forskelligheder-som-foraeldre
FORÆLDRETANKER

Forskelligheder som forældre og Tryghedscirklen

Ret tidligt i det her med at blive mor og far indså Nicolai og jeg, at vi har nogen forskelligheder som forældre. Vi deler selvfølgelig mange af de samme værdier og har talt meget om prioriteringer, men på et punkt er vi nærmest modsætninger. Da Hjalte var tre måneder gik vi i Tryghedscirklen på Københavns Universitet. Det er et gruppeforløb for forældre, hvor der enten er fødselsdepression og/eller barn med afvigende social kontakt. Vi var fire par og to psykologer stod for det. Det føltes i starten som et kæmpe nederlag at blive tilbudt et forældrekursus, men i dag står det som en af de bedste beslutninger som forældre og par. Der var nemlig nogen værktøjer som vi stadig bruger til at forstå os selv og Hjalte.

Tryghedscirklen

Det primære værktøj i forløbet Tryghedscirklen er selve Tryghedscirklen. Det er en illustration, der viser barnets væren i verden. Grundet ophavsret kan jeg ikke smide et billede herind, men du kan se den her. Der er tale om en aflang cirkel og i den ene ende er forældrene den sikre havn. Ud fra havnen går barnet på opdagelse og gør sig erfaringer i verdenen. Efterfølgende vender bare tilbage for at få fyldt sin kop ved forældrene. Det vil sige at barnet tanker op på tryghed, nærvær og omsorg for at være klar til at gå ud igen.

Ved babyer ses det ved at de smiler til en fremmed for så lige at skulle have et beroligende ord eller nus af mor eller far. Ved større barn ses det endnu tydeligere. Prøv at se på en legeplads, hvordan børn udforsker. De kigger lige en gang i mellem tilbage til forældrene og får bekræftelse og fortsætter måske eller vender tilbage for mere. Det er helt normalt og alle børn gør det. Det var her vores forskelligheder som forældre blev tydelige.

Forskelligheder for forældre

Det lidt pudsige er, at Nicolai og jeg er på fuldstændig forskellige steder på cirklen. Ud fra forældrenes egne baggrunde har de det nemlig bedst, når barnet er bestemte steder på cirklen. Nicolai har det bestemt bedst når Hjalte søger til sin sikre havn (Nicolai). Når han har brug for bekræftelse, trøst eller få fyldt koppen. Det der med at udforske kan være lidt farligt og der skal passes lidt på. Jeg er der, hvor jeg elsker når Hjalte søger ud. Han får ekstra line, jeg opmuntrer til alle de vilde ting og opfordrer gerne til at prøve igen. Til gengæld skal jeg lige have antennerne ekstra ude når Hjalte søger tilbage til mig, så jeg ikke bliver opslugt af at han skal udforske. Det har krævet træning for mig bare at være der og være rolig med ham.

Der er intet, der er bedre end andet. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor på cirklen man er, så man også kan hjælpe barnet uanset, hvor det er på cirklen. Så barnet både opmuntres til at udforske og ved at der er en tryg havn at vende tilbage til. Derfor arbejder vi også begge på at kunne flere ting og minder hinanden om det. Nicolai kan fx sige til mig at nu opsøger Hjalte mig og jeg kan minde ham om hvor meget Hjalte faktisk kan selv efterhånden. Det er faktisk ret genialt at vi supplerer hinanden og ret fantastisk at vi fik det her værktøj. Derfor anbefaler jeg absolut at finde et fælles sprog og forståelse for det her med forskelligheder som forældre og kunne bruge værktøjerne aktivt.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *