Fire råd fra hundetræning
FORÆLDRETANKER

Fire råd fra hundetræning jeg bruger på mit barn

Det engelske udtryk ”terrible two” har aldrig givet mere mening end nu. Der findes dog ikke et udtryk for, hvor super fantastiske to årige også kan være. Jeg tror faktisk, det er min yndlingsalder, selvom jeg næsten trækker mere på min viden fra hundetræning end forældrebøgerne. Hjalte udvikler sig konstant, og hans meninger er markante. Følelserne sidder ude på tøjet, og der er ikke langt fra hyggelig leg med lego til at kaste sig ned over en sok, mad, tiger eller noget helt syttende.

Balance og utålmodighed

Jeg prøver at finde balancen mellem at anerkende hans følelser, og hjælpe ham videre på det rigtige tidspunkt. Han får lov til at rase, han får lov til hverken at ville sidde, holdes eller røres. Ofte ligger han for sig selv, og jeg sidder ved siden af. Typisk falder han lidt ned, gråden tager lidt af, og jeg tilbyder at holde ham. Ofte siger han ja. De gange han bliver ved skifter vi lokation, vi går simpelthen ind i et andet rum, hvilket kan hjælpe.

Med en to årig oplever jeg ofte, at jeg sammenligner ham med Obelix og især finder lighedspunkter til hundetræning. Hvis du er ny læser, så havde vi en Welsh Corgi Cardigan, der hed Obelix. Han er en fantastisk hund, men var hverken god til at bo i byen eller med et lille barn. Da Hjalte var 9 måneder, flyttede Obelix derfor hjem til en ny familie, hvor han stortrives. Tiden som hundeejer har dog betydet, at vi gør ekstra meget for at lære Hjalte at omgås hunde og hilse på dem på en god måde.

De rigtig gode tricks fra hundetræning

Gennem årene gik både Nicolai og jeg til rigtig meget hundetræning, og jeg tog et par gode råd til mig, som bare giver utrolig god mening med en i trodsalder og i rivende udvikling.  

  • Fjern fyldord handler om tydelig kommunikation. ”Obelix/Hjalte nu skal du altså skynde dig og komme her, så vi kan komme hjem.” Det er langt og både hund og barn kan ikke gennemskue budskabet, eller kommandoen som det hedder i hundetræning. Hvor Obelix fik den ultra korte ”På plads” kommando, får Hjalte den længere ”Vi skal hjem nu.” Der skal selvfølgelig være plads til forklaringer og inddragelse, men ofte skal det holdes nemt og enkelt.
  • Giv én kommando ad gangen er en vi ofte falder i derhjemme. Jeg fortæller Hjalte, at han skal gå ned af stolen, give mig hagesmækken og tage koppen over i køkkenet. Hverken to årige eller hunde kan administrere tre ting på en gang. Jeg øver mig i et give en anvisning af gangen. Vi skal også til at bruge piktogrammer, så Hjalte kan se rækkefølgen.
  • En taler af gangen. Ud over at vi skal give plads til at Hjalte taler løs, og både Nicolai og jeg har ting at fortælle, skal vi lige sikre, at det ikke sker samtidig. Det funker altså ikke, at jeg fortæller Hjalte om en ting, mens Nicolai fortæller mig en anden, og samtidig spørger om Hjalte vil lege. Vi er to om denne her tango, og vi øver os begge. Det duede heller ikke, hvis vi begge gav kommandoer til Obelix samtidig. Reglen var altid, at der kun var en, der trænede med hunden af gangen.

Flokmentalitet og fangeleg

Den sidste er måske mere end erfaring end råd. Især til hvalpetræningen fik jeg af vide, at Obelix ikke ville løbe længere væk, end at han kunne se mig. Han var hyrdehund, så han ville blive ved flokken. Den holdt nogenlunde, men han kunne løbe utrolig hurtigt, og jeg har brugt 40 minutter til hundetræning på at prøve at få fat på ham. Det var selvfølgelig den bedste leg ifølge Obelix.

Hjalte løber egentlig heller ikke så gerne ude af mit synsfelt. Problemet er, at han som Obelix synes fangeleg er en skøn leg, og automatisk går ud fra, at jeg er lige i hælene på ham. Samtidig elsker han gemmeleg, med sikker forventning om, at jeg lige som lidt finder ham. Alt i alt har en snor aldrig givet mere mening for både hunde og børn. Før jeg får morpolitiet efter mig, må jeg hellere sige at jeg ikke har Hjalte i snot, men at jeg virkelig godt kan forstå forældre, der bruger det fx i lufthavne.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

2 Comments

  • Mia C-S

    Virkelig tankevaekkende og godt indlaeg!!
    Paa trods af at jeg hverken har hund eller barn, kan jeg saa meget saette mig ind i logikken og tankegangen omkring hvad du skriver. I worked in learning disabilities in the UK for a number of years. The common denominator across most LDs is to keep your communication short and to the point, primarily because of the processing difficulties which people with LDs have. They don’t understand the innuendos, metaphors and turn-of-phrases that the majority of people use – most of us without even realising we are doing it.
    When my father-in-law was diagnosed with Alzheimer and his condition deteriorated, over-complicating messages or “commands” would often lead to “meltdowns” and escalations in his behaviour – simply because he couldn’t process what was being asked of him.

    I find it unbelievably interesting that we can change the way our requests are perceived and processed, simply by changing the way in which they are delivered.

    • copenhagenfamily

      Det er virkelig gode eksempler du kommer med. Jeg kan sagtens følge dig, at vores måde at kommunikere på, har utrolig stor betydning. Det er afsenderens ansvar at sikre, at modtageren forstår budskabet. Det betyder at afsenderen må tilpasse sig modtageren og fx blive endnu tydeligere som når det handler om børn og også som du nævner børn og unge med læringsvanskeligheder og ældre med demens og Alzheimer. Tak fordi du delte dine tanker:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *