jeg_skar_i_mig_selv
BARNDOM

Jeg skar i mig selv

Ret tidligt besluttede jeg mig for at være åben om det at gå til psykolog. Men jeg har ikke givet hele årsagen til min første psykolog. Jeg kan ikke huske hendes navn, men jeg var 13 år og vores første møde var i starten af 2001. Mine forældre havde annonceret deres skilsmisse om sommeren året før. Min mor annoncerede sin nye kæreste nogenlunde samtidig og flyttede kort efter. Min far fik fuld forældremyndighed og der var ingen fast samværsaftale. Deres argument var, at med diverse tilskud kunne ham og jeg blive boende på gården. Da vi nåede julen skar jeg i mig selv med et barberblad.

Ingen fysiske ar

Som jeg skriver, at jeg skar i mig selv, slår det mig at der kun er en håndfuld mennesker, der ved det. I praksis skilte jeg engangsskrabere ad for at få fat på et barberblad. Når jeg blev ked af det, gik jeg på badeværelset og skar i mig selv. Det skete både hjemme og i skolen. Heldigvis var det vinter og moden dikterede ærmer, der skulle sidde fast om tommelfingeren. På den måde var sårene lette at dække. Når jeg skar i mig selv, var det ikke særlig dybt og derfor har jeg heller ingen ar i dag. Ihvertfald ikke fysiske, men der er nok af de psykiske. Det betyder også at jeg sjældent konfronteres med den del af mit liv.

Et råb om hjælp

Jeg skar i mig selv, når jeg var ked af det. Det var nemlig den mest accepterede følelse derhjemme. Derfor skulle jeg også et stykke ind i mine 20’ere før jeg begyndte at mærke og sætte ord på andre følelser. Når jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det var svaret fantastisk, godt eller ked af det. Vrede, frustration og magtesløshed kunne jeg ikke genkende eller sætte ord på. Jeg vidste godt, at det ikke var så godt, at jeg skar i mig selv. Det var i høj grad et råb om hjælp. Hvis jeg gjorde noget så voldsomt og så synligt, kunne jeg næppe undgå at mine forældre reagerede. Til sidst viste jeg det til en klassekammerat, der fortalte det til læreren. Derfra gik beskeden til mine forældre og skolepsykologen.

Skolepsykologens konklusion var, at jeg skar i mig selv som udtryk for usikkerheden vedr. mine forældres skilsmisse. Jeg har tidligere skrevet at hun mødtes med mine forældre, men det modsagde min far efterfølgende. Ifølge min far mødtes han med skolepsykologen, men ikke min mor. Måske troede han, denne rettelse gjorde det bedre. For mig gør det det hele værre. Den viser nemlig at mine forældre ikke engang i den situation formåede at se på mine behov og samarbejde. I stedet kørte de hvert deres show og jeg tilpassede mig og fulgte med.

Hvor meget vidste hun?

Det forbløffer mig den dag i dag, hvor lidt mine forældre reagerede på at jeg skar i mig selv. Som jeg har skrevet var det et tydeligt og bevidst råb om hjælp. Jeg mindes ikke, hvor længe jeg gik hos psykologen, men det ændrede ikke ved noget radikalt. Hun gav mig et sted at tale om mine forældre, hvilket var godt og tiltrængt. For at være fair ved jeg heller ikke, hvad hun selv har noteret i sine papirer. Faldt hun for min fars fortælling om min mor? Gennemskuede hun min far? Gennemskuede hun mine fortællinger. Som teenager var jeg i den sårbare situation at min forgudede mor forlad mig. Jeg endte hos min far i et par år indtil jeg flygtede på efterskole og efter kostskole. Men besøgene hos psykologen er et godt eksempel på mine forældres tilgang til det. At jeg skar i mig selv var et anliggende for mig. Det var mig, der var noget galt med og havde brug for hjælp. Det havde ikke noget med dem at gøre.

Familieliv

Det er denne her fortælling, de barske ord som mælkebøttebarn, omsorgssvigt, depression, selvmordsbreve, skar, psykolog, dysfunktionel og råb om hjælp, der i dag er en del af min fortælling om min barndom. Og når jeg har de her ord i mit hoved, har jeg også nogen gange svært ved at lege familie med mine forældre. Det er ikke altid let at ses, skrive sammen eller sende billeder af mit barn til dem. Jeg søger mig selv i det, mærker efter og erkender at jeg gerne må bruge de ord. Ligesom mine følelser af vrede, sorg, skyld, magtesløshed og frustration ikke er forkerte. De er i høj grad et resultat af mine omsorgspersoners opførsel under min barndom. Men de skal ikke dominere mit liv. De skal ikke afgøre, mine muligheder og valg nu eller i fremtiden, men være en del af min sårbarhed og mine styrker.

______________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *