Danske hospitalsklovne
FORÆLDRETANKER

Danske hospitalsklovne

Helt fra Hjaltes første indlæggelse har det været vigtigt for mig ikke at græde foran ham. Han var kun tre måneder og de fleste af indlæggelserne har været før han blev 1 år. Der var derfor ikke meget jeg kunne forklare ham om, hvor vi var og hvorfor jeg var ked af det. Derfor gjorde jeg som så ofte før i stressende situationer. Jeg pakkede mine følelser væk, satte mit panserværn op og overlevede. Der er dog en stor forskel fra tidligere i mit liv. Før ville jeg have ladet følelserne forblive begravede og ignorere oplevelserne, men belært at et par stressforløb og dygtige psykologer, ved jeg, at følelser skal have lys, luft og kærlighed. Det har de derfor fået efterfølgende. Den eneste gang jeg lod alle mine følelser skinne igennem var, da jeg mødte de danske hospitalsklovne.

Gråd og praktik

Når Hjalte er på hospitalet til indlæggelse eller undersøgelse, skal der ligges drop. Det kan være ret voldsomt, selvom læger og sygeplejersker er dygtige, og gør det så hurtigt de kan. Drop på børn ligges altid af lægerne, hvor hos voksne ligges det af sygeplejersken. På Rigshospitalet er det ved planlagte undersøgelser anæstesilægerne, der ligger drop, men ved uplanlagte indlæggelser er det afdelingens læger.

Derfor stod jeg en sen aften med en læge, der skulle ligge drop på 8 måneder gamle Hjalte, der lå og sov på mig. Hjalte blev vækket, lagt på sengen og græd. Jeg holdt hans arm og hånd fast mens lægen stak og sygeplejersken rakte alle de nødvendige ting. Det er altid mig, der holder Hjalte. Det vender sig altid i mig og jeg skal holde godt fast, mens jeg fortæller en grædende Hjalte, at det snart er ovre. Det er også helt forståeligt at han er vred, ked af det og uforstående overfor at jeg, der netop skal beskytte ham, holder ham fast. Samtidig kæmper jeg med at holde tårerne tilbage. Det giver mig en minimal følelse af kontrol i en situation hvor jeg er magtesløs. Desuden vil jeg ikke forværre det for Hjalte med min gråd eller stress lægen.

Lægen ramte ikke blodåren første gang. Han prøvede igen og mens han var i gang, kom hospitalsklovnene ind. To styks med en lille guitar og sæbebobler. I stedet for at flygte fra rummet, da de så og hørte os, begyndte de at synge. Jeg kendte ikke melodien, men den var både glad og dæmpet. Lægen opgiver droppet og erkender han må få en kollega til det. Jeg skynder mig at tage Hjalte op i min favn og står med tårerne stille trillende ned af kinderne, mens jeg lytter til sangen fra de danske hospitalsklovne,

At blive set

Bagefter spekulerer jeg på, hvorfor to hospitalsklovne fik mig til at græde. Det gjorde de, fordi de virkelig så mig og Hjalte lige der. hvor vi var mest sårbare. I en situation hvor fagpersonerne var optaget af den vigtige, praktiske opgave det er at at ligge et drop, og jeg var nødt til at holde Hjalte, gav de overskud og energi til Hjalte og mig. De var to personer, der var der for vores skyld. Deres ønske var, at gøre vores dag bare en smule bedre selvom de ikke kunne kurere hans sygdom. De forsøgte at hjælpe mig i denne her umulige opgave med at berolige mit barn, og hvor jeg følte mig magtesløs og alene.

Hjalte var ked af det, lægen pakkede sammen, og efter endnu en sang gik de videre. Jeg fik aldrig takket dem. I løbet af de sidste par år, har jeg mødt et par forskellige danske hospitalsklovne og de har altid været et lyspunkt. Den energi, rum og omsorg de yder til børn og deres forældre er uvurderlig. Jeg har lavet flere donationer til dem siden, og der var ingen tvivl, da jeg så klovnenæsen i en butik. At Hjalte så nåede at lege gemmeleg med den, inden jeg fik taget et billede, er en anden historie. Den blev en anledning til at jeg endelig fik fortalt min og Hjaltes historie og støtte de danske hospitalsklovne.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *