mor er projektleder
FORÆLDRETANKER

Hvorfor skal mor altid være projektleder i hjemmet?

Det sker altså at jeg bliver lidt træt. Træt af at kæmpe for ligestilling, Træt af at kæmpe for fællesskab, når det kommer til opgaver og engagement. Denne her fuldstændig fastlåste tankegang at mor altid skal være projektleder derhjemme. Det er altid mor, der skal sørge for ekstra tøj, snack, pusleting og kende programmet for dagen. Det er altid mor, der skal koordinere legeaftaler og udskiftning af garderoben. Mor der sørger for alle de her tusind praktiske ting, der både skal planlægges, huskes og udføres. Mor der er projektleder derhjemme.

Det mest åndssvage i det her er, at jeg ikke er træt pga. Nicolai. Vi har taget en masse snakke om det her emne gennem årene. For et par år siden gik vi i parterapi for at komme nogen dårlige mønstre til livs. Det kører. Vi har identificeret, hvad der er fælles opgaver og hvordan vi deler dem. Vi har forventningsafstemt og erkendt at der er ting derhjemme, man skal gøre bare fordi. Opgaver hvor lyst bare ikke er en del af det og sådan er det bare at være voksen.

Inddrag nu far som projektleder

Så hvorfor sidder jeg så og er så vanvittig irriteret? Fordi en del af vores opdeling ikke nødvendigvis handler om præferencer, men selv i 2019 bliver dikteret af samfundet. Det handler om vores søn og pasning af ham, hvor jeg forventes at være projektleder. Alt skal være gennem mig. Opskrivning til institution og opfølgning på, hvor vi er på listen stødte vi hurtigt ind i. Jeg var den der kunne skrive ham op. Jeg kunne da tjekke det og så bede Nicolai ringe, men nu var jeg jo alligevel halvvejs ved at logget ind og tjekket.

Hjalte endte i privat dagpleje, som det vist ikke må hedde mere, der var fantastisk. Men hver måned skulle jeg udfylde en kvittering på betalingen for at få en del refunderet af Københavns Kommune. Det var kun mig, der kunne det. Pengene kom også på min NemKonto, så jeg skulle huske at overføre til vores fælles budgetkonto. Jeg endte med en fast overførsel, men den skulle jo så også rettes, når han fik plads i vuggestuen.

Velkomstbrevet til vuggestuen kom selvfølgelig kun i min e-boks. Så jeg måtte logge ind og videresende det. Faktura for vuggestuen kom også kun til min e-boks. Nicolai har altså ikke mange chancer for at tage initiativ og ansvar her, når systemerne er sat op til at det kun er mor, der får alle de vigtige oplysninger. Samfundet og systemerne fortæller os at det er rigtigst og bedst at mor ordner de praktiske ting om barnet. Nu hvor jeg har fået velkomstbrevet, ligger det jo lige til højrebenet at jeg også lige køber ind og koordinerer det hele. Igen bliver mor praktisk gris derhjemme.

Stiv modvind

Der er jo par, der uanset hvad ville lade mor stå for de her ting og være familien projektleder. Det er der intet galt med. Man skal gøre, hvad der passer den enkelte familie. Men i diskussioner om hvor begrænsende en øremærket barsel ville være for forældre og hvor vigtigt det er, at familier netop selv kan vælge deres fordeling, har vi stadig en opsætning, der diskret dikterer, hvordan man er mor og far. Hvilke opgaver og ansvarsområder den enkelte som udgangspunkt burde have. Det kæmper fuldstændig imod når mor faktisk arbejder med at slippe noget kontrol.

Det har jeg et problem med. Hvis vi beslutter Nicolai skal være projektleder og står for alt økonomi skal det være muligt for ham at gøre de her ting. Uden at skulle gennem min e-boks. Desuden er Hjalte et fælles barn. Vi har fælles forældremyndighed og han har som far ret til at få de oplysninger og have de muligheder. Det sender også et signal til Hjalte at mænd ikke kan ordne de her praktiske ting, fordi han vokser op med at se mor gøre det og være praktisk gris. Indtil det sker indretter vi os. Jeg ordner nogen ting, Nicolai andre. Jeg ordner de ting, hvor jeg alligevel er halvvejs bare ved at åbne min e-boks.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *