Fanget af min far
BARNDOM

Dengang i Knuthenborg

En stor del af min terapi har været at huske og mærke, hvordan jeg har oplevet min barndom. Min overlevelsesstrategi i min barndom var at tilpasse mig mine forældre for at opnå deres omsorg og kærlighed. Det handler om overlevelse og jeg fik da også lige akkurat nok til, at jeg fortsatte med at tilpasse mig. Den konstante tilpasning betød dog et meget snævert rum til, hvem jeg var, ville og oplevede ting. I løbet af årene har der været ret voldsomme oplevelser, når jeg har mærket, hvordan en episode fra min barndom, føltes for mig.

Episoden i Knuthenborg er en af dem. Jeg har altid kunne huske episoden, men jeg har husket den på den måde, min far fortæller den. Han har nemlig genfortalt den rigtig meget. Problemet er, at han i sin version både fortæller om hans oplevelse og min oplevelse og slet ikke er opmærksom på at min oplevelse faktisk afviger meget fra hans. I sin fortælling tager han patent på mine følelser og giver ingen plads til mig. Hans fortælling af episoden handler om et gennembrud i vores relation, da jeg som teenager endelig turde betro mig til ham. Min fortælling om episoden handler om et overgreb og hvordan jeg blev holdt fanget i Knuthenborg.

Hvem er du?

Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år. Hele min barndom forgudede jeg min mor og ville helst kun være sammen med hende. Begge mine forældre er pædagoger og mens min mor arbejdede deltid i daginstitutioner, arbejdede min far ofte på døgninstitutioner længere væk fra hjemmet.Det betød skæve arbejdertidstider og at han oftere var væk. Der var ting, jeg primært gjorde med min far som ture til biblioteket og fiskehandleren, høre Rasmus Radiomus om morgenen og cykle. Men det er ingen hemmelighed at min mor var min yndlingsforælder.

Derfor var det også hårdt, da hun valgte at give fuld forældremyndighed til min far og flytte sammen med sin nye kæreste kort efter skilsmissen. Hun efterlod mig hos min far, der på mange punkter var som en fremmed for mig. Jeg ville helst bo med min mor, men fik intet valg, og var nu tvunget til at få en hverdag til at fungere med min far. Det var en kamp. Jeg var vred, ked af det, følte mig forladt, ikke elsket og en masse andre virkelig svære følelser. Senere hen begyndte jeg også på selvskade og startede i mit første psykologforløb. 

Flight or fight

I tiden efter skilsmissen nægtede jeg at tale med min far. Vi talte da om hverdagsting, men jeg ville ikke fortælle ham, hvordan jeg havde det eller hvad jeg følte. For det første har vi aldrig talt om følelser i min familie og jeg havde intet sprog for det. For det andet skulle jeg jo altid tilpasse mig mine forældre og havde derfor ikke en føling med mine egne følelser. Men det var meget vigtigt for min far, at jeg betroede mig til ham. Der var en klar forventning om, at han skulle fikse mig, nu hvor jeg var blevet skadet af min forfærdelige mors handlinger. En dag fortalte han, at vi skulle i Knuthenborg. Eftersom vi boede på Falster havde jeg været der flere gange og der var som sådan ikke noget unormalt i en sensommertur til Knuthenborg. Da vi er ankommet, fortæller han formålet med turen. Vi er der egentlig ikke for at kigge på dyr. Vi er der, så vi har et neutralt sted uden distraheringer, hvor vi kan tale sammen og primært så jeg kan give slip og virkelig fortælle ham, hvordan jeg har det. 

Ultimativ overgivelse

Kort tid efter sidder jeg opløst af gråd i bilen og bekræfter min far i, hvor dum min mor er og at han vil mig mit bedste. I hans øjne er turen en succes. I mine øjne er turen et overgreb. Jeg blev i bilen mens han gik ud for at kigge på dyrene. Han stod alene mellem alle de andre familier og havde forladt bilen, så jeg kan overveje, hvad jeg vil gøre. Men der er intet jeg kan gøre. Jeg er 13 år og kan ikke flygte. Jeg kan ikke tage hjem og desuden bor jeg med ham. Samtidig kan jeg ikke kæmpe med stilhed. Hvis jeg gør det, bliver vi i Knuthenborg.

Jeg bliver nød til at fortælle ham, hvordan jeg har det og føler. Det handler dog om tilpasning og jeg skal derfor huske at fortælle det, han vil høre. Det giver ekstra point at sige dårlige ting om min mor, som han selv er meget vred på. Vi kan finde fælles grund ved at være vrede på hende. Det skal også være oprigtigt og autentisk og gråd giver bonuspoint. Når jeg fortæller, at jeg ikke vil bo med ham, får jeg af vide at det er min mors skyld.

Det umuliges kunst i Knuthenborg

Min far beder mig om det umulige i Knuthenborg. Han beder mig tale om følelser, hvilket hans eget forældreskab ikke har givet mig redskaberne eller sproget til. Ikke nok med at jeg ikke kan tale om dem. Jeg kan heller ikke mærke mine egne følelser, da præmissen for min overlevelse er at tilpasse mig hans følelser. Lige der i Knuthenborg tilpasser jeg mig. Han ønsker gråd, at jeg er vred og enig med ham og det leverer jeg. Det er hverken omkostningsfrit eller uovervejet, når jeg kalder det et overgreb. Vi kan aldrig forlange andre fortæller om deres følelser. Selvom jeg tilpasser mig min far, er der stadig en dybere sandhed, som jeg erkender før et årti senere. Jeg fortalte min far om mine følelser, men tilpassede dem til hans formål og selvopfattelse. Der i Knuthenborg tvang min far mig til at mærke mine følelser, men samtidig tvang han mig til at ignorere dem. I sit forsøg på at fikse mig viste han mig lige præcis hvor irrelevante mine følelser faktisk var for ham. Det var nemlig aldrig mine følelser og mig i alt sin komplicerethed og med ting, han ikke ville høre, der var formålet, men i stedet hans behov for kontrol og at fikse mig.

Ydmygelsen fortsætter

Gennem årene har min far ofte fortalt venner, familie og andre interesserede om episoden i Knuthenborg. Den fremstår både som eksempel på ham som en god far og som en god pædagog med forståelse for hvordan man skaber meningsfulde relationer til børn og unge. Jeg har altid været stille, når han fortalte løs. Uden at kunne sætte ord på det, har jeg følt det pinligt og at der var noget forkert.

Han brugte et af mine mest sårbare øjeblikke til at fremhæve sig selv i sociale og faglige sammenhænge. Jeg nikkede, når han kiggede på mig for bekræftelse og validering af hans historie, men det blev aldrig til mere end et stille, modvilligt nik. I dag fremstår den tur på mange måder som en tydeligt eksempel på de ting, der var forkerte i min barndom. Det er ét eksempel af mange jeg husker, og endnu flere jeg har fortrængt. Smerten og omsorgssvigtet ved turen i Knuthenborg skal ikke bare findes i det enkelte eksempel, men den stemning og mønster som turen tydeligt viser og som var en rød tråd i min barndom.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *