foerste_gang_jeg_maerkede_vrede
BARNDOM

Første gang jeg mærkede vrede

Kan du huske første gang du mærkede vrede? Måske ikke. Måske lærte du følelsen at kende som barn og dine forældre lærte dig at genkende den, sætte ord på den og forholde dig til den. Eller måske er du ligesom mig og lærte det ikke. Måske har du det stadig svært, når du bliver vred, måske kalder du det endda ikke vrede. I 24 år kaldte jeg min vrede for ked af det. Hvis jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det svarede jeg ked af det eller frustreret. Jeg kunne sagtens være vred, men jeg kunne ikke sætte ord på det. På den måde var mit sprog og fornemmelse om følelser meget begrænset. Det er en af de ting, jeg har arbejdet med. Derfor kan jeg i dag lettere skelne mellem af være vred, ked af det, frustreret, presset, stresset, magtesløs og glad. Det er nemlig vigtigt at rumme både de negative og positive følelser.

Trafikuheld og flugtstrategi

Som 24 årig var jeg i gang med sidste del af mit speciale. Jeg gik i en gruppe for unge pårørende til psykisk sårbare hos SIND og til en studiepsykolog. Det var også der jeg have brug for en udfordring, der intet havde at gøre med alt det her. Derfor begyndte jeg til svømning. Her taler vi altså fra bunden, fordi det eneste jeg kunne var at flyde. På vej til svømning skulle jeg krydse Nørrebrogade på cykel. Jeg står, hvor jeg skal i lyskrydset og skal til at krydse, da en modkørende taxa vil svinge til venstre. Han ser fodgængerne, men ikke mig og har derfor alt for meget fart på. Jeg når at bremse så mit dæk rører hans. Et sekund senere var jeg endt med en flyvetur over hans kølerhjelm. Min reaktion er flugt, så jeg kommer på cyklen og cykler videre.

En anden cyklist indhenter mig og spørger om jeg er ok. Det er jeg ikke, men det siger jeg alligevel jeg er. Jeg standser på Sankt Hans torv og kan mærke, jeg har brug for at tale med nogen. Jeg ringer til Nicolai og taler kort med ham. Egentlig har jeg brug for en forælder. Min bonusmor tager ikke telefonen ligesom min far og hans kæreste. Til sidst ringer jeg til min mor. Ubevidst vidste jeg jo godt at jeg ikke ville få det jeg søgte fra hende. Hun spørger om jeg er kommet til skade. Da jeg siger nej, skifter hun emne til sin yoga. Jeg indser ret hurtigt at det her opkald var en fejl. Egentlig har jeg ikke lyst til at stå på Sankt Hans Torv på vej til svømning og tale om min mors yoga. Jeg får sluttet samtalen, tager til svømning og så hjem.

Var der ikke vrede?

Da jeg et par dage efter sidder i stolen hos min psykolog fortæller jeg selvfølgelig om episoden. Her spørger hun ”blev du ikke vred?”. Det var det helt rigtig spørgsmål på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var jo virkelig vred på min mor. Selvfølgelig over mange gamle ting. Men lige der var min vrede over at jeg næsten havde været i et trafikuheld og min mor ikke kunne lytte til mig. At jeg selv i en sårbar situation blev tvunget til at forholde mig til hendes liv, hendes prioriteringer, hendes hobby og det ikke kunne handle om mig.

For første gang var jeg vred og en anden hjalp mig med at sætte ord på det og føle vrede. Psykologen legitimiserede også vreden og årsagen. Hun forstod godt min vrede. Netop det er jo en del af problemet med min barndom. Der var ingen, der forstod min vrede og på et tidspunkt fik jeg p-piller mod den. Det var en kæmpe åbenbaring for mig at mærke og tale om vrede. Åbenbaring er altså ikke et for lille ord her. Jeg har arbejdet med vrede af flere omgange og i dag er jeg er ret gode venner med den. For mig er der en enorm styrke og ro i vrede. Selvom jeg selvfølgelig ikke opsøger den, da jeg hellere vil opsøge glæden. Men jeg er heller ikke bange for vrede.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *