farvel til dagplejen
FORÆLDRETANKER

Farvel til dagplejen

I dag har jeg for sidste gang afleveret Hjalte hos dagplejen. På mandag venter vuggestuen. På mange måder en modsætning og på mange måder det samme. Det var ikke planen, at han skulle i vuggestue og ikke dagplejen. Da han var få måneder gammel tog jeg over og så vuggestuen og børnehave, der ligger tættest på os. Min mavefornemmelse var lige så god som chancen for at få en plads til behovsdato var lille. Det blev gjort meget tydeligt at det ikke kom til at ske når han var 11 måneder. Derfor søgte jeg på dagpleje og fandt hans fænomenale dagplejen, hvor han startede for et år siden. Hele ugen har jeg kunne mærke noget under opsejling. En rumlen i maven og hjertet som jeg ikke har kunne placere. Var det et behov for hjemmepasning? Min mavefornemmelse? Eller en rest fra min barndom og den følelsesmæssige bagage?

Mavefornemmelsen om vuggestue

Forårets oplysnings- og skræmmekampagne om vilkårene i landets institutioner er ikke gået min næse forbi. Alle forældre vil give deres børn de bedste vilkår og jeg ved, hvor mange timer han kommer til at tilbringe derovre. Alligevel er min mavefornemmelse stadig god. Der var lige en periode, hvor jeg slog mig selv i hovedet over ikke bare at hjemmepasse ham. Men det passer altså hverken Hjalte eller jeg at gøre det.

Min mavefornemmelse om vuggestuen er stadig i top. Der er flere naboers børn derovre, så Hjalte kender nogle fra første færd. Samtidig er han ikke en af de yngste og er ret selvhjulpen. Jeg er overbevist om, at det nok skal gå godt og ellers må jeg krydse den bro til den tid.

Forandringer og børneliv

Der hvor min grådhabilitet ligger i dag handler nok snarere om forandringer og tillid. For et år siden var han lige blevet opereret og det var ovenpå en sommer, hvor jeg var startet job, havde sagt farvel til vores hund og han havde været indlagt tre gange og opereret. Dagplejen blev et et fast og roligt omdrejningspunkt i vores liv. Ferier, arbejdstider og aktiviteter er naturligt blevet planlagt om aktiviteterne der. Afleveringer og hentning har været roligt og dejligt hver dag. Tryghed og tillid har gennemsyret det sidste år i denne her fantastiske dagplejen.

Situationen er mere stabil nu. Ingen sygdom, ro på jobs og balance i hverdagslivet. Jeg glæder mig til mere fleksibilitet og at se hans udvikling. Men det hele er en forandring og dem kan jeg have det lidt svært med. Især når det handler om Hjalte, som er det mest dyrebare i mit liv. At overlade ham til en anden er en kæmpe tillidsøvelse. Den havde jeg gjort med dagplejen og nu skal det gøres igen med nye personer og nye rammer. Lige her spiller min egen følelsesmæssige bagage ind. Min opvækst og omsorgspersoner lærte mig ikke at mennesker er gode og jeg møder dem ikke nødvendigvis med tillid. Det er blevet utrolig meget bedre, men det kræver ret meget energi for mig at opbygge tillidsfulde forhold. Derfor har jeg også lyst til at trække mig fra andre sociale ting, fordi jeg gemmer energi til det her.

Det skal nok gå. Det vigtigste for mig er at give de her følelser af frygt, angst, og usikkerhed masser af lyst, luft og kærlighed. De må gerne være der. Men de er mine og jeg skal være i dem på en måde så Hjalte ikke fanges. Det er mine følelser og tillidsudfordringer. Det er ikke sådan jeg ønsker, han skal møde verdenen og dens mennesker. Så jeg passer lidt ekstra på mig selv for tiden og mærker efter.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *