Selvregulering
DET PERSONLIGE

Selvregulering – reager før du giver mønstrene videre

Følelser fylder en del på denne her blog og teori tirsdag er ingen undtagelse. Følelsesmæssig harmoni er vanvittig vigtig og det handler ikke bare om at være glad. Det handler om at mestre, være i og forholde sig til alle følelser. Det er de primære omsorgspersoner, typisk forældre, der hjælper barnet til at opnå følelsesmæssig harmoni. Hvis det ikke sker, kan barnet senere ekstra-reagere når det møder følelserne i voksenlivet. Der kommer børnefølelser i spil, hvor det ikke kun handler om fx vreden i situationen den nu voksne står i, men at der også vækkes en uforløst vrede fra barndommen.

Når børn ikke hjælpes til at opnå følelsesmæssig harmoni, er det ikke bare sådan at følelser forsvinder. De fordamper ikke bare og forbliver væk. I stedet vil barnet finde måder til selvregulering og dermed kompensere. Barnet laver sine egne værktøjer, når nu den bedste løsning, at lære at forholde sig til følelserne af en voksen, ikke var en mulighed. Det er i relationen mellem forælder og barn, at barnet opbygger evnen til at organisere sine følelser og opnår følelsesmæssig harmoni.

Hvis der ikke er en relation til en primært omsorgsperson, der hjælper barnet i den proces, kan barnet bruge selvregulering. Det kan være et mønster, det har lært at sin forælder eller et mønster, det selv finder på. Barnet søger en måde at skabe tryghed og dulme sine svære følelser og løsningen bliver selvregulering.

Den der sut

Alle gør ubevidste ting for at dulme svære følelser som smerte, vrede og frustration. Det gør man i situationer, hvor det er overvældende og måder at dulme følelserne, selvregulering af dem, er også en måde at undertrykke dem. Som udgangspunkt skaber menneskelig kontakt tryghed. Det er dog en kutyme i vores samfund at følelser, skal fikses. Som voksne distraherer vi os selv fra dem ved fjernsyn, mad, arbejde eller træning. De her eksempler er en del af hverdagen for alle og ikke i sig selv skadelige. Men når de bliver overspringshandlinger, vi begraver os i fremfor at være i følelserne, bliver det et problem.

Det er også gør det svært er, at behovet for at fikse følelser og distrahere, giver vi videre til børn. I stedet for at være i følelsen med barnet går man i løsningsmode som forælder. Der tilbydes flaske, sut, vugges, løftes, ligges, svøbes, puttes, tages op, sut igen, mere mad, snack mv. Ofte skyldes barnets svære følelser sult eller træthed, men andre gange er vi for hurtige. Når man med det samme tilbyder sutten ved gråd i stedet for at undersøge årsagen til barnets følelser, kan sutten blive synonymt med tryghed for barnet. Det bliver pludselig sutten, der symboliserer tryghed og hjælper barnet med at falde til ro og ikke den menneskelige kontakt. Sutten, den bestemte bamse, babydynen, suttekluden eller lignende, kan dog aldrig erstatte den menneskelige kontakt. Sutten lærer ikke barnet at organiserer sine følelser, være i dem og opnå følelsesmæssig harmoni. Sutten bliver et plaster, der ikke heler såret. Der er intet galt i at bruge sut eller finde tryghed i en bestemt bamse. Som forælder skal man bare være opmærksom på, hvornår det tager overhånd og barnet vælger bamsen over den menneskelige kontakt.

Overspisning og selvregulering

Udgangspunktet er, som med bevidst forældreskab, tryghedscirklen og selvværd, igen forældrene. Som forælder skal man være opmærksom på sin egen selvregulering, da den ellers ubevidst kan gives videre til barnet. Jeg overspiser og med det mener jeg, at jeg spiser når jeg ikke er sulten. Det er jeg opmærksom på, men det gør det ikke altid lettere at bryde det mønster. Det er noget jeg arbejder på i mit eget tempo. Jeg er dog meget opmærksom på det omkring Hjalte. Jeg overspiser typisk for at dulme følelser og som belønning. Når Hjalte endelig er puttet efter en lang dag, er det en helt indgroet vane, at jeg skal have en snack. Det handler ikke om, hvorvidt jeg er sulten, men en vane jeg har fået. Samtidig retfærdiggør jeg overfor mig selv, at jeg gerne må spise ekstra, hvis dagen har været rigtig hård. På samme måde tømmer jeg 7/11 hver gang Hjalte er indlagt og jeg går ikke efter deres salater.

Det er et mønster, jeg godt kunne komme til at give videre til Hjalte. Især da han var lille, stoppede jeg mig selv. Når han græd var jeg tilbøjelig til at tænke i amning/flaske, før jeg overvejede andet. Mad løser de svære følelser, sagde mine erfaringer og mønstre med selvregulering. Min bevidsthed om mine egne mønstre betød, at jeg kunne tænke videre. Måske havde han lige fået mad, husk at tjekke bleen og måske er han bare træt. Selv i dag er det et mønster, der kommer snigende. Når vi er ude og købe ind og han bliver træt og irriteret finder jeg en snack. Jeg overvejer ikke altid om indkøbet måske skal udskydes, han er træt eller skal skiftes, men finder nærmest per automatisk snacks frem. Igen siger min hjerne, at mad dulmer følelserne. Det virker jo også, men det kan både skyldes at han var sulten eller fordi Hjalte også har luret at mad kan distrahere fra de svære følelser. Der er en risiko for, at han allerede har taget mit mønster til selvregulering til sig.

Perfektion er ikke målet

Jeg vil gerne ligge hovedet på blokken og sige at vi alle har måder med selvregulering. Om det er at bide negle, sno sit hår, spise, klikke med kuglepennen eller alt muligt andet. Ingen er perfekte og det hverken kan eller vi forvente af os selv eller vores medmennesker. Men vi kan være bevidste om egne mønstre og derigennem forsøge at stoppe, fjerne eller mindre de mønstre, man giver videre til sit barn. Samtidig er det ikke altid skidt at kunne selvregulering.

Det kan også være en overlevelsesstrategi. Da jeg havde stress brugte jeg selvregulering ved hjælp af mad og lister. Det var ikke en holdbar løsning i længden, men det holdt mig kørende til jeg fik hjælp. Som barn dippede jeg navle. Jeg pillede i min navle til der kom sår, hvor jeg efterfølgende gik og pille i såret. Et andet eksempel at selvregulere på en skadelig måde er selvskade. Selvreguleringen skal komme fra den menneskelige kontakt og ved at forældrene lærer barnet, at organisere sine følelser. Efterfølgende vil barnet selv kunne organisere sine følelser og være i følelsesmæssig harmoni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *