naailivet.jpg
DET PERSONLIGE

Hvad vi du nå i livet?

Jeg er 31 år og kan se frem til at blive 92 år gammel, hvis jeg følger gennemsnitslevealderen. Pensionsalderen når nok på den anden side af de 70 år, før det bliver min tur. Så jeg har rundt regnet 60 år tilbage og 40 år af dem er jeg på arbejdsmarkedet. Det gør at jeg tænker over, hvad jeg vil nå i livet og især når jeg ser tilbage på, hvor jeg var som 24 årig.

Årene på arbejdsmarkedet skræmmer mig ikke. Tværtimod giver det mig en ro at vide, der er så mange år tilbage. Der er masser af ting jeg gerne vil nå professionelt. Stressen og panikken, da jeg som 24 årig var en nyuddannet humanist under finanskrisen, er først sluppet for nylig. Jeg har været så bange for om jobvalg i mine 20’ere ville påvirke hele min tid på arbejdsmarkedet. Det gør de da også, men med 40 år tilbage kan jeg nå rigtig mange ting uanset, mit uddannelsesvalg og første jobs.

Bucketliste

At jeg har levet en tredjedel af mit liv giver mig også ro. Fordi jeg har nået alt det jeg ville og i hvert fald det jeg følte, jeg skulle. Det efterlader mig så også lidt rådvild. Kender du til bucketlists? Det er lister med ting, man gerne vil nå i livet eller indenfor en periode på et eller flere år. De ting der gør, at man føler, man har levet, opfyldt sit potentiale og prøvet livet. Jeg har aldrig skrevet min ned. Det skyldtes, at jeg havde så svært ved at relatere mig til andres. Mit ønske var ikke at springe i faldskærm. Det var så langt væk fra de ting, jeg håbede og ønskede at få ud af livet. For mig var der nogen helt basale ting på spil. Det var også en SKAL-liste, der var så vigtigt at VIL-listen som en bucketliste jo egentlig er, faldt helt i baggrunden.

Søgen efter anerkendelse

Mit liv har i så høj grad handlet om at overleve i nuet, at et fokus på fremtidsdrømme, virkede fjernt og uvirkeligt. Samtidig var mange af mine mål automatikmål. Det var ting jeg mente, jeg skulle eller burde gøre. Mit uddannelsesvalg var i høj grad påvirket af mine forældre. Men andre valg var mere indirekte påvirket, fordi de handlede om at være ”normal”. Det var mål, jeg definerede som ”normale” og hvis jeg kunne opnå den, ville jeg være ”normal” og lykkelig.

Det har været en lang proces af heale tilknytningstraumet fra min barndom og elske mig selv. Som børn er vi så afhængige af omsorgspersoners kærlighed og omsorg. Hvis de kan elske mig, er jeg værd at elske og så kan jeg elske mig selv, lærer det lille barn. Men når omsorgspersonerne ikke kunne elske ubetinget, skader det barnets selvværd. For mig blev det i høj grad bedrifter, karakterer og ønsket om at være ”normal” som blev min overlevelsesstrategi. Hvis jeg opnåede de ting ville jeg vel blive elsket.

Nedtur og optur

Det er bare ikke sådan verdenen fungerer. Jeg fik stress af flere omgange, fordi jeg hele tiden jagtede noget, der skulle findes i mig selv. Når det er sagt, fandt jeg selvfølgelig Nicolai, der også har været en del af min healingsproces. Når jeg ikke nåede mine mål var det et kæmpe nederlag. Jeg fik aldrig den anerkendelse og kærlighed, jeg søgte, når jeg færdiggjorde et punkt på min SKAL-bucketliste Men for hver gang jeg ikke nåede et punkt på listen, faldt min verden og selvopfattelse mere og mere sammen. Det var umuligt for mig at slappe lidt af og tage den med ro. Nu hvor jeg har det bedre og har nået det meste på SKAL-listen, er jeg gået i gang med en VIL-bucketliste. Derfor søger jeg inspiration og vil gerne høre om du har en bucketliste eller kender til en, der er god inspiration.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *