Forældres skilsmisse 1
BARNDOM

Følelser fra mine forældres skilsmisse #1

Mine forældres skilsmisse er på mange punkter et omdrejningspunkt i mit liv. Tidligere sagde jeg, at jeg havde en god barndom, men det var en dårlig skilsmisse. Senere er jeg blevet opmærksom på, at det der kom til udtryk i skilsmissen havde været der gennem hele min barndom. Da min mor forlod min far og jeg, fik jeg denne her erkendelse, at hun ikke elskede mig. Den var ikke forbundet med sorg, vrede eller frustration på det tidspunkt, men det kom dog senere. På tidspunktet var det mere som en erkendelse af noget, jeg altid havde vidst.

Efterfølgende har jeg læst utrolig meget om skilsmisser. Jeg har også skrevet om både min første jul som skilsmissebarn og mit første nytår. De kan både udløse en sorgproces hos barnet og være en traumatisk oplevelse. Børns Vilkårs Svigtrapport 2019 angiver endda konfliktfyldte skilsmisser som et svigt. De angiver at 10-15% af skilsmisser kan betegnes som konfliktfyldte og som svigt. De bygger det på antallet af sager, der ender hos sagsforvaltningen, og som er steget. Mine forældres skilsmisse matcher beskrivelserne i Svigtrapporten og jeg kan i høj grad genkende børnenes dilemmaer og følelser. Men mine forældres skilsmisse ville ikke tælle med i statistikken. Der var aldrig en Statsforvaltning involveret og de traf selv beslutninger om forældremyndighed til min far og ingen samværsaftale uden at involvere andre – heller ikke mig. 

Usikkerhed og minderne

Det er ikke første gang, at jeg skriver om mine forældres skilsmisse. Det betød at min far kontaktede mig for at rette mit indlæg. Især ville han have rettet, at han ikke fik forældremyndighed for at ham, og jeg kunne blive boende på gården. At det økonomiske aspekt og boligsituationen ikke spillede ind i beslutningen om forældremyndighed. Jeg blev usikker. Som altid når min far siger sin mening, bliver jeg vanvittig usikker på mig selv. Måske huskede jeg forkert?

Jeg skrev ikke dagbog på det tidspunkt og det er alt andet lige 19 år siden. Så kom jeg i tanke om en stil, jeg skrev som 14 årig. Det var et år efter skilsmissen og mine minder og følelser var derfor mere ”friske”. Det var en danskstil ud fra temaet ”jeg skulle have sagt noget”. Egentlig synes jeg emnet var tåbeligt og vidste ikke, hvad jeg skulle skrive om. Jeg valgte at skrive om den dag, min far fortalte, at de skulle skilles. Samtidig vinklede jeg det til en tvivl om, jeg skulle have sagt noget. Hav dog i baghovedet at jeg allerede som 14 årig vidste, at intet jeg havde sagt ville have haft betydning. Det i sig selv er utrolig skræmmende. 

De nære følelser og oplevelser

Fredag d. 7 juli år 2000 er en dag jeg aldrig glemmer, jeg havde sommerferie og solen var endelig begyndt at vise sig, og jeg var på besøg hos min bedstemor i Birkerød. Om torsdagen havde jeg talt med min far, og aftalt med ham, at han skulle hente mig ca. kl. 12 for det ville tage ca. 2 timer at komme hjem. Det var ikke noget jeg tænkte på dengang, (der var mange ting jeg ikke tænkte på dengang) men han var usædvanlig stille og virkede nedtrykt. Efter at han havde været der 20 min. gav jeg min bedstemor et knus, fik nogen penge og så gik turen hjemad. 

 Jeg husker ikke hjemturen særligt klart, jeg husker den mere i følelser og glimt, så jeg ved ikke engang hvornår han sagde det, eller om han i det hele taget sagde det. Det var som om at jeg, bare et eller andet sted inde i mig, vidste at mine forældre skulle skilles. Min mor og far skulle skilles, men hvordan, hvorfor? Jeg havde så mange spørgsmål som jeg bare ikke kunne formulere. Hele min struktureret tilværelse og i forvejen planlagte liv blev splittet ad, uden af jeg kunne gøre noget. Mit liv blev placeret foran mig som et splittet puslespil med 5000 brikker, jeg ville sige noget! Men jeg kunne ikke. 

Det næste jeg husker er, at jeg stod og så på, at min far og mor flyttede de fleste af min mors ting ned i den lejlighed som min bror havde boet i til lidt før sommerferien, og det eneste jeg kunne gøre og gjorde var at græde. Da jeg havde fået styr på mig selv begyndte de at fortælle mig om fremtiden, min mor skulle bo i lejligheden og min far skulle have forældremyndigheden, så han og jeg kunne blive boende på gården. De spurgte mig om jeg havde noget at sige, men de så så triste ud og selvom de nok prøvede at skjule det, kunne jeg se at det gjorde ondt på dem begge. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige dem imod, jeg kunne bare ignorere den stemme inde i mig som skreg, at jeg skulle sige min mening. Jeg ville ønske at jeg havde sagt noget, jeg skulle have sagt noget, men det gjorde jeg ikke og i dag næsten 1 år efter tænker jeg nogen gange på om det ville have ændret noget eller ej.

Hvad nu?

Jeg har så mange tanker om denne her stil. Den vækker utrolig mange minder og følelser fra den gang. Da jeg skrev stilen har jeg seks måneder tidligere skåret i mig selv og er i et psykologforløb hos skolepsykologen. Jeg har lyst til at dykke ned i enkelte sætninger i min danskstil og vende dem med nutidens briller. Jeg gemmer lige mine tanker og følelser til et senere indlæg, da jeg ellers tror det her bliver en kvart roman i sig selv. Mest af alt har jeg lyst til at give teenage-Nikoline et stort knus.

Samtidig giver det mig ro i maven, fordi det stemmer overens med de minder jeg som voksen har fra dengang. Især at jeg allerede dengang vidste, at jeg skulle bo hos min far ramte mig. At jeg direkte kobler det sammen med at vi kunne blive på gården bekræfter mig i det jeg husker fra skilsmissen. Det var aldrig mit valg. Det havde bestemt heller ikke været godt, hvis jeg havde boet hos min mor. På en måde var det pest eller kolera. Det der strå som vigtigt for mig i dag er, at jeg ikke fik et valg eller bare en stemme i beslutningen. Det i sig selv fortæller utrolig meget om min barndom, hvor praktiske forhold og voksnes følelser sejrede igen.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *