speciale_og_stress
DET PERSONLIGE

Speciale og stress

Jeg begyndte mit speciale i sommeren 2010. Det blev skrevet på Roskilde Universitet, hvor jeg læste pædagogik og kultur- og sprogmødestudier. Da jeg var ret vild med kombinationen valgte jeg at skrive mit speciale i begge fag. Det betød at jeg egentlig havde 1 år, men at jeg også lige skulle tage to kurser ved siden af. Aflevering var derfor planlagt til sensommer 2011 og jeg vidste intet om speciale og stress.

Forventningspres

For mig var specialet den ultimative kulmination på 5 års studier. Det var her, jeg havde min sidste chance for virkelig at skinne igennem. Da jeg startede drømte jeg også om at skrive en ph.d. og så var specialet jo endnu vigtigere. 100% var på ingen måde godt nok og 120% ville kunne gå an. Den første kæp i hjulet kom før jeg overhovedet kom i gang. Da Nicolai og jeg flyttede sammen sagde min krop simpelthen stop. Jeg fik en diskusprolaps (et forstadie til en diskuskollaps) og havde voldsomme smerter. Det var umuligt for mig at sidde ned og mine eneste muligheder var at ligge, stå eller gå. Det blev gradvist bedre, men det var først i februar 2011 at jeg for første gang var smertefri og det var stadig kun en gang i mellem. Det var et kæmpe slag for mig og jeg knoklede igennem smerterne og fuldførte kurserne i efteråret 2010.

Tag hjem

I foråret 2011 havde jeg indsamlet min empiri og kæmpede med specialet. Jeg havde forsøgt mig med specialekontor på Roskilde Universitet, men gik kold i nogen meget lange dage, hvor jeg tog afsted kl. 7 og kom hjem kl. 18. Der var ingen tid til mig. Jeg fik vredesudbrud, græd meget, fik åndenød, var rastløs og havde konstant tankemylder. Alligevel tænkte jeg at det nok var normalt. Specialet er jo en stressende tid og speciale og stress blev koblet sammen ofte. Til sidst sad jeg på min specialevejleders kontor og græd. Nu var jeg næppe den første studerende hun havde oplevet det med og hun var meget resolut og sendte mig hjem. Jeg tog turen til min læge og fik en sygemelding på et par måneder.

Psykolog og fremskridt

Jeg havde faktisk opsøgt studiepsykologerne allerede i sensommeren fordi jeg kunne mærke, jeg ikke havde det så godt. Men den første havde sagt jeg var en 12 tals pige, der skulle skrue ned for forventningerne. Det havde han jo sådan set ret i, men der var altså også en hel del mere til det. Jeg endte nu hos en anden psykolog, der var rigtig god. Desværre blev hun sygemeldt og så stod jeg uden tider midt i et speciale og stress. Efter jeg råbte lidt højt fik jeg en ny og hun hjalp mig gennem specialet.

Psykologen gav mig værktøjer og vi talte om forventninger så jeg kunne skrive specialet, få det afleveret og bestået. Endnu vigtigere hjalp hun mig med at begynde på at arbejde med min barndom. Mens jeg var hos hende lavede hun de forsigtige tråde mellem mine reaktioner som voksen og min barndom. Det gav mig mod på at opsøge andre psykologer gennem SIND senere hen.

Det var starten på et arbejde, jeg stadig er i gang med. Mine sårbarheder forsvandt ikke af det psykologforløb. Det kommer de aldrig til at gøre. Men jeg har i højere grad vendt dem til styrker. Jeg blev færdig med speciale og stress. Specialet blev afleveret. Jeg gik ledig som mange andre under finanskrisen. Jeg fandt job og retning. Det virker nogen gange som en enighed siden. Stress var voldsomt. Det har givet mig en anden forståelse for min krop, mit sind og min sårbarhed. Det kendskab har været uvurderligt i forbindelse med mit moderskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *