hvad-skal-lege
FORÆLDRETANKER

Hvad skal vi lege?

“Du kender alle de gode lege” siger Nicolai. Det er weekend og vi føler begge et pres for at stimulere Hjalte på en passende måde. Selvfølgelig også uden at overstimulere ham og så skal det hele også helst være både lærerigt og økologisk. Kompromisserne er nået flere gange, men vi savner noget at lave med ham. Vejret er dårligt og Dinos Legeland har vi besøgt. Jeg har mumlet noget om nogen ting, jeg har set på Instagram.

Da han siger, at jeg kender alle de gode lege, stopper jeg op. Det føler jeg jo ikke, at jeg gør. 90% af de ting jeg kan opliste, har jeg aldrig prøvet selv. Det er udelukkende noget, jeg har set andre gøre. Det er ikke noget, jeg har fundet på eller prøvet i min barndom. Samtidig bliver jeg lidt træt. Selvom vi er fælles om stimuleringsopgaven er det kun mig, der troligt stalker diverse legeprofiler på sociale medier for at få inspiration. Derefter skal jeg fortælle det videre.

Følg dem selv

Løsningen bliver at jeg foreslår Nicolai at følge et par profiler på Instagram. På den måde kan han selv få inspiration. Mit håb er at vi nu i endnu højere grad begge får ideer. Fair skal være fair og Nicolai laver masser af lege med Hjalte og de har en del lege, der er deres. Før jeg ved af det, er Nicolai i gang med malertapen. Ikke bare at lave en streg som Hjalte kan stille sine dyr på. Det var ellers det jeg havde forestiller mig. Der bliver lavet zigzag gennem det meste af stuen. Det viser sig desuden at Hjalte synes det er ganske uinteressant at stille dyrene på tapen. Men så laver de Zoologisk Have i stedet. Først som i Givskud Zoo, hvor vi få uger før gik rundt blandt dyrene. Til sidst er alle dyrene hele vejen rundt om og de går rundt og siger alle dyrenes lyde.

Det er ikke udelukkende mit ansvar at finde på lege til vores fælles barn. Ligesom de der opgaver i hjemmet heller ikke kun hører til på min tallerken. At vi som par er et sted, hvor jeg både kan finde ud af sige fra mht. opgaver og ansvar og at Nicolai på den måde tager ansvaret på sig, stornyder jeg. Der var ingen konflikt i det her. Det blev aldrig et ømt punkt. Det var bare sådan det var og slutningen er jo fantastisk. Vi har nu begge et endnu større arsenal af lege med Hjalte og kan endda inspirere hinanden.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *