det_er_jo_ikke_en_konkurrence
DET PERSONLIGE

Det er ikke en konkurrence

Der er så mange grunde til at jeg ikke tidligere har fortalt om min barndom. Frygten for at tage fejl om det hele, usikkerheden, konsekvenserne i forhold til mine forældre og endelig hvad andre mon ville tænke. Men en del er også denne her ide om at man jo ikke må dvæle ved de negative ting. Positivisme som buzzord har gjort sit indtog. Men min barndom, tilknytningstraume og svære forældrerelationer forsvinder bare ikke, selvom jeg fortæller positive ting til mig selv i spejlet. En konkurrence om at have det bedst og være mest positiv på sociale medier. Alle mennesker indeholder dog både negative og postitive følelser og vi skal give plads til det hele.

Samtidig kommer jeg fra en familie, hvor man skal tilgive, glemme og komme videre. For mig er tilgivelse dog overvurderet og når man glemmer så lærer man heller ikke. Jeg er nået frem til, at jeg godt kan huske, hvad der skete, men uden at det skal dominere mit liv negativt. Faktisk dominerede min dårlige barndom mere, da jeg ikke arbejdede med mig selv. Den var jo ikke væk, jeg vidste bare ikke hvor meget den påvirkede mig. Derfor blev arbejdet med min barndom et arbejde med at få det bedre med mig selv og et udtryk for selvomsorg.

Forvirret og mundlam

En ting er at ændre min indstilling til min barndom, mit liv og mig selv. Noget andet er at fortælle om det. Jeg ikke har vist, hvad jeg skulle gøre med folks reaktioner. Folk bliver mundlamme og forvirrede når jeg siger, at jeg ikke har kontakt til mine forældre. Nu går jeg jo ikke og fortæller det til alle på gaden, men hvis det virker naturligt i en samtale så siger jeg det. Hver 6. dansker har en brudt relation til en af sine forældre. Alligevel er det et tabu, som der sjældent tales højt om. Det vil jeg ikke være med til at forstærke. Tværtimod vil jeg gerne være et eksempel og svare på spørgsmål om det. Tabuer brydes nemlig kun ved at vi taler om dem.

Når vi kan have gode diskussioner om familie, barndom, parforhold, moderskab, stress og arbejdsliv får vi alle udvidet vores horisonter og viden. Det er jo netop de forskelligheder vi har i bagagen som giver de gode samtaler. Tidligere har jeg ofte undskyldt eller bortforklaret mit forhold til mine forældre. Jeg har sagt ”vi ses ikke så meget” når min mor i virkeligheden har brudt kontakten. Eller sagt at jeg flyttede på kostskolen pga. det faglige niveau når jeg egentlig flygtede hjemmefra.

Konkurrence og jantelov

En anden frygt jeg har omkring at fortælle om de negative ting og følelser er om konkurrence. Min fortælling er nemlig ikke et bidrag til en konkurrence om at have den dårligste barndom, værste stress eller traumatiske fødsel. At din fødsel var dårlig gør hverken min egen dårligere eller bedre. En bekendt erklærede engang, at han var mønsterbryder. Dengang skjulte jeg min egen baggrund bedre og derfor fik vi aldrig taget snakken om det. Jeg mente ikke, han var en mønsterbryder ud fra de definitioner jeg bruger. Men hans følelse af at være mønsterbryder, fordi han havde valgt en anden vej end sin familie, var stadig helt legitim og vigtig for ham. Det handler om perspektiver og udgangspunkter. Min oplevelse med stress er ikke mindre legitim end hende, der var sygemeldt i 6 måneder, fordi jeg kun var sygemeldt i en måned.

Jeg ser nogen skøre modsætninger, hvor janteloven træder i kraft samtidig med at dårligdom gøres til en konkurrence. Men det er ingen konkurrence, hvem der har det værst. Janteloven gør at jeg eller andre ikke må tro man er noget særligt, fordi jeg har overlevet min barndom, haft stress eller et sygt barn. Og desuden er der jo altid nogen, der havde det værre. Endelig er der den skøre konkurrencementalitet i vores samfund, som gør det svært for os at rumme hinandens bagage. I stedet for at lytte går samtalen over på at den andens barndom var dårligere eller noget andet, der er sket.

Tag samtalen

Næsten endnu værre kan det gå over i at den anden ikke vil deltage i samtalen fordi personens barndom, stress eller fødsel ikke var værre. Det synes jeg er så ærgerligt. Jeg er nemlig kisteglad når jeg hører gode fødselsberetninger. Det betyder jeg måske kan få det, hvis jeg vil have endnu et barn. Når andre fortæller om de positive ting fra deres barndom er det jo bare en kæmpe inspirationskilde for mig. Det giver mig ideer og redskaber til hvordan jeg vil være som mor til Hjalte. Ligesom de dårlige sider skal med i debatten, skal vi huske at dialog med begge dele giver nogen helt særlige ting når vi taler om moderskab og sårbarhed. Når vi kan lytte og rumme både negative og positive følelser er vi bare et rigtig godt sted.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *