pendlertid_og_boligvalg
DET PERSONLIGE

Pendlertid og boligvalg

For min jyske gren af familien lyder indholdet i det her indlæg en kende forkælet. Det er det ikke, men lad os starte: Jeg har aldrig arbejdet længere væk end jeg kunne cykle. Min pendlertid har simpelthen altid været på cykel. Det skal lige siges, at jeg gerne cykler op til 8 km. hver vej. Det har heller aldrig været målet med et job at det skulle være i cykelafstand. Mit første år i København havde jeg månedskort til RUC og cyklede aldrig. Så fik jeg job på havnerundfarten og ville gerne spare pengene om sommeren. Derfor cyklede jeg pludselig fra Vanløse til indre by hver dag og så var jeg hooked. Jeg elsker simpelthen at cykle. Det er motion, jeg ikke skal tænke over og det er bare så fantastisk fleksibelt. Det fungerer også som god afkobling efter arbejde eller mental forberedelse til arbejdet for mig.

Cykelture

Nicolai arbejder ved Kongens Nytorv og cykler om sommeren, men tager metroen om vinteren. Hans tidligere job lå også i cykelafstand. Da vi stod for et boligvalg og skulle vælge beliggenhed spillede pendlertid derfor ind. Med vores jobhistorik og de virksomheder og styrelser, der ligger i Hovedstaden, kunne vi godt se at en af os nok altid ville have job i byen. Derfor ville vi gerne bo så det var let at komme ind til byen. På den måde ville det nok kun være en af os der skulle pendle længere væk på et tidspunkt.

Min opvækst på Falster med busser, der kører voldsomme omveje og ruter der nedlægges, er jeg en smule skeptisk overfor busser. Derfor ville jeg ikke så langt væk at vi var afhængige af en bus. Det efterlod regionaltog, s-tog eller metro. Regionaltog og s-tog blev hurtigt fjernet. Selvom turen tager 20 minutter med tog så løber det op når man skal til stationen, måske skifte undervejs og en sidste gåtur og pludselig har det taget en lille time at komme på arbejde. Derfor kiggede vi hurtigt på Amager, hvor vi kunne få natur og gode transportmuligheder. Det er jo muligt, fordi vi havde råd til det. Hvis vi ikke havde pengene til lejligheden, havde vi selvfølgelig kigget længere væk. Men for os var kort transporttid vigtigere end fx størrelse eller have og vi endte da også med et impulskøb (her).

Metro og pendlertid

Derfor er vi endt i Ørestaden og har Royal Arena som nabo. Vi er lige mellem to metrostationer og samtidig tæt på motorvejen, hvis en eller os begge skal arbejde længere væk. Der er også regionaltoget så vi kan hurtigt komme til hovedbanen og videre derfra. Det betyder at vores hverdag hænger rigtig godt samme for os med to fuldtidsjobs og et lille barn. Senere vil det forhåbentlig også betyde at vi kan bruge nogen af byens tilbud sammen med Hjalte. Jeg ved godt, at der er mange, hvor en times transport til og fra arbejde er helt normalt og enten er med glæde eller en nødvendighed. Der er selvfølgelig også mange flere tanker bag vores boligvalg og hvorfor vi fravalgte et hus. Men pendlertid var en stor faktor, når vi kiggede på hvordan vores liv var og hvordan vi kunne se det hænge sammen i fremtiden.

Nu er mit arbejde så flyttet og det har påvirket min pendlertid. Det er ikke meget længere væk, men 12 km fra lejligheden og jeg cykler derfor ikke dagligt mere. Jeg håber at kunne cykle i foråret, sommer og det tidligere efterår. Det vil nemlig tage lige så lang tid at cykle som med metroen. Jeg er så heldig at det er på metrolinjen så der er ingen skift, men det tager lige 15 minutter længere end før. Min daglige cykeltur er reduceret til og fra stationen med et smut forbi dagplejen. Jeg savner cykelturene, men prøver at få det bedste ud af metroturene og er begyndt at læse der igen.

Følg gerne med: Instagram @Copenhagenfamily og Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *