Styrelsen for patientsikkerhed
BARSEL,  FORÆLDRETANKER

Status på klage til Styrelsen for Patientsikkerhed

Det er nu næsten to år siden Hjaltes fødsel og ét år siden jeg skrev en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det var altså i september 2018. I december 2018 ringede jeg for at høre en status. De var ikke gået i gang med at behandle den. Derfor sendte jeg flere oplysninger, der var kommet frem, da jeg arbejdede med forløbet. Nu har jeg ringet igen fordi jeg tænkte, de ved en fejl ikke har opdateret mig.  I stedet finder jeg ud af, at de stadig ikke er nået til min sag. Jeg forstår det godt. Ingen døde eller fik permanente fysiske skader fra fødslen. Der er sikkert folk, der har det værre end mig. Samtidig er de blevet udflyttet og jeg har fuld forståelse for det pres, det kan give.

Problemet er, at fødslen stadig fylder for mig. Ikke hver dag og der er længere mellem flashbacks. I sidste måned fik jeg et til dengang jeg stod alene på stuen med stærke veer og blev frarådet at kontakte Nicolai. Der var så mange ting ved den fødsel, der var helt forkerte. Den triggede en masse angst og var en traumatisk oplevelse. Måske havde det hjulpet, hvis jeg var blevet markeret som sårbar gravid. Samtidig mener jeg ikke, det er en gangbar løsning. Uanset baggrund og følelsesmæssig bagage skal ingen have sådan en fødsel. Det kan ikke være rigtig at en god, anerkendende, favnende fødsel uden dødsangst og frygt for ens barns overlevelse skal være standard.

Afslutning og begyndelse

Klagen er en afslutning på forløbet. Det er en måde at få fagpersoner fra Styrelsen for Patientsikkerhed til at tage stilling og give en objektiv vurdering af, om det er acceptabelt og burde gentages på hospitalet. Måske mener de, ligesom hospitalet selv, at min fødsel var helt almindelig. Måske mener de, som jeg, at den var helt skæv og der blev lavet fejl. Måske mener de at der er tale om uhensigtsmæssigheder, men ikke deciderede fejl. Uanset afgørelsen genoplever jeg det hele igen, men der vil også være en afslutning. Samtidig er det en begyndelse på en evt. videre bearbejdning af forløbet. Noget der også er utrolig vigtigt, hvis vi en dag vil have endnu en baby.

Endelig synes jeg det er helt åndssvagt at have over et års ventetid på en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det kan godt være ingen døde, men der var stadig voldsomme psykiske konsekvenser for mig og Hjalte. Med det øgede fokus på fødselsspykologi og betydningen af en god fødsel for tilknytning, er jeg virkelig vred over Hjaltes fødsel gik som den gik. Klagen er en måde, jeg kan råbe højt om det forløb. En måde at sige via officielle kanaler, hvordan min oplevelse var. Selvom fagligheden måske beslutter noget andet, ændrer det nemlig ikke på at min oplevelse var forfærdelig og stadig sidder i mig. Nu skal den så ikke bare udløses af triggere og flashbacks eller en afgørelse, men også af at ringe til Styrelsen for Patientsikkerhed og igen igen høre om de mon behandler klagen en dag. Fortsættelse skal nok følge. Måske om et år.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *