børn i kasser
FORÆLDRETANKER

Når man sætter børn i kasser

Jeg har været i tvivl om, hvordan jeg skulle skrive det her indlæg. Min bekymring går på, om det kan læses som en kritik af Hjaltes pædagoger. Derfor starter jeg lige med at slå fast, at pædagogerne i Hjalte vuggestue er vanvittig dygtige, empatiske og reflekterende. Det her indlæg handler om noget vi alle gør, men det konkrete eksempel kommer bare fra Hjaltes vuggestue, som jeg fik fra den sidste trivselssamtale.

Vi sætter børn i kasser, når vi ud fra bestemte oplysninger, drager konklusioner om, hvad barnet kan og skal. Vi gør det for resten også om voksne, men nu starter jeg med børnene. Det kan ske, hvis en ny pædagog får af vide ”Hjalte er sådan et stille barn” og pædagogen ubevidst efterfølgende er ekstra forsigtig omkring Hjalte, og ikke tilbyder ham vilde lege.

Problemet med kasser

Et andet klassisk eksempel er ang. køn, hvor BBC på smuk vis optog, hvordan vi giver bestemt legetøj til børn afhængig af det køn, vi tror, de har. De klædte en pige i drengetøj og sendte en fremmed ind i rummet. Den fremmede giver så pigen klassisk ”drengelegetøj”, fordi han ud fra tøjet går ud fra, at det er en dreng, og det er jo det drenge leger med. Det viser hvordan voksne placerer børn i kasser, alt efter køn.

Det er normalt, at vi søger trygge kasser til at definere og handle ud fra. Så skal vi ikke tage stilling til så meget hele tiden, og det er et sikkert holdepunkt for mange. Problemet er, at det kan begrænse udviklingsmulighederne. Drenge kan have sværere ved omsorg, fordi de ikke udsættes for dukker og omsorgslege, mens piger kan have det sværere med andre sanser, forid der ikke er blevet tumlet og hoppet i samme grad. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men jeg tænker, du fanger pointen.

Små og store børn

Hjalte har de sidste måneder taget et spring motorisk og sprogligt. Han er stadig udfordret med sproget, men det er gået fremad. Det undrede mig, men jeg tænkte, det handlede om et udviklingsspring. Det viser sig dog, at der også er sket en stor forandring i vuggestuen. Hjalte har altid skulle se ting an og var et stykke tid om at blive helt tryg i vuggestuen. Derfor blev han placeret i gruppen med de lidt mindre børn, sat i den kasse.

Han var vant til fra dagplejen at være den største, og jeg tænkte, han kunne have godt af lidt mere variation. For et par måneder siden bemærkede pædagogerne, at han faktisk havde det rigtig godt med de lidt større børn. Siden har han været mere sammen med dem og nyder det. Det krævede, at pædagogerne stillede spørgsmålstegn ved den kasse, de havde placeret Hjalte i. Det krævede, at de reflekterede over ham og børnegruppens relationer og udvikling. Det kendetegner i min verden gode pædagoger, at de kan lave det skift når det kommer til børn i kasser.

Sygdomshistorik kan også spille ind

En anden ting der kom frem på trivselssamtalen er hans sprog. Jeg mener hans udfordringer med sproget især handler om udtale, noget jeg også havde problemer med som barn. Det er også ret vigtigt, at der arbejdes med det, da det påvirker ham socialt. Det er svært ikke at kunne kommunikere med andre børn, og i værste tilfælde kan det blive til skubberi, når der ikke er voksne til at hjælpe.

Pædagogerne havde ikke overvejet udtalen, fordi de havde tænkt, at det skyldtes hans sygdomsforløb, der betydning for hvordan børn i kasser placeres. Hjaltes udvikling var anderledes pga. nyrebækkenbetændelse, der også gav ham problemer med social kontakt. Det er løst, men ingen kan helt sige, hvis og hvilken betydning, det kan have haft for hans sprogudvikling. Med sproget havde pædagogerne dog haft lidt skyklapper pga. hans sygdomshistorik. Det var heldigvis ikke værre end, at de lige vil være opmærksomme på udtalen, så vi sammen kan ligge en plan.

Børn i kasser er de voksnes ansvar

Der er ingen tvivl om, at Hjalte trives. Derfor vil jeg igen sige, at jeg fremhæver de her eksempler, fordi det er gode eksempler på, hvordan vi alle kan få lidt skyklapper pga. de kasser vi sætter børn i. Den helt store udfordring som voksne er, at vi er åbne for mange muligheder og potentialer, når det kommer til børn. De skal ikke tvinges ned i vores bevidste og ubevidste kasser, men ansvaret for at have bevidstheden til at forebygge og stoppe det, ligger hos os.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *