skærmtid og tilknytning
FORÆLDRETANKER

Skærmtid og tilknytning

Man skal ikke have læst mange artikler, debatindlæg eller indlæg på de sociale medier før man støder på bekymringen for forældres skærmtid. Med vidste du at skærmtid og tilknytning hænger sammen? I Hjaltes vuggestue har i introbrevet skrevet, at skærme frabedes i institutionen så mor og far er nærværende ved aflevering og hentning. Det har da også været en overvejelse hos os fra start af. Selvom Hjalte er rimelig uden skærmtid er det ingen hemmelighed, at jeg ikke er det.

Egentlig havde jeg en ambition om aldrig at have skærmtid, når Hjalte var der. skærmtid og tilknytning forbandt jeg til et problem med barnet. Det er jo enkelt nok. Så ramte virkeligheden. Efter fødslen var jeg rastløs og havde svært ved at knytte mig til Hjalte. Da hans øjenkontakt og smil heller ikke udviklede sig, havde jeg rigtig svært ved at være sammen med ham. Det føltes som om han afviste mig, hvilket ramte utrolig dybt. Derfor fik jeg en vane med at sidde med telefonen når han ammede. Han faldt også tit i søvn og så var det jo også rart at sidde med telefonen. Det var det også når Nicolai hyggede med ham, så kunne jeg jo lige surfe lidt imens. Der er en del billeder af Hjalte, hvor jeg sidder med en telefon i baggrunden og det skræmmer mig.

Hvad er der på spil?

Det her med forældres skærmtid og tilknytning er vigtigt, fordi det handler om tilknytning og signaler. De signaler forældre sender til deres børn, har betydning for tilknytningen. Børn kan vokse op med en tryg tilknytning til sine primære omsorgspersoner. Så har barnet selvværd og en tro på at forældrene vil det. Barnet er elsket og tager den følelse med sig i voksenlivet. Der er tre typer utryg tilknytning, men fælles er at barnet ikke har haft gode guides i sine forældre. De har ikke rummet barnet og hjulpet med at hitte rede på verdenen.

Men hvordan gør man så det her? Et skridt er at sikre nærvær og tilstedeværelse. Barnet søger forældrene for at få bekræftelse og støtte når det møder verdenen. Ikke bare når man er ude, men også når der for første gang ser en edderkop i vindueskarmen derhjemme. Hvis mor eller far sidder med ansigtet begravet i en skærm, kommer der ikke den reaktion. Psykolog Signe Hegestand sammenligner det med blikket hos en depressiv forælder. Der er ingen ansigtsmimik eller reaktion på barnets opdagelse. I stedet søger barnet selv at skabe orden på sig selv, sine reaktioner og verdenen. Det ansvar er aldrig barnets, men altid forældrenes.

Mød virkeligheden

En utryg tilknytning sker jo ikke, fordi man bruger fem minutter på telefonen fra tid til anden. Men realistisk set havde de fleste af os nok mere skærmtid før der kom børn ind i billedet. Vi skærer ned på skærmtiden, når vi bliver forældre, vi tager stilling til det. Den del er så vigtig. Ligesom det er vigtigt at vide, hvorfor man skal tage stilling. I spørgsmålet om skærmtid er det, fordi det påvirker tilknytningen mellem barnet og forældrene.

I dag er telefonerne ret meget væk derhjemme. I vores gang ned til værelserne er der en tallerkenrække. Der skal telefonerne ligge når vi kommer hjem. De skal være på lydløs og uden vibrator. Der må ikke surfes på telefoner, når Hjalte er vågen. Hvis noget skal tjekkes, aftaler vi at den person går i et andet rum. Hvis Hjalte følger med, er det bare surt show og så må det vente. Den smutter for mig. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Telefonen bliver hentet for at tage et billede og så kan jeg jo lige tjekke ditten og datten. Der arbejdes på det. Men intentionen, viljen og beslutningen er der og det er første skridt.

Hvis du vil læse mere, kommer der et nyt indlæg til Teori Tirsdag om en uge. Du kan også se litteraturlisten her

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *