mobning
DET PERSONLIGE

Mobning – et skift fra fokus på individ til fællesskab

Mobning har interesseret mig i mange år. I efterskolen blev jeg selv mobbet og siden arbejdede jeg for Fri for Mobberi og skrev mit speciale om det. Jeg har derfor både en personlig og faglig interesse i mobning. Det er jo efterhånden et par år siden, men området interesserer mig nok til, at jeg stadig læser og følger med i det. Samtidig har mobning udviklet sig og i dag taler vi også om digital mobning, der igen bliver utrolig spændende når man render rundt på sociale medier. Konsekvenserne af mobning er voldsomme og man skal ikke lede længe efter beretninger for at indse at mobning er et overgreb, krænkelse og svigt både når det rammer børn og når det rammer voksne. Min viden er primært om børn, men meget af det går igen når vi taler om voksne. Forståelsen af mobning har ændret sig markant de sidste 30 år og i dag ses mobning i højere grad, som en handling i fællesskabet og ikke udelukkende noget, der handler om en mobber og et offer.

Individorienteret tilgang

Dan Olweus kom i 1992 med sin definition på mobning, der i de efterfølgende årtier blev gentaget og brugt flere steder. Han definerer mobning som:

”En person bliver mobbet eller chikaneret, når han eller hun gentagne gange over en vis tid bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere andre personer” 

Olweus præciserer begrebet negative handlinger når “nogen med hensigt påfører eller prøver at påføre en anden person skade eller ubehag.” Såvel fysiske som verbale samt nonverbale handlinger er mulige måder at mobbe på og tæller fx spark, slag, trusler, grimasser, øgenavne, rygtespredning eller udelukkelse.

En anden definition kommer fra John Åsted Halse, der i 1995 definerer mobning således;

”Den egentlige mobning kan man tale om når enkelte børn i en klasse vedvarende chikanerer en eller enkelte andre […]”

Fælles for både Halses og Olweus forståelse af mobning er, at fokus er på de enkelte involverede børn. Der er tale om en individorienteret tilgang, hvor løsningen kan være at sætte mobber og offer sammen og tale om det, skælde mobberen ud eller bede offeret være mindre sart. Samtidig er definitionerne på mobning fra 90’erne, stadig åbne for at mobning kan være at man som individ bliver udelukket af en gruppe og derfor er gruppeaspektet af mobning i spil.

Køn og mobning

I forhold til køn fokuserer Olweus på direkte og indirekte mobning samt frekvens. Drenge mobbes mere direkte og fysisk end pigerne, men piger og drenge mobbes lige meget indirekte, drenge mobber oftere piger end omvendt og alt i alt mobbes piger mindre end drenge. Mens Olweus ikke har fokus på pigemobning, kan drengenes ofte aggressive opførsel ifl. Olweus bl.a. skyldes forhold i hjemmet og især i forbindelse med manglende omsorg eller grænser fra den primære omsorgsperson, der hos Olweus er moren. Dette fokus på aggressivitet som en årsag, genfindes også hos Halse, der endvidere mener, at små drenge bruger fysisk vold, mens pigerne og de større drenge i højere grad bruger psykisk terror. Problemet med det her er, at der heller ikke siden er lavet meget forskning i, hvordan køn og mobning hænger sammen. Det hænger igen sammen med den meget individorienteret tilgang. Når man ser på enkelte individer, kan det være svært at se på de relationer og kulturelle faktorer som køn er en del af.

Mobning i fællesskaber

I 2004 vedtog regeringen, at alle skoler skal have et værdiregelsæt, der skal fremme trivsel og forebygge mobning. Derved kom mobning for første gang på den officielle politiske dagsorden i Danmark, hvilket gav mere opmærksomhed og flere penge til området. I kølvandet på det blev der udviklet teorier og praktiske redskaber til at forebygge mobning, men der var ikke kigget kritisk på den individorienteret tilgang til mobning. Det gjorde Helle Rabøl Hansen for alvor op med i sin bog ”Grundbog mod mobning” fra 2015. Helle Rabøl Hansen gør på mange områder gør op med Olweus’ definition på mobning og introducerer et mere fællesskabsorienteret mobbeperspektiv, hvor hun definerer mobning som:

”Mobning er gruppens systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er tvunget til at opholde sig.”

Siden går hun dog lidt væk fra en definition på mobning for så at vende tilbage i 2017 med definitionen på mobning som;

“Mobning kan forstås uformel fællesskabsform der bygger på systematiske udstødelsesmønstre af deltagere i formelle sociale sammenhænge.” 

Hovedpointen for Hansen er, at mobning er kollektivt, et gruppefænomen, der ikke kan tilskrives én elev og at det sker et sted, hvor den mobbede ikke kan komme væk som f.eks. skolen eller arbejdspladsen. Mobning er et socialt fænomen, der rammer individuelt og derfor skal tages udgangspunkt i fællesskabet, når vi taler om mobning. Alle mennesker er del af flere fællesskaber hele tiden. Skolen er et fællesskab, klassen er et fællesskab og i klassen er der forskellige fællesskaber ud fra interesserer og præferencer. Olweus var opmærksom på, at mobning kan være et gruppefænomen, men nu betragtes mobning som noget der ikke bare kan være i gruppedynamikker, men faktisk slet ikke kan eksistere uafhængig af gruppedynamikkerne. Mobning er det systematisk, organiseret eller sagt på en anden måde er det en praksis, der gentages konsekvent og uden mulighed for forhandling. Drilleri kan være en del af mobning, men er ikke mobning i sig selv ifølge Hansen. Drilleri bruges til at regulere gruppeadfærd på den måde at fortæller en anden, hvordan social acceptabel opførsel er i lige netop det fællesskab ved at drille. Men det vigtige er, at det er netop reguleringen og ikke eksklusionen, der er målet for drilleriet, idet den der udsættes for drilleri skal reguleres/drilles til at passe ind og stadig være en af vores, hvorimod eksklusion handler om at den mobbede netop ikke er en del af vores fællesskab. Eksklusion er en måde at mobbe på, der tidligere har været en smule svært at sætte ord på. Mobning kan altså både være fysiske handlinger som Olweus beskriver og handle om det mere psykiske aspekt som ekskludering. Fælles er dog at årsagen skal findes i fællesskabet og ikke hos enkelte individer.

Fællesskaber er nøglen

Forståelsen af fællesskaber går igen flere steder på denne her blog. Menneskers sociale identitet udvikles i relationer, som vi så det med tilknytningen mellem barn og primære omsorgspersoner. Fællesskaber er der hvor vi finder tryghed i det genkendelige og udfordres af det fremmede, der kan være i vores eget eller et andet fællesskab. Da jeg havde hund var jeg med i det fællesskab af hundeejere, der hilste på hinanden flere gange om dagen. Til gengæld hilste jeg kun for områdets forældre når deres børn ville hilse på min hund. Efter Obelix flyttede, kan hundeejerne ikke genkende mig, men pga. Hjalte kan jeg pludselig falde i snak med forældre alle steder.

Det kan virke som en svær sammenligning, hvis man ikke har haft hund. Men et besøg til en hundeudstilling eller ringtræning kan give et godt indblik i, at også i hundeverdenen er eksklusion og fællesskaber meget vigtige. Mens Hansens forskning handler om skolelivet, kan jeg ikke lade være med at tænke i forældreskab og moderskab. Når der kommet er barn til verdenen bliver man automatisk en del af det fællesskab som forældreskabet udgør. Vores behov for at høre til i et fællesskab er stærkt. I definitionen af hvem fællesskabet er, kan der dog komme et voldsomt pres på det, som fællesskabet ikke repræsenterer eller rummer og her finder vi en del af årsagen til mobning.

Hvis du vil læse mere, kommer der et nyt indlæg til Teori Tirsdag om en uge. Du kan også se litteraturlisten her

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *