en morgen fra helvede
FORÆLDRETANKER

En morgen fra helvede

Der findes mange tidspunkter, hvor jeg føler, jeg har ret godt styr på det her morhalløj. De gange vi tager på tur og jeg har husket snacks står ret højt på min personlige liste. Eller når jeg har en ekstra regnjakke liggende i skabet i den rigtige størrelse når jeg om morgenen opdager den normale regnjakke er alt for lille. Men med tiden er min barre blevet mindre. Hjaltes vintersko blev impulskøbt en mandag aften og uden alt den googlesøgning og debatter i forummer, jeg troede hørte il. Snack kan købes mange steder, når jeg glemmer det og han er næsten altspisende. Der er også de tidspunkter, hvor jeg føler mig som en elendig mor og en morgen fra helvede fra en af dem. Indlægget her skrev jeg lige efter og Hjalte var omkring halvandet år. Det er bare først nu, jeg har fået trykket udgiv.

Grød og gråd

Nicolai var taget på arbejde den morgen fra helvede og Hjalte vågnede ret glad. Som det overskudsmenneske Nicolai var, havde han smidt en gang grød i mikroen så den var klar. Hjalte bliver skiftet og vi siger godmorgen til kaninerne i sengen og kragerne udenfor vinduet. Jeg sætter Hjalte på køkkenbordet mens jeg rører lidt ekstra mælk og smør i grøden mens vi taler sammen.

Her går det tydeligvis galt. Tror jeg. Hjalte får et anfald af gråd. Muligvis da jeg ikke får givet ham skeen i lige præcis det rigtige sekund. Intet virker og han bliver ved med at græde. Tårerne triller ned og han vil hverken holdes, gås med, ligges ned eller noget som helst andet. Når jeg holder ham laver han flitsbue og spjætter. Når jeg sætter ham ligger han sig ned. Når jeg ligger ham rækker han ud efter mig. Jeg prøver alt. Distrahering kan jeg glemme. Vi gennemgår legetøjet og kigger på hunde ud af vinduet mens jeg siger ”vov vov” med mindre og mindre entusiasme.

I desperation tænder jeg tv’et og apple tv, da der så kører billeder over skærmen. Det er billeder af Hjalte og fra udflugter, han sjældent ser og elsker. Men ikke denne her morgen fra helvede. Jeg tilbyder vand og grød flere gange, men det ledsages af mere gråd. Når vi går fra det rækker han dog hænderne ud efter grøden. Han vågner sulten som en bjørn og efter 25 minutters utrøstelig gråd tvinger jeg skeen ind i hans mund og skraber grøden af med de fire tænder i overmunden. Han bliver stille og tygger lidt og jeg ser mit snit til endnu en mundfuld. Det tyder på at være sult og grøden hjælper.

Succes… næsten

Vi lister os hen fra køkkenbordet til spisebordet. Jeg får sat ham i sin stol mens jeg sikrer en konstant levering af præcist afmålte skefulde grød. Som jeg skal til at sætte mig træder jeg på hans legetøjstelefon. Sådan en der larmer. Hjaltes ansigt krakelerer i hvad der for mig virker som slow motion og gråden begynder igen. Her får jeg nok. Jeg samler telefonen op og kyler den med ret meget kraft gennem vores stue. Hjalte forstummer, snøfter lidt og spiser videre. Jeg undskylder at mor blev sur og siger, det var fordi det ikke var rart at træde på telefonen. Vi taler om at mor godt ved, at man ikke må kaste med ting. Det jeg også ved er at vrede og magtesløshed er helt almindelige følelser som vi også lige taler lidt om. Samtidig slår jeg mig selv i hovedet. Hvorfor opdagede jeg det ikke før? Jeg har før utilsigtet sultet ham og burde jo vide bedre som hans mor. Min reaktion på hans opførsel var ikke god. Ingen er perfekt, men jeg ser at det skyldtes at jeg følte mig magtesløs. Det er en følelse, jeg har det svært med og lige her får Hjalte trigget den fuldstændig.

Efter mad var han i fremragende humør og der leges. Afleveringen sker over alt forventning ved at han selv går hen og banker på dagplejemors dør. Hun åbner og han går direkte ind uden et blik til mig, der står og spejder efter ham og siger hej-hej og vinker. Jeg forlader dagplejen udmattet. Gråden og magtesløsheden er hård. Som halvanden årig har Hjalte ikke afvist mig ved at gå ind uden at ænse mig. Det er sket før og jeg ser det som et trivselstegn, at han er så tryg ved dagplejen. Men lige den dag bliver jeg alligevel i tvivl om sådan en aflevering er en af mine største sejre eller et af mine største nederlag som mor.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *