skaermtid_og_boern
FORÆLDRETANKER

Skærmtid og børn

Jeg har mange meninger om skærmtid og børn. Men den vigtigste er det her: Som forælder er det mit ansvar at have en mening! 
Det gør sig gældende for mange ting. Hjaltes trivsel, opdragelse og liv er afhængig af mig og de beslutninger jeg tager bevidst og ubevidst. Derfor er det mit ansvar at have en mening om rigtig mange ting. Skærmtid er så en af dem. 

Hvis jeg tager den faglige kasket på er jeg mere end skeptisk om det her med skærmtid og børn. Jeg har endnu ikke set studier, der siger børnehjerner har godt at skærmtid. Tværtimod er der masser af artikler og bøger, der fortæller at tablets og skærme generelt er skidt for børnehjerner se fx her. Det er jo ikke fordi jeg er imod skærme. Der er både fjernsyn, computer, tablets og telefoner herhjemme. Jeg arbejder med data og IT og bruger det meste af dagen foran en skærm. Alligevel besluttede Nicolai og jeg hurtigt at Hjalte ikke skulle have skærmtid. Det var egentlig en nem beslutning, men alligevel var vi i tvivl om det faktisk kunne gennemføres. Vi har gennem flere år set vores venner blive forældre. På den måde har vi kunne nyde deres børns selskab eller se dem sidde bag skærme. Det inspirerede mig til at tænke at det måtte være muligt. 

Taget i betragtning mit arbejde og mit eget skærmforbrug, skulle jeg vitterligt overtale mig selv. Fortælle mig selv, at børn har klaret sig i århundreder uden en skærm. Overbevise mig selv om, at han nok skal lære at bruge den teknologi, der er til rådighed. Også selvom han ikke har brugt den herhjemme.

Det her kan lyde frelst og vildt irriterende. Jeg har haft et nemt barn, der sov rigtig godt, hvad ved jeg om behovet for at bruge skærm som aflastning eller distrahering? Jamen alligevel en hel del. Og desuden mener jeg ikke, det at have at nemt barn diskvalificerer mig fra at have en mening som forælder. 

Da Hjalte var 4 måneder besøgte vi hans bedsteforældre. Han var lige vågnet og mens vi sov havde fjernsynet kørt. Han vågnede og kom over til dem mens fjernsynet stadig kørte. Pludselig fik han øje på det og gik i stå. Han blev som en zombie, hvor al mimik og kommunikation stoppede. For mig var det et flashback ti,l da han havde afvigende social kontakt (her). Da jeg fortalte det til en veninde var hendes reaktion, at det var helt fantastisk at barnet på den måde var optaget af noget. For mig var det skræmmende at se. 

Når Hjalte skal have lagt drop før undersøgelser sker det ved anæstesilægerne. Da vi bliver kaldt ind går jeg med lægen. Han vender sig om og spørger om jeg har husket min telefon. Det havde jeg ikke, jeg kunne ikke se hvorfor den skulle med. Han mente, jeg skulle have den med så Hjalte kunne se en video imens. Jeg forklarede, at jeg synes det var vigtigt Hjalte blev trøstet og så distraheret med legetøj fremfor udelukkende at se en video. Han ville nok alligevel reagere på at bliver holdt fast og få lagt drop uanset videoen. Desuden havde vi været gennem det utallige gange uden at bruge telefonen.

Mit problem med skærmtid er, hvor hurtigt en voksenting er blevet en børneting. Det er sket uden vi helt kender konsekvenserne. Samtidig er det blevet en så indgroet selvfølgelighed, at man skiller sig ud ved at fravælge skærmtid til sit lille barn. 

For mig er skærmtid et voksenbehov. Der kan være behovet for at distrahere i 5 minutter. Det er helt fint. Personligt gør jeg det med Hjalte ved at trille fire bolde i hver sin retning og sige “fang”. Andre gør det ved skærme. Men så længe vi er opmærksomme på at det er de voksnes behov. Det her handler for mig om at sige, at det kan lade sig gøre. Det er faktisk muligt i 2018 at have et barn, der ikke har skærmtid. Der ikke forstår konceptet. Ved en af Hjaltes scanninger var der tegnefilm i loftet. Godt for større børn og måske mindre, der er vant til at se tegnefilm. Men for 10 måneder gamle Hjalte var det bare et bombardement at lyd og lys, der overhovedet ikke gjorde det sjovere at være spændt fast i 20 minutter. 

En anden ting er, at de programmer små børn oftest ser, er skabt kommercielt. Målet er at skabe forbrugere helt fra vuggen. Det er en virkelig stor industri, som jeg gerne skriver mere om, men det gør mig altså noget skeptisk mod programmerne på skærmene. 

Som med så mange andre ting er min opgave som forælder at tage stilling. Tage stilling og være ærlig overfor mig selv, hvis behov jeg opfylder hvornår og hvorfor. Ligesom når det kommer til min egen skærmtid, der endda kan have betydning for Hjaltes tilknytning. Det er helt i orden at opfylde mine egne behov, men jeg skal være opmærksom på det og tage ansvar for det. Derfor har Hjalte ikke skærmtid. Overhovedet. På ubestemt tid. 

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *