DET PERSONLIGE

Efterreaktion på traumatisk fødsel

Nicolai var ude i weekenden. Egentlig skulle vi have været ude sammen. En ven holdt fest og der var arrangeret pasning af Hjalte af en af vores fantastiske naboer. Hun har selv børn og har været på besøg og haft Hjalte på besøg flere gange. Men Hjalte var ret tydelig i sit kropsprog og gråd at det ikke var nu han skulle passes af hende. Derfor tog Nicolai til fest og jeg blev hjemme med Hjalte. Da jeg også er snottet og alligevel ville falde i søvn kl. 21, var det en god fordeling.

Ingen jeg gik kold på sofaen begyndte jeg dog på en ny serie min veninde har anbefalet. The Letdown er en australsk serie på Netflix om en nybagt mor, hendes mor, mand og mødregruppe. Den er FANTASTISK!

Den ramte dog også noget uafsluttet i mig. Egentlig troede jeg forløbet med fødslen var bearbejdet, men det vidste sig ikke at være korrekt. I stedet sad jeg og græd, da hovedpersonen (i første afsnit så ingen spoilers) siger at hun havde en hård fødsel, som hun stadig er ved at komme sig over. Det havde jeg også, det var en traumatisk fødsel og det kom tilbage, da jeg så den serie. Der er så mange ting ved den fødsel, jordemoder og ophold på barselsafsnit, der var dårlige. Der var også mange gode og det vigtigste er selvfølgelig, at vi kom helskindet hjem. Men man burde ikke komme hjem med så mange sår på sjælen. Jeg endte med grædende at sidde og skrive om fødslen og tænke og mærke efter, hvad der var sket dengang.

Den oplevelse, der kom til overfladen i det her tilfælde, er der hvor Hjalte var ved at blive kvalt under amning. Det er utrolig voldsomt og grænseoverskridende at skrive det så direkte. Jeg er også sikker på at det første gang blev beskrevet mere diplomatisk i min fødselsberetning (her, her og her).

Lad os lige opsummere den traumatisk fødsel: Hjalte var slap og knirkede efter 19 timers fødsel, hvor jeg havde svangerskabsforgiftning, han blev stresset og kom ud på 3. forsøg med kop. Efter fødslen lå han ved mig få minutter før han blev taget til børnebordet (Sechers bordet), hvor han lå i 20 minutter. Han var under observation og der var snak om, hvorvidt han skulle til neonatal. Jordemoderen skulle altså holde ekstra øje med ham efter aftale med børnelæge. Jordemoderen lagde ham til mit bryst. Jeg havde alle mulige ideer om barnet, der naturligt fandt brystet og suttede, men jeg var udmattet og chok og bare glad for at have ham i mine arme. Selvom jeg ikke var glad for jordemoderen, tænkte jeg stadig at hun vidste bedst. Indtil han blev revet ud af mine arme.

Ved efterfødselssamtalen, der ikke var med jordemoderen fra min fødsel, fandt den jordemoder notatet frem, læste det selv og sagde at det ikke havde skyldtes mig/jordemoder/amning. Hun sagde det var normalt og ikke alarmerende, at han på den måde var taget tilbage til børnebordet. Det skyldtes at lungerne skulle udvides, ligesom Hjalte skulle have hjælp til det lige efter fødslen. Jeg har nu endelig selv fundet noterne og hun læste måske ikke helt de rigtige steder. Måske for at jeg ikke skulle klage? Måske for ikke at kaste sin kollega under bussen? Måske for at jeg ikke fik det dårligt med mig selv?

Der står: Jdm. fortæller (red. til ledende jordemoder, der kom løbende ind på fødestuen grundet alarmkaldet og efterfølgende skrev notatet), at drengen havde rettet sig og netop var blevet lagt til mors bryst. Kort efter fandt hun ham slap og blå ved brystet – næse og mund var blevet dækket til ved mors bryst. Kom på Sechers bord, blev helt kortvarigt ventileret, men trak ang. vejret selv efter stimulation

Så jordemoder ligger slap og knirkende dreng til mors bryst… Mor der er udmattet og i chok ovenpå en hård fødsel med svangerskabsforgiftning… Dreng kan ikke få luft ved mors bryst, da han ikke er korrekt lagt til… Dreng må akut ventileres…   Jeg husker tydeligt, hvordan jeg lå med stadig spredte ben og kiggede skiftevis på jordemoderen, der stod ved bordet og Nicolai stadig stod helt fastfrosset. Hun sagde han skulle løbe ud efter hjælp, da der ikke var kommet nogen hurtigt nok, da hun trykkede på alarmknappen. En alarmknap jeg kender fra flere indlæggelser, der betyder “barn i knibe, løb!” Jeg lå der og den eneste tanke i mit hoved var:  

Har jeg lige slået mit barn ihjel ved amning?

Hjalte kom tilbage til mig og han var, og er fortsat, upåvirket af den voldsomme og traumatisk fødsel. Det er jeg bare ikke. Efterfølgende fik jeg angstanfald på barselsafsnittet og sygeplejersken (der var fantastisk) siger og noterer i journalen, at jeg er påvirket af forløbet og har brug for hjælp. Jordemoderen ved udskrivelsen noterer også, at jeg har brug for opsamling og opfølgning på fødselsforløbet. Jordemoder til efterfødselssamtalen siger jeg havde en ukompliceret fødsel, og det er helt normalt, at der er problemer med vejrtrækning når han kom med kop.

Jeg har efterfølgende klaget over jordemoderen til Styrelsen for Patientsikkerhed, da det var en traumatisk fødsel. Det der ramte er min frygt for om jeg havde slået Hjalte i ihjel. Men lige så meget er det erkendelsen af, at jordemoderen kunne have slået Hjalte ihjel. Jordemoderen havde ansvaret i den situation. Fuldstændig og uden tvivl. Men hun tog altså nogen helt forkerte beslutninger. Jeg er også rigtig ærgerlig over at situationen blev nedtonet ved efterfødselssamtalen.

Det er blevet bearbejdet. Så meget som det kan for nu og jeg har det rigtig godt i dag. Det var vigtigt for mig at en traumatisk fødsel ikke skulle påvirke min omsorg for og opdragelse af Hjalte. Jeg ville ikke bekymre mig ekstra meget, passe ekstra på eller tænke det værste scenarie hele tiden fx når han sov og især når han ammede. Måske er det en af grundene til, jeg aldrig brød mig om at amme. Kombineret med hans sygdomsforløb selvfølgelig.

Jeg vil så gerne afslutte det her afsnit med en kliche. En visdom jeg har fået af at have haft en traumatisk fødsel. Det kan jeg ikke. Ikke fordi jeg er upåvirket. Men fordi fødslen kombineret med alt andet her år, har ændret noget, jeg stadig ikke kan sætte ord på. Jeg føler, der er noget i mig, der har flyttet sig. Til det bedre, tror jeg. Men jeg øver mig i at sætte ord på det og der skal nok komme mere om det. For nu må afslutningen blive: Jeg er lykkelig. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *