p-piller_og_pms_og_selvmordsbreve
BARNDOM

P-piller og PMS og selvmordsbreve

Jeg har tænkt på at skrive denne her fortælling mange gange. Uanset hvordan jeg starter den, ender det altid i stil med det nedenstående. Lad mig starte med at sige, at jeg ikke bruger p-piller mere, ikke oplever nogen PMS symptomer og ikke skriver selvmordsbreve. I alt var jeg på p-piller stort set konstant i 15 år. Og jeg har fået et barn med en fantastisk mand, der aldrig spørger om mine følelser skyldes PMS. Når jeg tænker for meget over det her forløb, føler jeg stadig, at min hjerne skal eksplodere og min mave vrider sig af følelser.

Min første menstruation

Jeg fik menstruation 3 måneder før jeg fyldte 11 år. Selvom det var tidligt, var det ellers meget godt, da det var regelmæssigt og uden smerter. Da jeg var 12 år havde jeg en periode, hvor jeg begyndte at skrive selvmodsbreve. Jeg husker ikke præcist, hvor mange eller indhold og de selvmordsbreve er desværre blevet smidt ud. Jeg husker, at jeg var frustreret og ked af det, vred på klassekammerater og misundelig på min bror over et fotoalbum min mor lavede til ham. Jeg viste brevene til min mor. Hun fandt hurtigt et mønster, da alle var skrevet ca. 1 uge før min menstruation. Om det er et mønster jeg er enig i kommer, jeg aldrig til at vide. Da hun selv led af PMS som teenager, var hendes konklusion, at jeg havde PMS. Jeg var meget lettet over, at jeg havde denne kvindeoplevelse tilfælles med min forgudede mor og den beroligende viden, at i vores familie er så voldsomme hormonelle reaktioner åbenbart normale. Vores længe synes det gav god mening og gav mig en 3 årig recept på p-piller. Psykolog blev nævnt som et besværligt sidste alternativ, hvis p-pillerne ikke virkede.

PMS som udskyldning for følelser

PMS har været et genialt redskab for mine forældre uden de nødvendigvis var bevidste om det. P-pillerne fjernede ikke de negative følelser og tanker. Men justerede og kontrollerede det fordi jeg fik et redskab til at ignorere dem. Når p-pillerne skulle fjerne det, kunne det jeg mærkede jo ikke være rigtigt. Derfor gemte jeg det i stedet langt væk. PMS blev en grund både mine forældre og jeg kunne bruge for min pludselig “deprimerethed”, ked af det følelser, vrede og frustrationer. Et fantastisk værktøj til konstant at forklare, hvorfor mine følelser var irrationelle og midlertidige. Jeg kan huske skammen og vreden, når jeg var ked af det og min far spurgte om det var den tid på måneden. Underforstået at så skyldtes mine følelser nok PMS. Med tiden ville jeg selv bruge det argument og afskrive mine følelser med PMS. Dog uden selvmordsbreve, da jeg jo nu var på p-piller. 

Jeg har ikke PMS

Jeg har været til to gynækologer og tre læger gennem årene. De har alle forsøgt at overbevise mig om, at Jeg nok havde præmenstruelle symptomer, men ikke var havde præsemenstruelt syndrom. Det skyldes at den, mangelfulde, forskning siger at der typisk indtræder i 20’erne eller 30’erne. Det skyldes også at man skal have flere symptomer både fysiske og psykiske. PMS kun opstår under menstruation. PMS var jo var en logisk og god forklaring på mine “urimelige” følelsesudbrud.
Mens jeg var på p-piller og havde PMS var jeg utrolig bange pga. det. Især var jeg bange for ikke at kunne få børn. Det er faktisk en af flere grunde til jeg ikke tog stilling til, om jeg ville have børn. Jeg troede egentlig ikke det kunne ske. Jeg var ufattelig bange for at projekt baby ville kræve en lang periode uden p-piller. En periode hvor jeg måske ville skade mig selv og være deprimeret. Jeg var også bange for at dø af blodpropper og andre bivirkninger ved at have taget p-piller i så mange år.

I slut 20’erne stoppede jeg på p-piller. Jeg havde på det tidspunkt aldrig menstruation selvom jeg holdt pauser. Derfor tog jeg dem hverdag uden pause og gik omkring et år uden menstruation. Men jeg havde et behov for at tage en tjekker med min krop. Der var intet at mærke, da jeg stoppede, men det lå jo hele tiden i baghovedet om jeg pludselig ville blive deprimeret og skrive selvmordsbreve igen.

Det gav jo mening

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg godt forstå, at jeg havde mange negative følelser. Min storebror var flyttet hjemmefra for at aftjene værnepligt og bagefter ville han flytte til København. Plejebørnene har været flyttet nok omkring 6 måneder før. Min mor var i gang med at finde sig selv og distancere sig fra familien og sit ægteskab, hvilket hun bl.a. gjorde ved at bruge mig som veninde.
Som voksen begyndte jeg at mistænke at lægerne faktisk havde ret. Jeg havde ikke PMS. Det blev bekræftet af et notat i min journal. Da lægen første gang udskrev p-piller til mig, skrev han om sin tvivl om det var psykologisk. Han valgte dog at følge min mors anbefaling.

Jeg sidder stadig med en meget dyb følelse af chok over at mine forældre på den måde svigtede mig. De selvmordsbreve var i høj grad et råb om hjælp og et vink med en vognstang. Men de blev ikke taget alvorligt.
Der er meget ked af det hed og vrede over, at de gjorde mig syg. At de gjorde mine normale følelser og reaktioner til noget sygt. Ikke bare noget ukonkret mangel på kærlighed eller en lettere tåget fornemmelse af ikke at være god nok. De gjorde mig til en, der betragtede p-piller som en livsnødvendig medicin.

Svigt og overgreb

Følelsen af dybt svigt og overgreb fylder rigtig meget. Rent fysisk havde jeg lyst til at kaste op, da det her gik op for mig, men jeg havde for travlt med at forsøge at trække vejret.
Jeg føler mistro over at mine forældre kunne finde på det, hvilket igen hænger sammen med chokket over lige at se det i det perspektiv. P-piller og PMS er så specifikt og konkret. Det var en stor del af mig i så mange år og har haft så stor betydning for mig. Men det var en form for placebo medicin. Lykkepiller for teenagepiger. Jeg havde jo ikke brug for dem.

Jeg havde brug for forældre, der kunne rumme mine følelser og lære mig at håndtere dem. Der er så mange følelser og oplevelser, jeg har set gennem PMS briller og fået underkendt og selv underkendt gennem årene. Det skræmmer mig voldsomt. Jeg kan jo godt se det mønster, det lagde. Det tog flere psykologer og et længere forløb for at jeg igen kan mærke mine følelser og endnu vigtigere tør jeg i dag stole på mine egne følelser.

_____________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *