opdragelse
FORÆLDRETANKER

Opdragelse med hjertet og hjernen

Jeg har altid søgt viden om børn og opdragelse. Det er til dels kommet af at have forældre, der arbejder med børn. Samtaler ved middagsbordet har ofte handlet om fortællinger, erfaringer, opdragelse og faglighed fra det pædagogiske felt. Jeg fortsatte det ved at tage en kandidatuddannelse i pædagogik og jeg har altid observeret andres opdragelse med stor nysgerrighed.

Da jeg begyndte at arbejde intensivt med min barndom, blev jeg hurtigt i tvivl om, hvad jeg kunne tage med mig fra min barndom. Det blev tydeligt at jeg hele tiden skal være på vagt vedr. mine reaktioner og handlinger. Når man har været udsat for omsorgssvigt kan reaktioner og handlinger i voksenlivet bygge i mønstre fa barndommen. Det gør sig også gældende med stemmer i hovedet, hvor forældre er en stor del af de definitioner og sociale koder, barnet tager med sig ud i verden. Det arbejder jeg med på to fronter. På den ene side lærer jeg hele tiden nyt ved at læse og lytte til andre historier og overvejelser og selv tage stilling. Samtidig er jeg bevidst i mit forældreskab og opdragelse. Det betyder, at jeg ofte stiller spørgsmålstegn ved mine reaktioners baggrund.

Bare gør det modsatte

Det burde jo være nemt at definere, hvordan jeg vil være mor. Jeg skal bare gøre det modsatte af min egen. Den har jeg hørt utrolig mange gange, men den holder altså ikke. Hvis det var så enkelt var der jo ingen social arv at bryde i verdenen. Det er så individuelt, hvordan man forholder sig til det her og hvordan man griber det an. Jeg søger viden. Der er utrolig mange forældrebøger og hjemmesider. På den ene side er det til at blive helt rundtosset over. På den anden side er der nogen virkelig gode bøger, der gør kompliceret, teoretisk stof mere tilgængeligt. Det kan godt være jeg læste teorien på studiet, men som aftenlæsning foretrækker jeg altså den anden type bøger.

Det har været en erkendelse af, at kærlighed bare ikke er nok. Hvis man er blandt de 35%-40% der har en usikker tilknytning, er det især ikke nok. Kærlighed i sig selv fjerner ikke alle de mønstre og skader fra barndommen. Logik og inspiration er vejen for mig når det kommer til opdragelse. Sammen med min mavefornemmelse. Jeg søger inspiration alle steder. Det er sket hos venner og bekendte ligesom jeg kan blive helt begejstret over hvordan en indkøbstur i Netto håndteres godt af en forælder. Det inspirerer mig og ender i mit private inspirationsbibliotek. En af mine favoritter er den tålmodige mor, jeg så på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Hun formåede at få sin lidt overtrætte dreng ned på stuen ved at give de helt rigtige valg: Vil du gå ned på stuen eller skal jeg bære dig? Vil du have bilen eller huset med? De gode spørgsmål og en rolig tilgang hjalp og de undgik en konflikt.

Vær kritisk

Det handler om at erkende at opdragelse kan ske med både hjernen og hjertet. Nu kender jeg også markedet for forældrebøger og det er jo håbløst. Der er så utrolig mange bøger derude og endnu flere meninger i familier, venskaber og sociale medier. Der er så rig mulighed for at føle at man gør det forkert. Der er så rig mulighed for at vælge en tilgang, der året efter bliver dømt forkert af forskere, sociale medier eller et helt tredje. Derfor skal man være kritisk og det er helt i orden at ombestemme sig. Da den udskældte Godnat og Sov Godt kom frem for 15 år siden var der en studiekammerat på RUC, der brugte den og jeg synes det var en god ide. Jeg har idag skiftet mening og ville ikke selv bruge den.

Tiderne skifter og vi lærer hele tiden nyt om børns udvikling, hjernens opbygning og betydningen for livet. Vi har både brug for at have hjertet og hjernen med når det kommer til opdragelse. Perfektion er en kedelig ting at gå efter i livet, men at finde en vej, hvor inspiration, videnskab og råd går hånd i hånd med mavefornemmelsen og en sund kritisk tilgang er en gave. At tro man kan opnå alt i bøgerne eller se dem som facit på livet, er en glidebane. At bruge sig selv som bevidst forælder til at skabe bro mellem bøger og mavefornemmelse kan være magisk.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *