selvmodsigende_foraeldre
BARNDOM

Selvmodsigende forældre

Som barn voksede jeg op i et meget modsætningsfyldt hjem. Mine forældre modsagde sig selv og hinanden. Det skabte en stor usikkerhed for mig som barn og voksen. Hvis jeg greb min far i det og sagde han fx tidligere havde sagt noget andet, ville han spørge, om jeg havde optaget det. Det havde jeg ikke og derfor kunne jeg ikke bevise det. Så havde han jo ret og jeg tog fejl. Han var jo den voksne. Når vi var ude kunne han sige det med et smil på læben og sin sædvanlige charme. Det gjorde at folk synes det var en god joke, men i virkeligheden er det så eksemplarisk for min barndom. Jeg havde selvmodsigende forældre, der altid vidste bedst og altid havde ret. De havde patent på sandheden. Det gjorde mig usikker på mig selv fordi det betød at jeg jo hele tiden tog fejl. Jeg kunne ikke stole på min hukommelse, følelser eller mavefornemmelse. Hvis mine forældre var uenige havde de jo ret. Og de var ofte uenige med mine følelser.

Min mors veninde

Min mor fremmede i høj grad, at jeg skulle være en lille voksen. Fra en tidlig alder blev jeg af mine forældre og lærere kaldt “moden for min alder”. Jeg har aldrig helt forstået det udtryk og synes på ingen måde det er en positiv ting at sige om et barn. Men for min mor var det en ting hun fremmede. Det gjorde det nemlig lettere for hende. Det betød både at jeg kunne hjælpe til derhjemme med praktiske ting og med plejebørn. Det gjorde også at hun ikke skal bekymre sig eller bruge tid eller energi på mig.

Endelig betød det at hun kunne bruge mig mere som sin veninde fordi det var hendes behov. Det har betydet at jeg ved ting om min mor, som jeg slet ikke skulle i så ung en alder. Ting om deres ægteskab, ungdom og skilsmissen. Men mønsteret med at jeg skulle være en lille voksen har altid været der. Jeg blev rost for at være nem, passe mig selv, være ansvarsfuld, kunne ting selv. Kombineret med at jeg forgudede min mor og higede efter hendes kærlighed blev netop de kvaliteter mit mål. Det var jo der, jeg fik ros og anerkendelse, hvilket erstattede kærligheden. Intet kan selvfølgelig erstatte kærlighed, men det var det tætteste jeg kom og jeg sugede det til mig.

Du får ret – jeg får fred

Mine forældre var selvmodsigende, men på hver deres måde. Han synes også det var rart, at jeg kunne passe mig selv. Det var ekstra smart efter skilsmissen, hvor han godt kunne arbejde om natten, mødes med en kæreste eller invitere gæster, hvor jeg stod for en del af maden og oprydningen. Men det var også svært for ham. Som lille voksen og med hans idealer fra 60’erne forventede han, at jeg sagde min mening. Men den skulle være den samme som hans. Det eneste værre end at modsige min far, var at gribe ham i en af hans egne modsigelser. Han ville blive vred og jeg ville blive ked af det, frustreret og vred. Jeg mente jo at have ret, men det kunne aldrig bevises.

I stedet håndterede min far det ofte ved at tilskrive mine frustrationer og vrede PMS eller min hårfarve. Så i stedet for at overveje om han tog fejl, blev det et spørgsmål om en biologisk årsag til mine negative følelser. Dermed kunne de undermineres og ugyldiggøres uden han skulle se indad. Han skældte mig også ud for at sige ham imod. Det er et mønster, der har fortsat som voksen. Det var vigtigt for ham at jeg fik en længere videregående uddannelse og han har altid sagt, at jeg hverken måtte blive sygeplejerske eller pædagog. Samtidig har han skældt mig ud for at være en akademisk, elitær snob, der intet ved om virkeligheden. Den ved han som pædagog selvfølgelig alt om. Her var han virkelig en selvmodsigende forældre, der skabte en voldsom usikkerhed i min barndom.

Selvværd og selvmodsigelser

Jeg har brugt rigtig meget tid og energi på at opbygge mit selvværd. Det har betydet, at jeg har gravet dybt i de her følelser fra min barndom. Egentlig har det været et detektivarbejde fordi jeg jo ikke kan huske alt. Men da jeg gav mig selv lov, gav lidt slip på kontrollen og fandt modet kunne jeg finde følelserne fra den gang. Følelser som jeg kan huske og sætte eksempler på fra mine teenageår, men som jo er opstået lang tid før det. Børn fødes ikke med de her følelser, men de skabes af voksne.

På trods mine selvmodsigende forældre har jeg formået at udvikle en sund rationel sans og beholde min mavefornemmelse, selvom den i mange år blev ignoreret. Det er det, der fik mig igennem min barndom. Der har været en lille del af mig, der sagde noget var galt og den del skulle have lys, luft og kærlighed som min psykolog siger det. Det har den fået. Det var hårdt. Det er stadig hårdt. Det er det værd.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *