genkende sig selv i sit barn
BARNDOM,  FORÆLDRETANKER

Smerten ved at genkende sig selv i sit barn

Egentlig følte jeg mig ret forberedt på indkøring og havde læst gode råd flere steder. Som ofte er det mine egne følelser, der fyldte og jeg kæmpede for at komme til bunds i hvad der skete. Det viste sig at pædagogerne ikke havde læst det jeg havde udfyldt med sygdom så de ville alligevel ikke have læst en præsentation af ham, som jeg jo ikke skrev. Men allerede på dag 2 blev det tydeligt, hvordan de så ham. Der er 24 børn i gruppen og størstedelen blev sendt på legeplads sammen med tre 2 årige drenge, der også blev kørt ind.

Et par af de eksisterende børn blev inde sammen med Hjalte, en ny to årig pige og tre nye 1 årige. De var dygtige til ikke at bruge de ladede ord som forsigtig og stille, men talte i stedet om børn, hvis temperament matchede. Når jeg kiggede rundt i rummet kunne jeg jo godt se, hvilket temperament det var. Selv er jeg utrolig forsigtig med de ladede ord, fordi jeg ved de skaber begræsninger. Hele min barndom blev jeg kaldt stædig. Ofte ud fra et øjebliksbillede kombineret med min hårfarve og jeg hadede det.

Kasser og genkendelighed

Mennesker søger kasser og klistermærker. Vi tilskriver ord mening. Selvom tyk for nogen er et neutralt beskrivende ord, er det for andre dybt sårende. En stille pige og en stille dreng tilskrives heller ikke samme betydning. Vi bliver sendt hjem når der er frokost og børnene fra legepladsen kommer ind. Hjalte når lige at se de første kommer og lyser op. Der er nu lidt fart, lyd og nogen at kigge på. Jeg fortæller pædagogen at han virkelig gerne vil lege med de andre. Han vil også virkelig gerne i vuggestue og bruger morgenen på at se børn blive afleveret. Hun fortæller andre børn distraherer. For mig er det godt og dårligt. Det kan distrahere fra at få den relation til pædagogerne, som børn bygges på. Men den har sgu alligevel trænge kår med indkøring af otte børn på en gang. Til gengæld kan de andre børn distrahere fra mig og give ham et andet fokus. De små et årige kan ikke fjerne hans konstante opmærksomhed på mig mere end et sekund.

Det her med kasser ramte mig lige på min egen barndom. Jeg oplevede nemlig en helt uventet sorg. Beskrivelser af mig som barn har altid været selvmodsigende. På den ene side er der fortællingen om hvordan jeg gladelig talte med bibliotekarer, damer i bussen og selv tog for mig i andres køleskabe. Denne her fortælling er fyldt med stolthed og glæde fra mine forældres side. Men som jeg har kigget på min barndom med andre briller, kan jeg se at de historier, som mine forældre har fortalt som eksempler på min ligefremhed og sociale natur, faktisk handlede om benhård overlevelse, tilknytning og en higen efter sociale relationer. Samtidig har især min mor beskrevet mig som et sart, sårbart og udsat barn. Et barn der havde det svært socialt og følte sig udenfor, hvilket jeg også både husker og genkender. Det rammer lige i min frygt for ikke at kunne bryde den sociale arv.

Min barndom skal parkeres ved mig

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg nok har haft et ønske om at Hjalte var et “bullerbarn”. På den måde ville han være mere som det barn mine forældre fortalte om på en positiv måde. Så ville han være “rigtig” og det ville være et tegn på sundhed og trivsel i mit hoved. Der er en gang i mellem en skør logik i mit hoved. Jeg ved jo godt at eftertænksomme børn sagtens kan stortrives. Men indkøringen har gjort det tydeligt at Hjalte er Hjalte. Men Hjalte er også et barn, der har fået klistermærket “stille” og det ramlede lige ind i min egen barndom. Stille forbinder min hjerne med sart og sårbar og så bliver det til alt det, der var problematisk ved og for mig. Det ønsker jeg jo ikke for ham. Samtidig vil jeg gerne hjælpe ham og pædagogerne til at udfordre og nuancere. Ingen børn er bare stille hele tiden, men de fleste af os har stille øjeblikke. Det ramte mig at se dem sætte ham i en kasse, der minder mig om min egen barndom.

Men her er den vigtige forskel – det er min kasse. Den kasse min mor puttede mig i ligger langt fra, hvad der sker med Hjalte i indkøringen. Min sorg og forvirring over at se ham i den kasse, er mine følelser og ikke hans. Jeg er forpligtet til at se udover mine følelser og være opmærksom på, hvordan mine egne følelser og reaktioner påvirker ham. Jeg har ingen ret til at have følelser omkring, hvordan han er. Han er skøn, glad, grinende, impulsiv, eftertænksom, stille, vild og så meget andet på samme tid. Præcis som han skal være. Han er Hjalte med lige så mange nuancer som alle andre og har krav på at blive set som et helt menneske og ikke bare et enkelt tillægsord. Lige som jeg stadig selv bryder ud af de kasser jeg har skabt om, hvem og hvordan jeg selv er, skal jeg ikke begynde at sætte dem op, ubevidst, om mit barn.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *