SYGDOM

En aften på Børnemodtagelsen

Som jeg træder ind på Børnemodtagelsen sker der noget. Det var undervejs i metroen og bussen. Men der handlede det om at være på vej. Før det handlede det om at pakke en taske, hvis nu det trak ud. Det første jeg gør er at sætte mit hår op i en hestehale. Nu handler det om at være rationel, praktisk og logisk tænkende. Følelser pakkes væk. Luften er tyk som om der ikke er luftet rigtigt ud i flere år. Der er en spøjs neutral lugt. Der er jo vinduer. Men vi er på Børnemodtagelsen og af sikkerhedsgrunde kan de kun åbnes på skrå ca. 10 cm. Det giver ikke meget luft eller cirkulation. Jeg husker i sommers, da det var 30 grader varmt. For at holde solen ude tog vi de tunge, elektriske paneler ned, der definitivt spærrede os inde og lukkede alt luft ude. Den smule, der var tilbage, blev kastet rundt af vifterne, der selvfølgelig var købt for egne penge. På Børnemodtagelsen var der ingen vifter andet end de få, som var stillet til rådighed til personalet. Men de lod dem gå på runde på stuerne til de børn, der var dårligst. En 9 måneders dreng med 40 i feber var nok til at give en os en vifte et par timer.

Ankomst og velkomst

Vi er her klokken 15. Måske er vi her 2 timer, men ingen af os gør os håb om det. Vi kom midt i vagtskiftet. En begynderfejl vi burde have nok erfaring til at undgå. Efter 30 min er vi stadig ikke blevet taget imod. Børnemodtagelsen betyder, at vi er fanget her. Når først vi er på Børnekirurgisk kan vi gå rundt, få luft og hente mad. Men på Børnemodtagelsen skal vi være her hele tiden enten fordi vi venter på lægen. Rutinerne sidder på rygraden.

Det var min tur til at smutte i 7/11 og det er det første jeg gør efter at have smidt jakken. Sodavand, mandler, kyllingespyd, pølsehorn og croissanter. Snack til nu, lidt backup til senere og noget køligt til at klare temperaturen herinde. Her er nemlig varmt. Jeg var sulten, da jeg sprang frokost over, det er tid til min søns eftermiddagssnack og min mand tanker op. Vi ved ikke hvad forløbet bliver og alligevel ved vi mere end de fleste. Måske skal en af os sidde stille med vores søn på skødet i 2 timer. Måske skal vi vente i 6 timer. Det dur ikke at være sulten eller tørstig. Mine læber og kontaktlinser tørrer allerede ud af den tørre og gamle luft herinde.

Hvor er julepynten?

Mørket falder på og klokken er egentlig kun 16. Men på en måde er Børnemodtagelsen som et kasino i Las Vegas, hvor tiden står stille. Men på kasinoerne i Las Vegas handler det om at snyde kroppen til at tro, at det er dag, at holde kunder friske og vågne hele tiden. På Børnemodtagelsen bliver vi lullet ind i en boble, hvor det allerede føles som om klokken er 22. Tiden er anderledes herinde. Tider til lur og spisning er erstattet af tider til undersøgelser og spørgsmål.

Lur og mad tilpasses hospitalets skema og rytme. Min mand tager vores søn lidt mere end mig. Det er nemlig allerede aftalt, at jeg bliver her i nat og i morgen, hvis han skal indlægges. Når de går tur på gangene slår jeg hjernen fra med telefonen. Alt for at undgå de der følelser, der især ikke skal vises når vores søn er der. Min mand gør det samme når jeg går med barnet. Ham og jeg taler om luftballoner, hæklede dyr og kigger på fisk på gangen. Og undrer os over at alt den flotte julepynt på semi-intensiv ikke har sneget sig ind på Børnemodtagelsen.

Kan selv mentalitet

Vi er alle allerede trætte. Men der findes et særligt forældregear som vi nu begge er i. Det der helt særlige gear, hvor vores behov og ønsker er ligegyldige. Det er ikke et spørgsmål om vi kan gøre det her. Det skal vi, det kan vi og det tætteste vi kommer på medbestemmelse er hvordan. I store træk er det dog at følge hospitalets rytme. Igen. Som de seks gange tidligere.
Vi er selvhjulpne. Jeg har allerede mødt en sygeplejerske, der kunne kende os. Mens vi venter på den officielle velkomst og det indledende tjek af sygeplejersken, tænker vi fremad. Jeg fanger en anden sygeplejerske og beder om termometer, tryllecreme og panodil. Hun finder to ud af tre og glemmer panodilen før hun er væk igen. En tur hurtig tur på en af akutstuerne bruges til velkomst af sygeplejerske og læge. Vi sendes tilbage til venteværelset. De ved ikke, hvornår de har tid til blærepunkturen.

Ventetid og spisetid

Tiden går med flere gåture, der kravles, grines, pludres, smiles og undersøges. Ingen har tænkt på aftensmad, det er mere en nice to have end need to have for forældre og personale. Vi får spurgt til mad og det bliver arrangeret at vi kan få mad i køkkenet. På den måde skal vi ikke gå for langt væk, hvis nu lægen pludselig får tid til os. Heldigvis kender vi spisetiderne i køkkenet bedre end sygeplejersken og fik spurgt inden køkkenet lukkede.

Jeg har set et andet par under vores ventetid. Midt på gangen får de nu besked på, at de skal til et andet hospital. Tilfældigvis et hospital jeg kender godt. Jeg forklarer dem om parkering, og at de vil være i trygge hænder derude. Jeg undlader at fortælle, at mens der venter en seng til deres syge datter, skal en af forældrene sove på en madras på gulvet. Den anden forælder skal selvfølgelig tage hjem. Det sidste får jeg dog fortalt dem. Det var et chok for mig ved første indlæggelse at skulle være der alene.

Flere forsøg på blærepunktur

Den første blærepunktur lykkes ikke. Han skriger og måske fordi jeg lige er blevet mindet om den første indlæggelse, får jeg flashbacks. Jeg forsøger at løsrive mig lydene, minderne og det billede, der er ætset på min hornhinde af min 2 måneder gamle søn, der holdes fast, da de tager en rygmarvsprøve, mens han skriger utrøsteligt og panisk. Jeg synes der er ekstra meget barnegråd denne aften og mange børn omkring min søns alder. Vi lukker døren ind til stuen for at lukke lidt af lydene ude. Imens sover han på skift i vores arme.

Vi venter på et nyt forsøg på blærepunktur og har et spinkelt håb om, at han tisser i koppen i mellemtiden. Men hvis han tisser, skal vi blive der, indtil han gør det igen, så egentlig ville blærepunkturen få os hurtigere hjem. Vinduerne er åbne på stuen, hvilket giver luft, men også træk på vores syge et-årige, der har sparsomt tøj på grundet håbet om en urinprøve. Jeg lukker dem og føler mig med det samme endnu mere fanget. Jeg kigger ud af vinduet og ser København lyst op. Det er smukt og fantastisk. Det virker altid lidt forkert at glæde sig over udsigten når ens syge barn ligger sovende i sin fars arme.

Farvel for denne gang

7 timer efter ankomst forlader min søn og jeg hospitalet ca. kl. 22.30 efter en succesfuld blærepunktur. Manden sendte vi hjem tidligere. Han skal på arbejde dagen efter og belært af sidste gang, hvor vi begge blev hele natten, ved jeg at arbejde uden søvn er hårdt. Eller i hvertfald med den mængde søvn man får på sin vinterjakke på hospitalets linoleumsgulv. Lægen undskylder ventetiden. På 7 timer er der taget blodprøver, blærepunktur og testet den. Den er negativ, så vi tager hjem og afventer dyrkningen. De burde ringe til os, men vi skal også selv lige huske at ringe, da de jo kan overse svaret i systemet. 

Det er ikke din skyld

Jeg siger, at vi vidste det ville være sådan, forsikrer ham om at det er ok, at jeg ved, ham og sygeplejerskerne gjorde hvad de kunne. Det er rigtigt. Samtidig har jeg lyst til at græde og skrige over uretfærdigheden og hårdheden i livet og sundhedssystemet. Man skal være stærk for at være syg eller i det her tilfælde have et sygt barn. Over hvor lang vinteren synes, når vi skal gennem det her ved hver feber.

Det her stod ikke i forældrebøgerne. Men det er en del af vores hverdag. Forhåbentlig sover min søn længe i morgen, så jeg kan arbejde lidt og måske selv sove. Mit hoved er smadret og på den måde skal jeg kun forholde mig til min søn. Erfaring har lært mig, at det tager et par dage før følelserne har bundfældet sig, adrenalinniveauet er faldet og jeg kan trække vejret dybt i maven igen. Altså indtil næste gang han får feber, hvor vi gentager det her.

Jeg har samlet alle indlæggene med Hjaltes sygdomsforløb, så du lettere kan få et overblik.

______________________________________________________________________________
Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *