tankespind 11
DET PERSONLIGE

Tankespind #11

Efteråret er kommet og jeg har for alvor fået øjnene op for, hvor vild et bakteriefyldt sted en vuggestue er. Hjalte var syg sidste uge, så Nicolai, mig, Hjalte igen og nu mig igen. Jeg propper mig med mælkesyrebakterier, c vitaminer og te og krydser fingre for mit immunforsvar får nok boost til at få min gennem efteråret og vinteren uden denne her uskønne miks af host, hals og mavevirus.

På mandag har Hjalte fødselsdag og i weekenden fejrer vi den med familien. Mandag får han sin gave fra os og den er ret stor. Faktisk så stor at det har krævet noget omrokering herhjemme. Legekøkkenet er flyttet fra stuen til kontoret og rutsjebanen er kommet på hans værelse så der er plads i stuen til fødselsdagsgaven. Jeg forsøger at minimere legetøjet i stuen, men husker samtidig tydeligt, hvor meget jeg som barn helst ville lege i nærheden af mine forældre. Derfor blev det tidligt besluttet at legeplads i stuen til Hjalte er ligeså vigtigt som alt andet i stuen.

I hele denne her omrokering måtte noget lade livet og det blev puslebordet. Egentlig et gammel spisebord jeg har haft i 10 år. Jeg ville forære det væk, men blev spammet af henvendelser og solgte det til en for 100 kr. Hjalte er gennem længere tid blevet skiftet stående og det er kun prutbleer, der kræver han ligger ned. Det gør vi nu på puslepuden på gulvet, og når den ikke er i brug står den i et hjørne. Det er også lidt vemodigt at det lille behov for puslebord både skyldes, hvor mange bleer, der skiftes af andre i vuggestuen og hvor stor han er blevet.

  • Apropos Hjaltes fødselsdag er min mor ikke inviteret, da vi holder det med min fars side af familien. Min far er derfor inviteret. Jeg tænkte rigtig længe om jeg ville invitere ham, men gjorde det af en masse forskellige årsager, jeg måske deler herinde en dag. Han skal arbejde og har meldt afbud. Det var jeg forberedt på og jeg blev ikke så ramt følelsesmæssigt af hans afbud som sidste år, da jeg stillede spørgsmålet; Skal man invitere sine forældre?
  • Mennesker skaber utrolig meget gennem sproget. Vores forståelse af verdenen bygger på de ord, vi bruger. Der er flere steder tips om at tale positivt til sig selv i spejlet, skrive taknemmelighedslister og huske de positive ting. Samtidig har hvert sprog sine helt unikke ord, der ikke kan oversættes og netop de ord siger en del om, hvad sprogets talere værdsætter. Det danske hygge er et godt eksempel og artiklen The Glossary of Happiness er fyldt med en masse andre. Selv er jeg ret vild med gigil fra artiklen.
  • Første gang jeg mærkede, genkendte og fik hjælp til at være i følelsen vrede, var jeg i midt tyverne. Det skyldes i høj grad min barndom, men mine problemer med at være vred skyldes også mit køn. Kvinder må ikke være vrede og vrede kvinder tages sjældent alvorligt. Derfor selvregulerer kvinder ofte deres vrede for bedre at passe ind i samfundet, hvilket denne artikel dykker ned I Used to Insist I Didn’t Get Angry – Not Anymore
  • Dannelse fylder desværre ikke meget i debatten om børns liv. Egentlig ville jeg hellere at vi talte om dannelse end opdragelse, men i første omgang skal vi have udvidet dannelsesbegrebet til at inkludere de digitale muligheder børn møder i dag. Da internettet var ungt opstod der ideen om en digital dannelse som noget særskilt, men som det digitale er en integreret del af vores liv, skal vi også udvide forståelsen af dannelse som der står om her Digital dannelse for børn er… dannelse

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *