Om bloggen

Jeg hedder Nikoline, er 31 år, gift med Nicolai, mor til Hjalte fra oktober 2017 og  bor i lejlighed i Ørestad i København. Til hverdag er jeg koordinator i Staten med en uddannelse som cand. mag. i Pædagogik. 

Dagligt rammes jeg af taknemmelighed og forundring over, hvad jeg har opnået. Min barndom var præget af omsorgssvigt og ustabilitet. Jeg voksede op med en utryg tilknytning til mine forældre og omverdenen. Følelser var ikke noget vi talte om, og den eneste acceptable følelse var at være ked af det. I løbet af mine teenageår og 20’ere har jeg været til 13 psykologer og stille og roligt arbejdet mig ind på min barndom. 

Puslespil med min barndom

Det kulminerede med et længere forløb, hvor hele min barndom, forhold til mine forældre og selvopfattelse blev skilt ad som et puslespil. Alle brikkerne blev kastet op i luften og samle arbejdet gik i gang. Det har givet et nyt billede på puslespillet og jeg er stadig i gang. Jeg ser ofte sporene fra min barndom i mine egne reaktioner i forhold til mit parforhold og min søn. Som mor er min opgave at stille spørgsmålstegn ved og reflektere over mine reaktioner i forhold. Samtidig skal jeg rumme Hjaltes følelser og lære ham at færdes i sig selv såvel som blandt andre mennesker. Det blev testet tidligt i mit moderskab, da Hjalte havde problemer med øjenkontakt, smil og ansigtsmimik. Jeg var bange for at have skadet ham. Det viste sig årsagen var biologisk. I dag er han fuldstændig rask og i hopla efter flere indlæggelser.

Bryde tabuer og bevidst forældreskab

Bloggen handler om at bryde tabuer og være mønsterbryder, men også at gå fra en utryg til barndom til et trygt voksenliv. Bevidst forældreskab er for mig en linse til at se mine reaktioner på Hjaltes adfærd i lyset af min egen barndom. Det handler om at dele erfaringer, viden og omsorg til sig selv og til andre, da jeg mener at det er vejen til en god selvudvikling og en positiv udvikling af det samfund og fællesskab som vi alle er en del af. 

Ved spørgsmål kan jeg kontaktes på blog@copenhagenfamily.dk


Copyright

Billeder fra Copenhagenfamily.dk eller tilhørende sociale medier må aldrig bruges uden skriftlig tilladelse.

Dette gælder både billeder på blog, instagram mv.