du-_maa_ikke_slaa…_dig_selv
DET PERSONLIGE

Du må ikke slå… dig selv

Hvad gør du, hvis du ser en person slå din bedste ven? Eller din kæreste? Eller dit barn? Du stopper det! Vi kan diskutere måder og grænser en anden gang, men det vigtige er at du stopper det. Hvad ville dine venner eller kæreste gør, hvis en anden slog dig? Forhåbentlig ville de også stoppe det. Du må jo ikke slå! Den har jeg også selv lært og praktiserer. Men alligevel er jeg jo helt vildt dobbeltmoralsk og slår mig selv hele tiden. Det her udtryk med at slå sig selv i hovedet er jeg vokset op med. Det er nok de færreste der kender mig, der ikke ved at jeg har haft en stor tendens til det. For mig handler det om at jeg er min egen ultimativt værste kritiker.

At kunne tage imod ros

Hvis du roser min mad, kan jeg ikke bare sige ”tak, jeg synes også det er rigtig lækkert”. I stedet oplister jeg alle de ting, der kunne forbedres, krydderiet på kødet, dressingen eller andre kartofler. Men alt det er jo ligegyldigt i forhold til den kompliment, jeg lige har fået. Derfor har jeg øvet at sige ”tak” rigtig meget uden at ledsage det af et ”men”. Desværre har jeg også været rigtig slem til at dvæle ved det. Det kan jo være positivt at jeg tænker videre over, hvad jeg lære af maden og forbedre til næste gang.

Det er bare et problem når jeg går og dvæler over en kommentar jeg kom med til en kollega, leder, veninde eller Nicolai. Jeg vender og drejer, hvad jeg skulle have sagt, kunne have gjort og hvor dum jeg er. Essensen i det her er nemlig, at jeg har fejlet ved at gøre/ikke gøre, sige/ikke sige, tænke/ikke forudse noget og alle mulige og umulige konsekvenser er min skyld. Det er uanset, at jeg intet kan gøre. Men tankegangen at sket er sket har altid ligget meget fjernt fra mig. Det er sådan jeg slår mig selv i hovedet. Også selvom jeg mener at du ikke må slå.

På samme måde kan jeg slå mig selv i hovedet med de ting, jeg overser som mor. At amningen fejlede, Hjaltes øjenkontakt eller da jeg troede han var understimuleret og det viste sig at han var vildt overtræt. Moderskabet er en slagmark, hvor vi både slår hinanden og os selv i hovedet hele tiden. Det skal altså stoppe. Som mor gør man det bedste man kan. Man gør det godt nok.

Du må aldrig slå

Som en psykolog fra SIND sagde til mig, så må man ikke slå og man må heller ikke slå sig selv. Når man slår sig selv i hovedet mentalt er det også en måde at slå sig selv. På samme måde må man ikke slå andre i hovedet med ting, de kæmper med. I steder vil jeg gerne have fokus på selvomsorg og at se fremad. Det giver mig mere energi. Jeg har både et ansvar overfor mig selv, men jeg har også et ansvar for dem, der står mig nært. Hvis jeg oplever at Nicolai eller en veninde slår sig selv i hovedet, skal jeg sige det. Jeg skal hjælpe hende med at se det, vi skal tale om det. Sammen kan vi fremme omsorgen, kærligheden og rummeligheden til sig selv og andre.

Det er et ansvar, vi har som medmenneske. Det er blevet bedre i dag og der er længere mellem det. Alligevel kommer det frem en gang i mellem og jeg kan køre i hele denne her spiral, hvor jeg igen tager alt ansvaret og bebrejder mig selv. Men som sagt er der langt i mellem og når det sker så husker jeg psykologens ord; man må ikke slå.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *