Jul som skilsmissebarn
BARNDOM

Min første jul som skilsmissebarn

Jeg har det stadig svært med jul. Sidste år skrev jeg, hvordan jeg i flere år holdt jul alene. I år vil jeg gerne dele, hvordan min første jul som skilsmissebarn var. Den står nemlig som eksempel på nogle af de ting, der var skæve i min barndom og samtidig er den også en af grundene til at jeg valgte at holde jul alene. Juleaftener i min barndom var ganske almindelig og fulgte altid samme skabelon. Vi var mine forældre og min storebror selve juleaften. Vi fik altid juletræ på dagen og så Disneys juleshow som så mange andre familier. Som den yngste stod jeg for at finde gaver under juletræet, min mor stod for maden og vi tog alle pænt tøj på. Min farmor holdt altid julefrokost 2. juledag og der så vi hele min fars side af familien.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år i en på alle måder dårlig skilsmisse. Alle rutiner og traditioner blev ændret. Jul efter skilsmissen var markant anderledes end det jeg var vokset op med. Den første jul var især svær. Som altid ville jeg helst være sammen med min mor, men det var ikke en mulighed. Jeg blev ikke spurgt, hvor jeg ville holde jul, men følte et pres fra min mor om at være sammen med min far, et pres fra min far for at vælge ham over min mor og en generel fornemmelse af at min mening egentlig ikke talte. Min far besluttede at vi skulle holde jul med min fars familie i Nordsjælland.

Juleaften og gaver

Tidligt på dagen kørte min far og jeg fra Falster til min farmor og farfar. Her skulle vi hygge lidt inden vi alle tog til min onkels hus. Da jeg aldrig havde holdt jul med familie, var det normalt at jeg fik sendt gaver fra både min mors og fars familie op til jul. De ville så komme under træet og åbnet juleaften. Det år var der kun kommet fra min mors familie, da jeg jo skulle holde juleaften med min fars familie.

Vi tog gaverne med ind til min farmor og farfar. Vi sad i deres sofaer og jeg kedede mig. Min far talte om sin arbejdssituation. Han var lige blevet fritstillet og min farmor og farfar lyttede og stillede spørgsmål. Jeg havde ikke meget at byde ind med og tænkte mere på, at jeg ikke fik set Disneys Juleshow. På et tidspunkt taler jeg med min farmor om gaverne. Hun mener, at det er bedst, at jeg pakker gaverne fra min mors familie op nu. Det giver ikke mening at tage dem med til juleaften hos min onkel. Argumentet er at gavegiverne ikke er der og at det vil tage alt for lang tid at pakke alle gaver op, fordi vi er så mange. Jeg kigger på min far, men han siger intet og ænser måske ikke engang, hvad der sker. Måske er han for optaget af sin egen situation.

Derfor ender jeg med i stilhed at pakke gaverne op i sofaen. Jeg var vant til at al opmærksomhed var rettet mod den der pakkede gaver op. Vi pakkede altid op en ad gange og de andre beundrede gaven, kommenterede og kiggede på den. Der i sofaen er der ingen, der kigger. En gang i mellem løsriver min far, farmor eller farfar sig og siger en kommentar, men jeg føler at fokus er på min fars situation og ikke min meget anderledes juleaften, hvor jeg nu sidder og pakker møjsommeligt udvalgte gaver fra familien op i min farmor og farfars stue. Det føles ikke som jul på nogen måder og hygge og glæden over gaverne falder tungt til jorden.

Julestemning og dobbeltmoral

Juleaften er med en masse familie, vi før skilsmissen så fire gange om året. Jeg føler, de er fremmede. Udover min fars familie er noget af min onkels kones, familie også med til jul. Mine fætre pakker gaver op fra deres mors familie og endda både fra dem, der er til stede og folk, der ikke er der til juleaften. Jeg synes, det er uretfærdigt, at de må pakke op fra familie der ikke er der. At deres gaver må ligge under juletræet og blive beundret, mens mine bare ligger uden det fine gavepapir i en pose i den kolde bil. Siden den første jul som skilsmissebarn, tog jeg aldrig gaver med fra min mors familie. Få gange åbnede jeg gaverne sammen med min mor i en af dagene op til jul. For det meste åbnede jeg gaverne derhjemme inden vi tog afsted.

Min aversion mod juleaften handler ikke kun om denne gang. Det handler heller ikke om gaverne, selvom de er en stor del af julen for de fleste børn og unge. De handler om, hvordan mine forældre ikke var nærværende. Jeg følte mig som en tiloversbleven kastebold og det var næsten værre end det overhovedet at være en kastebold.

Da jeg som 24 årig første gang holdt jul alene, havde jeg de forgangne 9 år holdt jul seks forskellige steder. Nogen gange gik de samme personer igen, men der var også altid nye mennesker, nye traditioner og nye forventninger til juleaften. Forventningens glæde til juleaften var godt og grundigt død. Den har de sidste par år fået kunstigt åndedræt og der har været hyggelige og dejlige juleaftener. Men juleaften er stadig forbundet med at navigere og tilpasse mig andre. Jeg har utrolig svært ved bare at være mig, slappe af og være i nuet, fordi mine juleaftener ikke altid har rummet de ting.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *