skyld og tilgivelse
DET PERSONLIGE

Lidt om skyld og tilgivelse

“Kan du ikke tilgive din far?” spørger et familiemedlem. Et spørgsmål jeg har fået mange gange i forskellige varianter og altid om tilgivelse af mine forældre. Der er denne her ide om at tilgivelse ville løse situationen. Hvis jeg tilgiver min mor og/eller far, så bliver jeg både gladere og lettet får en byrde, gør dem glade og vi kan alle starte på en frisk. Det talte jeg også selv om ved en psykolog fra SIND lige efter bruddet med min mor. Lettelsen da han kaldte tilgivelse for overvurderet sidder også stadig i mig.

Tilgivelse ligger ansvaret og skylden på mig. Det bliver mig, der er stopklodsen for relationen. Den del af forståelsen og brugen af tilgivelse har jeg det svært med. Det er helt korrekt, at det er mit valg at bryde kontakten til mine forældre, men det er jo ikke for sjov. Hvis jeg mente at en undskyldning og tilgivelse var vejen, havde jeg jo gjort det. Men bag min beslutning ligger mange overvejelser og mine forældres halve beklagelser. Jeg lever med min beslutning og den er ikke nem. En tilgivelse er derfor ikke nødvendigvis for mig skyld, men bliver for forældrenes skyld. Men mine forældres følelser og sindstilstand var aldrig og bliver aldrig mit ansvar.

Selvbebrejdelse

Uanset hvor kritisk jeg er kommer den stadig. Denne her tvivl om tilgivelse. Jeg kan også genkende den i andres fortællinger. En forventning om at barnet skal tilgive forældrene for at alle kan få det bedre. Så alle kan komme videre. Der er dog ikke taget højde for at barnet ikke nødvendigvis får det bedre eller ønsker at genoptage relationen. Samtidig skal ingen diktere, hvornår et andet menneske skal have en relation eller komme videre. Det er absolut muligt at have et berigende, indholdsrigt og godt liv uden kontakt til sine forældre. Det er også muligt at have et elendigt liv pga. kontakten til sine forældre. Det er op til det enkelte barn, hvordan situationen skal tackles.

Jeg har brugt så mange kræfter på at bebrejde mig selv for vores relation. Tage ansvaret for deres følelser og gentage, at hvis jeg bare kunne tilgive dem, ville alt blive godt igen. Hvis jeg kunne komme over min vrede, trodsighed og stædighed, ville alt blive løst. For det første var det aldrig godt og for det andet burde tilgivelse virkelig ikke være et mål i sig selv. Derfor er jeg holdt op med at bebrejde mig selv, men i stedet stå ved mit valg.

Ansvar og skyld

I mange år forbandt jeg tilgivelse med at sige, at det var i orden. Så hvis jeg tilgav mine forældre, ville jeg samtidig sige min barndom var helt i orden. Samtidig støder jeg tit på velmenende råd om at tilgive sig selv for sine handlinger og valg. I betydningen at hvis jeg tilgiver mig selv, fortæller jeg mig selv at mine valg er i orden. Det kommer ofte fra de samme, der fortæller at tilgivelse ikke betyder at sige andres handlinger i orden. Derfor bliver det noget modsigende og kludret i mit hoved.

Tilgivelse er forbundet med to ting. Skylden for situationen gives til mig, når jeg bedes om at tilgive. Samtidig skal tilgivelsen være en måde, hvor mine forældres skyld og ansvar for situationen fejes til side. Det er i modstrid med min tilgang at ansvaret for min barndom udelukkende hviler på mine forældre. Det ansvar har og kan de ikke tage på sig. Her ligger en stor del af årsagen til at jeg hverken kan eller vil tilgive. Samtidig med at jeg virkelig ikke har behov for at tilgive mig selv eller dem. Tilgivelse er overvurderet og skal aldrig være et mål i sig selv.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *