hvad du siger
FORÆLDRETANKER

Jeg forstår ikke, hvad du siger

Der er et bestemt tidspunkt, jeg har glædet mig til siden Hjalte blev født. Der er selvfølgelig mange fantastiske stunder, men det her har været helt i toppen for mig. Jeg har glædet mig til, at han begyndte at snakke. Ikke den der babypludren, hvor jeg ikke engang kan komme med et semi-kvalificeret bud på, hvad han mener. I stedet er det der, hvor han begynder at sige ord og sætninger. Selvom jeg med tiden har udviklet en bedre fornemmelse for, hvad han vil eller ikke vil, bliver jeg stadig i tvivl. Bevares, det er en god indikation på, at han ikke vil noget, når han kaster sig grædende på gulvet, men der er en stor gråzone.

Udover det rent praktiske i at kunne forstå, hvad han vil, glæder jeg mig til at få et indblik i hans hoved. En lidt tydeligere idé om, hvad der sker i ham, hvad der optager ham, og hvad han tænker. Det hænger også sammen med min frygt, da han havde afvigende social kontakt. Mens jeg sad og frygtede for hans udvikling, fyldte det meget, at jeg potentielt aldrig kunne have en gensidig samtale med ham. Jeg har altid været en, der snakker meget, men også en person der elsker at lytte. Tanken om måske ikke at kunne have en samtale med mit eget barn, var derfor hjerteskærende. Som Hjalte blev erklæret rask af både læger og psykologer forsvandt frygten. Indtil den kom tilbage.

Hvad nu hvis…

En gang i efteråret opstod tanken, at Hjalte måske ikke talte helt alderssvarende. Der var kun meget få ord, og de var meget utydelige. Dem jeg luftede tanken for mindede mig om, at børn jo er forskellige. Alle havde historier om fætter Anders eller kusinens venindes barn, der først havde talt sent. Desuden lærer alle jo at tale før eller siden. Lige pludselig kommer det, sagde de velmenende. For mig var det desværre et flashback til den gang jeg fortalte om hans svære øjenkontakt, og jeg følte mig afvist, når folk sagde præcis det samme. Desværre vidste det sig dengang, at jeg havde ret. Desværre vidste det sig, at jeg også havde ret denne her gang.

Det var en nær ven, der er børnepsykolog, der bekræftede det. Det er ikke alarmerende, han udvikler sig, er godt med på alle andre punkter fx motorisk og med opfattelse, men sprogligt er der noget. Jeg nævnte det i vuggestuen, og de bekræftede forsigtigt, at de også havde bemærket det. Hjalte kom i en læsegruppe, hvor de har fokus på at styrke børnenes sprog, og vi aftalte at følge op i januar.

De dybe samtaler

Nu er det januar, og mødet er rundt om hjørnet. Hjaltes sprog har virkelig udviklet sig. Han er begyndt at sætte to ord sammen, og vi ved jo alle at alle ord med succes kan kombineres med “min,” ”stor” og ”mere”. Han trives og udvikler sig. Han snakker også løs ligesom sin mor. Vi har de mest fantastiske, lange samtaler om noget, der er meget vigtigt for ham. Han fortæller med stor indlevelse, og jeg spørger interesseret ind. Problemet er, at jeg har ingen anelse om, hvad han fortæller. Hans begrænsede sprog snyder mig også. Jeg glemmer, at selvom jeg ikke forstår ham, forstå han i høj grad mig. Derfor øver jeg mig endnu mere i ikke at gøre ting for ham, men bede ham om det. Jeg er også begyndt i højere grad at censurere mig selv omkring ham.

Teorien lige nu er, at Hjalte har problemer med udtalen. Det havde jeg nemlig som barn, og det kan gå i arv. Samtidig kan det være en konsekvens af hans første tre måneder, hvor hans udvikling var atypisk pga. smerterne. Mest af alt tror jeg på udtalen. Lys, sut og juice lyder bemærkelsesværdigt ens og bamse og bold kan også være hip som hap. Så nu venter jeg igen. Jeg krydser fingre, og så øver jeg mig i at have dybe, berigende samtaler, hvor jeg forstår omkring 5% af indholdet.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *