social eksklusionsangst
DET PERSONLIGE

Social eksklusionsangst

Når man taler om mobning i dag er begrebet social eksklusionsangst helt centralt. Det er begrebet, der hjælper med at forklare, hvordan og hvorfor mobning opstår i fællesskaber. I forskningssammenhænge er det et nyt begreb, da det kun har 10 år på bagen. Derfor er det heller ikke, endnu, bredt ud til så mange andre områder. Men social eksklusionsangst står som mig som en centralt i forståelsen af, hvordan fællesskaber agerer, når vi også taler moderskab, morpoliti og alle forventninger til forældreskabet.

Et rimelig nyt begreb

Begrebet social eksklusionsangst er skabt af Dorte Marie Søndergaard i 2009 i forbindelse med arbejdet i exbus (Exploring Bullying in Schools) på Aarhus Universitet. Søndergaard beskriver social eksklusionsangst sådan: 

”Det er en angst, der ulmer i processer mellem deltagere, som er henvist til at fungere sammen. Når mennesker er henvist til et fællesskab […] så opstår muligheden for, at de kan føle sig pressede og usikre på, hvor vidt de rent faktisk vil få adgang til legitimt tilhør til dette fællesskab, eller om de risikerer at blive skubbet ud, marginaliseret og gjort irrelevante som deltagere. ”

Søndergaard bygger igen på forståelsen af mennesker som sociale væsener, der søger fællesskaber for udvikling, tryghed og sikkerhed. Nogen fællesskaber vælger vi selv, og især som voksne, fx vennegruppen og fritidsinteressen, men andre bliver vi i højere grad placeret i. Arbejdspladsen, naboerne, forældrene i skolen, studiet og familie er ikke altid så lige til at forlade. Men hvis man går og er bange for om man hører til eller vil blive skubbet ud af fællesskabet af de andre deltagere, er der tale om social eksklusionsangst. Den dysfunktionelle familie, hvor alle kører på en bestemt person eller på studiet i studiegruppen, hvor man er bange for at skille sig ud er eksempler på det.

Upassendehed

Det handler om fællesskabets definition på passende og ”vi”. I fællesskabet opstår der normer for, hvordan man opfører sig og er passende i lige akkurat det fællesskab. Nogen vennegrupper har en meget lummer humor, hvor man kan føle sig upassende, hvis man ikke deler den humor. På samme måde kan der være en bestemt stemning på en arbejdsplads, som man ikke er en del af. Forskellen på vennegruppen og arbejdspladsen er at vennegruppeni højere grad kan forlades. Skolen kan man ikke forlade andet ved et skoleskift, der er en stor beslutning for et barn.

Den sociale eksklusionsangst træder i kraft når en person dømmes som upassende. Afhængig af niveauet af angsten og fællesskabets håndtering, kan den upassende deltager nemlig dømmes ude af de andre deltagere. Ved at blive enige om at en deltager i fællesskab er upassende og skal foragtes ekskluderes deltageren. I selve ekskluderingen bekræfter de resterende deltagere hinanden i, at de netop er passende. Det er definere det ”forkerte” og ekskludere det bliver dermed en måde for de resterende til at understrege hvor ”rigtige” de selv er. Således udvikles der en ond cirkel, hvor medlidenheden med den ekskluderes forsvinder, den sociale eksklusionsangst øges og som konsekvens deraf også foragtproduktionen og i sidste ende mobningen. Samtidig tjener det som redskab til frygt i fællesskabet. Nu har alle set, hvad der sker, hvis man er dømmes upassende og ”forkert” og de resterende medlemmer vil nu vogte over deres egen og andres adfærd, så de opfører sig passende. På den måde opnår deltagerne også en social anerkendelse, ved at være passende og høre til i et fællesskab.

Social eksklusionsangst og moderskabet

Søndergaard har især fokus på skolen, men selvom social eksklusionsangst er udsprunget af skolekonteksten, mener jeg det er brugbart i mange diskussioner om opførsel i fællesskaber. Der behøver ikke altid være tale om mobning, men social eksklusionsangst er på spil i alle fællesskaber. Det kan være svært at vide, hvornår reglerne ændres i fællesskabet og det der var passende i går kan dømmes upassende i morgen. Den konstante frygt og navigering i fællesskabet er netop social eksklusionsangst. Niveauet af angst og fællesskabets reaktion på det upassende fx drilleri, der skal regulere opførslen i fællesskabet, eller eksklusion, der har karakter af mobning definere, hvor meget spillerum, der er for deltagerne.

Jeg ser en stærk parallel til moderskabet. Moderskab er et fællesskab kvinder henvises til så snart, der er født et barn. Man kan ikke undslippe fællesskabet. Det er dog ét stort fællesskab med iboende fællesskaber ud fra holdninger til, hvordan man er en passende mor. Mens moderskabsideologien giver én definition på den passende mor, er samfundet i dag fyldt med mange forskellige definitioner. Midt i det står der også at vi alle er frie individer og man må gøre som man finder moralsk og etisk forsvarligt. Netop når snakken falder på moderskab oplever jeg et højt niveau af social eksklusionsangst. Lige fra influencere der frabeder sig råd på sociale medier, blokerer kritiske kommentarer og flere grupper på Facebook end jeg kan tælle, der alle mere eller mindre tydeligt definerer den passende mor og ekskluderer, hvis man dømmes upassende. Eksklusionen af de upassende mødre handler netop om bekræftelsen af, hvor passende og rigtige de resterende medlemmer er. 

Mobning, frygt og moderskab

Der er på ingen måde altid mobning i de fællesskaber, der centreres om moderskab. De sociale medier har åbnet op for en øget åbenhed om de svære ting. Vi kan ikke længere spejle os i en hel vennegruppe, der får børn samtidig. Det er heller ikke altid muligt at spejle sig i familie, da udviklingen går utrolig stærkt. Her giver sociale medier og den øgede åbenhed et rum til at mødes med andre ligesindede. Men jeg ser en stærkere og stærkere tendens til det, når der lukkes for diskussioner og åbenhed grundet den sociale eksklusionsangst. Især når mulighederne for at være passende både indsnævres og sanktioneres så tydeligt som en eksklusion eller blokering. De sociale medier er også stedet, hvor man kan finde inkluderende fællesskaber, hvor man kan dele sin tvivl og beslutninger uden at dømmes upassende. Der er fantastiske fællesskaber til det netop det, men det er som om, at jo mere vi ser forskellighed, jo mere lukker nogle af fællesskaberne sig om sig selv og tager patent på den passende mor. Det øger til gengæld usikkerheden hos andre mødre, og vores medfødte behov for tilhørsforhold og anerkendelse kan betyde en ukritisk tilgang til de fællesskaber, vi tilhører – herunder det store, komplekse fællesskab; Moderskab.

Hvis du vil læse mere, kommer der et nyt indlæg til Teori Tirsdag om en uge. Du kan også se litteraturlisten her

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *