskaber, hvor vi er spredt ud på forskellige øer og forskellige steder i livet. Min arbejdsuge er langt fra standarden i USA, men alligevel synes jeg artiklen Why You Never See Your Friends Anymore vækker utrolig meget genklang.
  • Jeg er vild med udtrykket “work smarter, not harder” og bruger det dagligt. Mit job består i at se på processer og systemer og gøre det lettere, hurtigere og bedre. Den tilgang gør sig gældende i hele mit liv og jeg udvikler konstant små systemer til mig selv fx at svare på mails så jeg ikke bruger mere tid end højst nødvendigt på opgaven. Det handler om at være dygtig og gøre det godt og samtidig få mere tid og energi til andre ting end arbejdet. Det er en problematik, der går igen i Spilder du også tiden på dit arbejde?
  • Da Nicolai og jeg lærte hinanden at kende var der Facebook, hvor alle havde åbne profiler. Jeg stalkede hans profil og han kiggede vist også på min. Udover Facebook og de gule sider dukkede der ikke noget op, når vi googlede hinanden. Siden dengang er der kommet endnu flere sociale medier til. Med LinkedIn, Instagram, Twitter, Snapchat og artikler, hjemmesider og meget andet er det i dag lettere at kende til sin date inden man overhovedet mødes. Men hvad hvis den anden ikke er på sociale medier? Det dykker artiklen What It’s Like To Date Someone With No Social Media ned i.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *