hjemmepasning
BEVIDST FORÆLDRESKAB

Hjemmepasning og adskilleskultur

Mit feed på Instagram er blevet fyldt at skrækhistorier fra pædagoger, der fortæller om hverdagen i vuggestuer og børnehaver. Det er vigtigt at få det delt og det understøtter kun, hvad jeg allerede vidste: at normeringer, ressourcer og tid er under pres i institutionerne. Det er vigtigt at der bliver råbt højt om det, da politikerne er en smule tonedøve på det her punkt. Det vi bare også skal huske, er at vi lettere deler og læser negative ting om det så er anmeldelser på trustpilot og historier i et forum, hvor er blev spurgt til negative oplevelser som pædagog af en, der går ind for hjemmepasning. Det her med pasning handler jo om ens guldklump og selv jeg overvejede altså hjemmepasning efter den omgang. Men jeg synes også debatten er unuanceret.

Modsætninger mødes

Der jeg blive ærgerlig er, at der tilsyneladende kun findes én løsning i debatten og det er hjemmepasning. Jeg følger flere hjemmepassere herinde og de giver et fantastisk indblik i deres overvejelser og hverdag. Det er genialt for mig, fordi mine hele dage med Hjalte er 2-3 dage om ugen. Det betyder at jeg har mindre erfaring med aktiviteter og altid glemmer at købe snack, fordi det spiser han ikke i hverdagen. Men de gode ideer kan jeg får hos, dem der hjemmepasser, ligesom jeg får det fra pædagoger og forældre med større og/ældre børn.

Børn har ikke et ur

Jeg mener ikke udepasning i sig selv er skadeligt. Ligesom jeg heller ikke mener hjemmepasning er skadelig. Eller institutionalisering. Og jeg har virkelig et problem med begrebet #adskillelseskultur. Jeg mener man som forældre skal undersøge muligheder, være åben for ændringer i sine planer og vælge, hvad man synes er bedst for sit barn. Mor er faktisk et synonym for omstillingsparat. Her kan udepasning sagtens være det. Ligesom lange dage kan være nødvendige. Men som en kollega sagde, da jeg panikkede over at hente Hjalte 15 min senere end planlagt “børn har heldigvis ikke et ur”. Og mellem kæmpe, integrerede institutioner og hjemmepasning står både dagpleje, flerbørnsdagpleje, små institutioner og private institutioner. I min bog bliver man bliver aldrig en dårlig mor af at lade andre drage omsorg for sit barn. Der er en kæmpe styrke i makkerskaber og fællesskaber.

Kvalitet og kvantitet

På en bizar måde føler jeg, at vi er endt i en diskussion om kvalitet og kvantitet når handler om samvær vores børn. Vi skal allesammen stræbe efter den ypperligste kvalitet. Den hvor de aldrig ser på en skærm og vi leger udviklende, læringsberigede lege hele tiden. Samtidig skal vi nu også til at diskutere kvantitet og hjemmepasning. Det er ikke nok som mor at gøre det 3 timer om dagen. Det skal gøres hele dagen alle dage. Men hvem kan det? Jeg kan det ikke. Det mener jeg også er sundt, fordi ingen mennesker kan være i en så intens menneskelig relation hele tiden.

Jeg vil så meget hellere tale om kvalitetstid, selvom det er et voldsomt fortærsket ord. Det betyder at vi får restemad fra mit arbejde, rugbrød eller nemme måltidskasser. Det gør også at vi har rengøringshjælp. Det betaler min løn og desuden hader jeg at gøre rent. Han skal gå i institutionen ved siden af vores hjem, fordi den er god, de er søde, jeg hører gode ting og fordi det giver os en nemmere hverdag. Som mødre må vi gerne gå efter det nemme, det gør os ikke til dårlige mødre, der ikke vil deres børn. Og så er livet altså fuldt af kompromiser og det skal man lære at færdes i som barn og voksen.

Tillid er grundlæggende

Uanset hvad du som mor vælger er tillid helt essentielt. Tillid til dig selv, da du som mor selvfølgelig aldrig ville vælge eller gøre noget som DU mener skader dit barn. Og tillid til de mennesker, du omgiver dit barn med. Det er et stort kontroltab at få sit barn udepasset og måske skal vi tale lidt mere om det. Ligesom vi skal tale om tillid til os selv og hinanden, da det gør kontroltabet lettere. Hjemmepasning fungerer for nogen. Udepasning for andre. Men lad os huske at dele de gode historier fra begge sider.

______________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

2 Comments

  • Eva

    Fedt du tager emnet op! Jeg synes debatten er så ensporet og man er nærmest en ond mor hvis man overhoved tænker på at få sit barn passet og selv vil passe sit arbejde.
    Min datter skal i VS om 2 uger, 10 mdr gammel, den tredje i flokken. Mine andre to elskede sin vuggestue og børnehave, så jeg kan slet ikke genkende det ensporede dårlige billede der kommer fra VS.
    Jeg synes det er en skræmme kampagne. Og det er ikke os alle der har mulighed for at gå hjemme. Jeg ville hellere ikke kunne holde til det i længden.
    Og en af dem anbefalede at man kunne få et plejebarn for at supplere sin indkomst. Der hoppede kæden af for mig.

    • copenhagenfamily

      Tak! Jeg er helt enig i at det er en skræmmekampagne. Det er så vigtigt at der bliver talt om problemerne i nogen institutionerne, men de gode historier, som din, skal også med. Det er fedt at du er med til at dele de gode erfaringer og historier. Man er nemlig på ingen måde en dårlig mor, fordi man får sit barn passet:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *