FORÆLDRETANKER

Moderskabsideologi som undskyldning for dårlige mødre

Moderskabsideologien og især nuanceringen af den har fyldt rigtig meget hos mig, og der står noget om moderskabsideologi her. I starten var det med nogen andre briller. Dengang var jeg et helt andet sted i forhold til min egen mor. Da jeg første gang lærte om moderskabsideologien var jeg i start 20’erne. Jeg havde stadig kontakt til min mor og selvom jeg boede i England talte vi sammen flere gange om ugen. Da jeg kom hjem fortsatte jeg med at have meget kontakt til hende. Der var stadig en undren udsprunget af mine forældres skilsmisse, da jeg var 13 år. Min mor forlod min far og jeg. Det kunne jeg simpelthen ikke få til at passe med de ting, jeg lærte om tilknytning, relationer og kærlighed på studiet.

Her blev moderskabsideologien en undskyldning, jeg kunne bruge på min mors vegne. Bemærk at det handler om mit hoved og følelser og jeg er ikke engang sikker på min mor kender til moderskabsideologien. Da jeg læste om den første gang blev jeg betaget at tanken om moderskab og især forventningen til “den gode mor” som menneskeskabt. At moderskab ikke bare var naturligt for alle kvinder, men samfundet gav dem den vigtige rolle med snævre handlemuligheder grundet deres køn.

Mønsterbryder og rebel

For mig blev det en måde at se min mor som en mønsterbryder. Jeg har jo altid forgudet hende og sat hende op på en usund piedestal. Her havde jeg teori til at bakke det op. I mit hoved handlede min mors beslutninger pludselig om at bryde ud af moderskabsideologien ved at vælge sig selv til. Vel at mærke uden at skade mig, da jeg jo havde min far. Derfor kunne jeg på ingen måde tænke hende som en dårlig mor. Samtidig kunne jeg begrunde mine egne, dybt begravede følelser af afvisning, svigt, vrede, frustration og magtesløshed med at jeg ikke selv var brudt ud af moderskabsideologien. Egentlig prøvede jeg selv at fastholde hende i en forældet, rent biologisk opfattelse af kvinder og moderskab.

Der er altså to ting på spil i min oprindelige brug af teorier om moderskabsideologi. Det blev en måde at skabe orden og undskyldning for min mors opførsel. Det blev en måde at underminere mine egne følelser og reaktioner på hendes opførsel. Min egen forudindtagethed påvirkede min opfattelse af forskningen. Det er så utrolig vigtigt at huske at alle læser forskning, tekster, forældrebøger og ugeblade ud fra deres egen bagage. Det betyder også at som man udvikler sig, vokser og arbejder med sig selv, kan læsningen og tolkningen skifte.

Nuancer til moderskabet

Jeg er stadig begejstret for moderskabsideologien, da det giver mig et redskab til at tale om moderskab som biologisk. At forstå at mennesker i så mange år har defineret moderskab som en kvindes ret og grundlag. I dag ser jeg en risiko ved at bruge moderskabsideologien som undskyldning for dårlige mødre. Der findes nemlig dårlige mødre. Det er ikke altid et bevidst valg eller handler om ondskab.

I stedet ser jeg min egen barndom og forhold til min mor som et eksempel på, hvordan moderskabsideologien kommer til kort. Moderskabsideologien spiller sammen med forventningen om at kvinder automatisk giver omsorg og kærlighed til deres børn. Men der findes mødre som ikke formår det. Som ikke får skabt en tryg tilknytning. Det her går i arv. De her mønstre brydes ikke nemt og det er farligt, hvis vi bruger biologi som undskyldning for ikke at tage sit ansvar som voksen og omsorgsperson på sig. Ligesom det er farligt, hvis vi udelukkende holder os til argumenter om frit valg, men det er en anden diskussion.

Så på den måde bliver moderskabsideologien en modpol i det uendeligt nuancerede net af mønstre, reaktioner, følelser og biologi som moderskab er. Et net man kan navigere ved at bruge hjernen, hjertet og en vis kritisk sans og samtidig være åben for udfordringer og selvudvikling. For mig har det i høj grad handlet om at favne min rolle som mor og de afhængigheder det giver og samtidig have fokus på fællesskabet og forældreskabet. Visheden om at vi er to forældre og begge har et ansvar, men uden at underminere hverken mors eller fars betydning.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *