foelelser_og_hospitaler
DET PERSONLIGE

Følelser og hospitaler

Min fødsel har jo fyldt rigtig meget i mit hoved og derfor også på bloggen. Jeg venter stadig på svar på en klage til Styrelsen for Patientsikkehed. Det er 6 måneder siden jeg sendte den, men de har travlt. Klagen handler om at jordemoderen var uden empati og ikke tog instruktioner seriøst. Hun var skyld i at Hjalte fik iltmangel og jeg troede, jeg havde dræbt ham. Samtidig er fødslen også en nærdødsoplevelse for mig. Efterfølgende har jeg været til efterfødselssamtale, hvor min fødsel blev beskrevet som normal. Og så har Hjalte jo også været indlagt en del gange. Derfor har jeg fået en del erfaringer med følelser og hospitalet.

Det med min nærdødsoplevelse tilføjede jeg til klagen efter par måneder efter den var sendt. Det var så stort tabu og så sårbart at jeg havde svært ved at begribe det og rumme det. Samtidig var jeg i tvivl om, hvorvidt det passede ind i klagen. Der står i Hjaltes journal om hans iltmangel, men der står jo ikke om mine følelser. Og hvis det ikke står i journalen, skete det så? Det var nemlig et at problemerne til min efterfødselssamtale at det blev mit og Nicolais ord mod journalen. Det blev også mine oplevelser og følelser mod journalen. Da jeg samtidig altid har fået underkendt mine følelser i min barndom, har det krævet meget mod at stå ved dem.

Underminerer følelser

Når en fagperson fortæller mig, at fødslen var helt normal, synes jeg det var svært at indrømme og sige højt, at jeg troede jeg var ved at dø. Jeg lider nemlig også af pæn pige syndrom og hensynsfuldsfeber, der gør at jeg undervurderer mig selv og min følelser. Så jordemoderen havde nok ret og så måtte jeg jo bare arbejde med det, jeg mente at have følt. Måske overdrev jeg? Måske misforstod jeg? Måske var jeg bare sart? Følelser og hospitaler har det lidt svært sammen fordi lægefaglig logik ikke altid kan forklare følelserne.

Men følelser og hospitaler er en spøjs kombination, der er kommet til udtryk i nogen af kommentarerne jeg har fået. Jeg har mødt flere, der faktisk også følte, de var ved at dø, men ikke er gået videre med det. Der er også et par stykker, der har sagt ”men du var jo ikke ved at dø”. Svaret på det har ligeså mange lag som et løg. Ifølge min journal og jordemoderen til efterfødselssamtalen var jeg ikke ved at dø. Men min journal ved ikke, hvad jeg følte. Og følelser er altid vigtige og skal tages seriøst.

Tillid er grundstenen

Måske skulle jeg have fortalt min jordemoder om følelserne. Men eftersom jeg knap nok havde tillid til at hun kunne redde Hjalte, hvilket hun så også vidste sig at være rimelig dårlig til, så sagde jeg det ikke. Problemet her er jo at ingen af os ved, hvad der var sket, hvis jeg havde lukket øjnene. Måske var jeg faldet i søvn og død. Måske havde jeg døset lidt af træthed og var så vågnet veludhvilet. Jeg tvivler, men hverken jeg, min journal, lægerne eller jordemødrene, ved hvad der ville være sket, hvis jeg havde lukket øjnene og givet slip.

Jeg ved, hvad jeg følte psykisk og fysisk, der ville ske. Jeg ville dø, hvis jeg lukkede øjnene. Samtidig lever jeg også med konsekvenserne af det i dag i form af flashbacks og dårlig samvittighed. Samtidig er jeg skeptisk overfor journalen. Der står at Hjalte ikke kunne få luft, men fik ilt efterfølgende og så var alt godt. Der står ikke om mine følelser og min frygt for, om jeg havde slået ham ihjel. Der står ikke om følelsen af at se hele mit liv forsvinde. For mig er det ikke så vigtigt, hvad der står i min journal, men det er tydeligt at følelser og hospitaler er en svær blanding. Det er vigtigt, hvordan jeg forlod det hospital fysisk og psykisk. Fysisk var jeg ok, mindre bristning og godt medicineret. Psykisk kom jeg ud med en traumatisk oplevelse, ingen amning og rystet i min grundvold.

Pårørende har også følelser

Så er vi tilbage igen til en fin cirkel med følelser og hospitaler, der ikke rigtig passer sammen. Når det kommer til børn forholder det sig anderledes. Jeg har set utallige gode, sjove, oplysende bøger, plakater og postkort målrettet børn, der forklarer hvad der skal ske i praksis mht. en undersøgelse eller operation og også tager højde for de følelser barnet kan få i den forbindelse. De er virkelig skønne. Men ved voksne findes det ikke. Voksne skal forholde sig til fakta, lægevidenskaben og journalen. Selv når der i min journalen stod om mit angstanfald over amning, bliver der ikke reageret på det. Men der var nok reageret, hvis jeg havde fået en reaktion på min medicin.

Jeg afventer stadig på svar på min klage, der kan gå op til 6 måneder før jeg får svar. Min klage over jordemoderen føles netop som en klage mod en person og et system, der ikke kan håndtere følelser. Det er bare rigtig problematisk fordi alle mennesker har følelser og de er komplekse, rodede, fantastiske og vigtige. Så vigtige at vi ikke kan tale om helbred og sundhed uden også at tale om følelser og hospitaler. Hospitalerne skal simpelthen blive bedre til at se hele mennesker – også følelserne.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *