hængeparti
DET PERSONLIGE

Et 12 år gammelt hængeparti

Det har altid været vigtigt for mig at få ting gjort. Et hængeparti tager unødig energi og tid og skal afsluttes når det er muligt. Alligevel har jeg først nu afsluttet et 12 år gammelt hængeparti. Det er en opgave, der med jævne mellemrum er dukket op i mit hoved og hver gang har jeg skubbet den væk. Jeg vidste, den ville kræve, at jeg skulle mærke dybt i maven og en del gamle følelser ville komme op igen. Men nu var det tid til at få det hængeparti afsluttet. Det betød at kigge på videoer fra min barndom.

Tilbage i midt 80’erne købte mine forældre et videokamera. De boede i Grønland med min storebror og købte det i Danmark på en sommerferie. Indtil start 90’erne optog min far vores liv, min barndom, deres oplevelser, min bror barndom og vores familieliv. Videoerne stod på hylden og jeg så dem flere gange gennem min barndom og ungdom.

Hvordan blev det mit ansvar?

Da jeg var 20 år gammel var min far lige flyttet. Da han kom på plads i sit nye hus, talte vi om båndene og hvor sårbare de var på de gamle VHS bånd. Jeg havde set et sted i København, der kunne spille båndene over på en DVD. Det blev besluttet, at jeg skulle står for det- Derfor tog jeg de fore bånd med hjem fra Jylland til København.

Da jeg stod i butikken blev det 600 kr. En formue på en SU og min far foreslog at ham, min mor og jeg delte udgiften. Nu var 200 kr. omkring 25% af mit månedlige madbudget og derfor stadig mange penge. Samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne sige nej eller bede dem betale det hele. Jeg foreslog at udgiften også skulle deles med min bror. Det afviste begge mine forældre uden at give anden årsag end at det var ikke nødvendigt. Det oplevede jeg som en vild forskelsbehandling. Jeg både fik opgaven med at aflevere og hente bånd, få lavet kopier og skulle betale en tredjedel, mens han bare fik dem leveret. Det irriterede mig, men jeg fortalte det ikke til nogen af dem.

De der følelser

Da jeg fik dvd’erne tilbage, så jeg dem igennem. Jeg blev dødmisundelige. Jeg har altid haft en søskendejalousi i forhold til min bror, som jeg først mange år senere har kunne sætte ord på. Omkring halvdelen af optagelserne er fra før min fødsel. At se klip efter klip fra det liv han havde haft med vores forældre, før jeg kom til, var rigtig svært for mig. Samtidig kolliderede det med følelsen af at han bare fik alt foræret, fordi jeg havde ordnet det hele.

Samtidig blev jeg ramt af en følelse af afvisning og ligegyldighed fra især min far. Det blev nemlig ret tydeligt for mig, hvor meget der manglede. På det ene bånd var halvdelen af indholdet en fodboldkamp sendt i fjernsynet som min far havde optaget. Endnu vigtigere manglede der bånd. Der har været flere bånd og jeg husker især flere, hvor min bedste veninde som barn er med. Jeg husker at have set dem efter skilsmissen, men nu er de uigenkaldeligt væk. At min far, min mor forlod os da jeg var 13 år og tog intet med, ikke havde passet bedre på båndene føltes som en direkte afvisning af mig. Jeg følte han havde været ligeglad med mig og prioriteret at optage en film frem for at sikre mine barndomsminder.

Ikke fair

Det hele blev en blokade for mig og dvd’erne blev et hængeparti. Jeg kunne ikke overskue det praktiske ved at få dem kopieret. Endnu mindre kunne jeg overskue spørgsmålene når mine forældre så dem. Jeg forestillede mig bebrejdelser at der ikke var mere indhold. Det ville være en urimelig bebrejdelse, men den var en reel risiko i mit hoved. Uanset hvad ville de ønske at tale om det, have minder eller tanker. Derfor ville jeg igen skulle forholde mig til videoerne og mine følelser af afvisning, jalousi og vrede. Det var jeg på ingen måde klar til som 20 årig. I dag er situationen anderledes både pga. en helvedes masse terapi og fordi vi ikke har kontakt mere.

Siden kom der praktiske ting i vejen og et par gange blev de også væk. Men nu er de fundet og overført til usb nøgler og givet videre. Jeg er ked af, at det har taget så lang tid. Videoerne er fra vores alles liv og ikke kun mit liv. Der er ikke kun tale om mine minder på de optagelser og flere af dem er endda fra før min fødsel. Det er ærgerligt, at de strandede hos mig i alle de år og ikke fair overfor de andre. Det har givet mig dårlig samvittighed i flere år. Samtidig er jeg glad for, jeg lyttede til min krop og ikke tvang det igennem at forholde mig til dem. Nu er det klaret og mit hængeparti er væk. Jeg gav mine følelser lys, luft og kærlighed, mens jeg sad og græd over videoer af en lille baby, der slet ikke vidste, hvad der ventede hende i livet

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

2 Comments

  • Sara

    Super godt, at du fik det ud af verdenen! Måske du så kan slippe jalousien og frustrationerne lidt mere nu? Det kan man da håbe.
    Det kan godt være, at du har skrevet om det før, men jeg blev bare nysgerrig på, hvordan dit forhold til din bror er i dag? Jeg ved jo, at du ikke snakker med dine forældre, men hvad med ham? Hvilken rolle spiller han i alt det her? Håber det er ok at jeg spørger ❤️

    • copenhagenfamily

      Jeg håber at det slipper lidt med frustrationen:-) Jalousien er blevet meget bedre de sidste mange år, men søskendejalousi er en underlig størrelse som handler mere om mine forældre end søskende. Jeg har også haft jalousi i forhold til vores plejebørn. Mit forhold til min bror er godt. Der er en større aldersforskel og vi er ret forskellige så vi er ikke meget tætte, men jeg ved at han altid er der. Vores relation er heller ikke påvirket af min beslutning mht. kontakt til forældrene. Hans forhold til dem er dog hans sag, som jeg ikke lige skriver om her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *