dårlige forældre - gode bedsteforældre?
DET PERSONLIGE

Kan dårlige forældre blive gode bedsteforældre?

Jeg har ikke kontakt til min mor og kontakten til min far er begrænset til større familiesammenkomster. Det betyder at Hjalte heller ikke har kontakt til dem. Prisen for bedsteforældre til Hjalte er, at jeg skulle have kontakt til dem. Som familie skulle vi besøge dem, have dem på besøg og kommunikere mere i telefon og beskeder. Min far bor i Nordjylland, så det komplicerer det. Vi kan ikke bare ses til middag en aften, men skal ses i flere dage i træt og med længere mellemrum mellem. Min mor bor 20 minutter væk og ville kunne være mere med. Men når vi fjerner det praktiske aspekter som mange familier jo tilpasser sig, vender jeg tilbage til spørgsmålet; ønsker jeg en tættere relation med mine forældre?

Når jeg skal se en af dem, de er kun samlet hver 4. år begge to, kræver det utrolig meget energi op til. Jeg føler, mærker og tænker over vores forhold. Når jeg ser dem, skal jeg navigere som i min barndom og efterfølgende er jeg drænet for energi. Det fylder så utrolig meget. Da jeg skulle til min nevøs fødselsdag og se min mor for første gang siden hun brød kontakten og min far for første gang siden et skænderi, var jeg helt ved siden af mig selv flere uger forinden. Der lå en uro som jeg ikke kunne identificere indtil jeg indså at den hang sammen med fødselsdagen. Samme energidræn er der ved beskeder og især de ubehagelige af slagsen, hvor jeg bebrejdes og beskyldes for alskens ting.

Energiregnskabet

Den energi jeg bruger på mine forældre, er energi jeg tager fra Hjalte. Selvom jeg prøver at skjule det, gemmer mine tanker til han sover og fokuserer på ham, vil det uundgåeligt sive igennem. Mine egne forældres til tider svære familierelationer sivede igennem i hele min barndom. Nu er jeg jo ikke mine forældre, men jeg er opmærksom på børns helt fantastiske evne til at opfange signaler, ansigtsmimik, tonefald og alt det usagte. Det gjorde jeg som barn og jeg undervurderer ikke Hjalte på det punkt. Derfor bliver det et spørgsmål om at passe på mig selv og ham når jeg vælger at prisen for bedsteforældre er for høj.

I samfundet oplever jeg denne her ide om, at bedsteforældre altid tilføjer positive ting til deres børnebørn. Det er muligvis rigtigt for nogen, men det er et valg den enkelte på træffe og se på prisen for det. Ligesom alle andre mennesker kan mine forældre givetvis også give noget positivt til Hjalte. De vil dog også give en masse negativt. De selvmodsigelser, kontraster, humørskift, sarkasme, usagte ting og følelser som de gav mig vil de også give til Hjalte. I væsentligt mindre omfang fordi de ikke er hans primære omsorgspersoner og han ville se dem mindre. Men også i høj grad fordi jeg ville rydde op i det efterfølgende. Den skade de vil lave, skal jeg som hans mor efterfølgende forklare, udrede og lytte til. Jeg har simpelthen taget den benhårde vurdering at en relation til mine forældre, udover til større familiefester, er mere skadelig end gavnlig for mit barn.

Rodede familieforhold

Det er meget at bede et barn navigere i en konstellation, hvor vi ser bedstemor til fætters fødselsdag, men ikke inviterer hende til sin egen. Der vil også uundgåeligt komme spørgsmål til bedsteforældre ligesom til Nicolais forældre, som han heller ikke har kontakt til. Det er naturligt at ville vide om sit ophav. Derfor er det også vigtigt for mig at fortælle Hjalte om dem på en måde han kan forstå. Det skal også være nuanceret så der skal både være om gode ting og dårlige ting. Det skal fremgå at det er mit valg ikke at have kontakt til dem.

Hvis Hjalte en dag ønsker at invitere sine bedsteforældre eller se dem mere må jeg forholde mig til det. Så må vi besøge dem og invitere dem fordi han har krav på at træffe det valg. Derefter må jeg så hjælpe ham med at finde hoved og hale i deres opførsel bagefter. Men så længe som muligt, vil jeg beskytte ham mod den del af livet.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

2 Comments

  • Lene

    Stort kram til dig.
    Vi har heller ikke kontakt til min svigermor, selvom hun bor 2-3 km væk. Det har vi ikke haft i over 15 år, og vores yngste (på snart 15), har aldrig set hende.
    Det var vores valg at afbryde kontakten, fordi hun altid var ondskabsfuld og ude af stand til at kunne tale pænt, så vi har det klart bedst sådan her.
    Ud af sine fire børn ser hun kun ét en gang imellem. De andre to har heller ingen kontakt. Heldigvis bliver hun ikke inviteret sammen med os andre.

    Man vælger ikke selv sin familie, men man har ret til at vælge den fra;-)
    Knus

    • copenhagenfamily

      Tak:-) Det er så godt at høre om andre, der har taget det svære valg og vide man ikke er alene. Jeg er helt enig i at man har ret til at vælge familie frem, selvom det kan være en vildt hård beslutning. Knus til dig:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *