Det jeg troede, jeg skulle nå i livet
DET PERSONLIGE

Det jeg troede, jeg skulle nå i livet

Det nye årti er i gang, og jeg går og arbejder på en bucketliste. Slutningen på 2019 brugte jeg på at gøre status. Se nogle af mine planer og drømme igennem og formulere nye. De nye skal jeg nok dele snart, men lad os starte med de tidligere mål. Jeg har ikke før lavet en bucketliste, en liste med ting, jeg gerne vil nå i livet. Så meget af mit liv har handlet om overlevelse frem for at leve. Mål som at høre et bestemt band eller rejse til et andet land, var ikke vigtige for mig. I stedet handlede det om at finde tryghed og skabe et fundament. Det søgte jeg ved at sætte mål, der skulle give mig den sikkerhed, jeg higede efter.

I mit hoved har der derfor altid været en form for bucketliste. Den har jeg nu skrevet ned med tilbagevirkende kraft. Det har været utrolig lærerigt for mig, at se tilbage på, hvad jeg drømte om. Selvom jeg har nået langt de fleste ting, er det ikke dem, der har givet mig tryghed og kærlighed. De har bestemt hjulpet. Økonomisk sikkerhed, styr på bolig og en uddannelse af falde tilbage på, skal der bestemt ikke kimses af. For mig er de vigtige i min følelse af tryghed. Men roen, selvværdet og trygheden ligger i mig. Den er kommet stille og roligt, som jeg har fået styr på de fysiske og psykiske aspekter af mit liv.

Fuldfør universitetsuddannelse

Nu gør jeg det jo sjældent nemt for mig selv. Derfor var det ikke nok at fuldføre en fem årig universitetsuddannelse, men det skulle være på normeret tid. Det er vist nok mere kutyme i dag, men jeg blev uddannet på et tidspunkt, hvor 6-7 år i højere grad var standarden. Sabbatår undervejs, udskydelse af eksaminer og nedsat tid gjorde at studiet ofte tog længere tid. Det lykkedes ikke for mig. Jeg ville være færdiguddannet, inden jeg fyldte 24 år, men grundet stress måtte jeg udskyde specialet 4 måneder. Det betød en del for mig dengang, og det kunne ikke betyde mindre for mig den dag i dag. Det var jo vigtigt, at jeg blev til noget, uden at vide hvad “noget” var.

Skriv ph.d. inden jeg er 30 år

Min far har især haft noget med forskere og ambitioner på mine vegne. Når det er sagt, overvejede jeg også seriøst en ph.d. fordi jeg godt kunne lide pædagogikkens verden og forskning. Det var spændende og jeg trivedes godt med andre ph.d. studerende og forskere. Men jeg var voldsomt studietræt efter specialet, og jeg er glad for, at jeg ikke kastede mig over en ph.d. Man skal aldrig sige aldrig, da der jo er 40 år tilbage på arbejdsmarkedet, men jeg har ikke planer om en ph.d. lige nu. Det er rigtig spændende for mig at bruge mine egne erfaringer sammen med teorien og forskningen. At koble teori om tilknytning og inklusion sammen med mine erfaringer med tilknytningstraume og min rolle som mor, er mere interessant for mig end at forske i det.

Få studierelevant studiejob

Den lykkedes fuldstændig. Jeg tog lige to år på havnerundfarten. Det var ikke ligefrem studierelevant, men det var et fantastisk studiejob. Derefter fik jeg et job i Red Barnet i Fri for Mobberi på mit 3. år på universitet. Det var rigtig godt og jeg lærte rigtig meget. Det eneste jeg kan være ærgerlig over er, at jeg ikke blev der i hele specialet. Da jeg sagde op, havde jeg brug for at fokusere på specialet. Det skyldtes dog, at jeg allerede der var ved at få stress, og sygemeldingen på studiet kom også ca. 5 måneder efter min opsigelse.

Få relevant job efter uddannelse

Denne her var hård. Efter fem år på universitetet og med et godt studiejob blev jeg færdiguddannet. Men humanister under finanskrisen var ikke i høj kurs. De 6 måneders ledighed slog mig ret meget ud. Samtidig var det let sluppet i forhold til mine medstuderende, hvor nogle gik betydeligt længere. Et klassiske relevant job ift. Min uddannelse havde været pædagogisk konsulent. Der er jeg ikke endt og er ikke på vej til. Mine jobs har dog været utrolig relevante for mine kompetencer og interesser og ingen fortrydelse her.

Køb hus

Man skal jo have et hus, ikke? Jeg er vokset op i hus og mente, at det skulle jeg jo bo i som voksen. Men da jeg mærkede efter i maven, er jeg bare ikke til vedligehold af et stort hus. Jeg er til nem hverdag. Derfor bor vi i lejlighed, og jeg elsker det. Vi brugte to år på at kigge på huse. Jeg havde en knude i maven, men kunne ikke lure, at den skyldtes, at jeg ikke skulle bo i hus. Det viser sig, at vi er mange, der ikke vil bo i hus. Eller i hvert fald laver prioriteringen hellere at bo i lejlighed frem for nyt hus langt væk eller renoveringshus tæt på. Hvis jeg vandt i lotto, ville jeg måske købe et hus. Men faktisk kun måske.

Ingen gæld

Denne er med modifikationer. Der er en type gæld, der er acceptabel i min familie, og det er realkreditlån. Andelsbolig kunne gå an, men allerhelst et fastforrentet realkreditlån. Derfor var det noget grænseoverskridende at tage et SU lån. Det gjorde jeg, fordi renten var lavere end på andelsboliglånet og senere på realkreditlånet. Nu er SU lånet dog betalt ud, og jeg er glad for den økonomiske frihed, det giver kun at have realkreditlånet.

Få kæreste

Egentlig ville jeg jo ikke giftes. Hvis man ikke er gift, kan man ikke blive skilt. Jeg mødte Nicolai på dating.dk som 21 årig. Min plan var at give siden en måned, og jeg havde et par dates planlagt. Ingen af dem dog med Nicolai, som jeg bare skrev lidt med. fordi han var sjov. Han foreslog en impulsiv date, jeg tog med, 3 uger efter var vi kæreste, halvandet år senere flyttede vi sammen, 6 år senere blev vi gift, købte lejlighed og efter 9 år meldte Hjalte sin ankomst. Der kom også lige en hund og så fulgtes vi også ret meget med uddannelse, specialer, første job, jobskifte og forældrekaos. De første år havde jeg det svært med min alder, som jeg så som en hindring. Det virkede utopisk, at jeg så tidligt skulle have fundet ham, jeg bare skulle være sammen med. Den tvivl er væk. Vi er et fantastisk makkerpar, han er min bedste ven, fænomenal far og jeg elsker ham utrolig højt.

Barn?

Bemærk lige spørgsmålstegnet. Barn var faktisk ikke på min liste. Ganske enkelt, og alligevel utrolig kompliceret, turde jeg ikke få et barn. Jeg var bange for ikke at kunne elske mit barn, og at jeg ville gentage mine forældres fejl. Jeg var bange for, at min PMS ville gå så meget amok, at jeg blev svært depressiv. Al den frygt overskyggede både valget og følelsen af, hvad jeg ville. Det er en lidt længere historie, men uplanlagte ting gjorde, at jeg kunne mærke, at jeg gerne ville have et barn. Samtidig havde jeg arbejdet nok med mig selv til at vide, at jeg ikke havde PMS og ikke er som mine forældre. Når det er sagt, er et barn stadig skræmmende. Det er altså lidt at købe noget, du ikke kender til og ikke kan fortryde. Når først graviditeten er i gang, så fanger bordet resten af livet. Det kan faktisk godt skræmme mig lidt den dag i dag.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *