dagbog-dag-1.jpg
BARNDOM

Dagbog fra en 24 årig – dag 1

Da jeg var 24 år, begyndte jeg på en dagbog. Den varede i to dage. Efterfølgende har jeg skrevet en masse noter, breve til psykologer, usendte breve til forældre og alt muligt andet. Men under min mavevirus i påskeferien genfandt jeg de her skriverier. Det var under min første stresssygemelding og jeg gik hos en studiepsykolog. Det var første gang, jeg koblede mine sårbarheder i mit voksenliv sammen med min barndom. Min rejse begyndte på mange måder her. Det er snart 7 år siden og den er ikke slut. Der er sket så meget siden og alligevel er teksten her stadig aktuel og relevant for mig.

Dag 1

Jeg har ikke skrevet dagbog siden efterskolen. Jeg har faktisk ikke rigtig skrevet mine tanker ned overhovedet siden efterskolen. Det virker bare som et godt tidspunkt at begynde lidt igen. Da jeg flyttede på kostskole, fik jeg en frisk start, men der var bare for mange andre ting til at skrive. På kostskolen blev dagbogen skrottet til fordel for hyggen, den gode stemning og fantastiske veninder. Det var en stor kontrast til efterskolen, hvor dagbogen var et holdepunkt, et sted hvor jeg kunne åbne munden uden at blive gjort til grin, vrænget af eller føle mig forkert. Følelsen af forkerthed sidder stadig i mig en gang imellem, det burde den af mange grunde ikke gøre. Jeg er en sund og rask 24 årig universitetsstuderende med sund økonomi, egen lejlighed, kæreste, veninder og uden studiejob, fordi jeg helliger mig til specialet, støttende forældre og stor familie.

Rigtig og alligevel forkert

Det er utroligt, hvordan noget der ser så rigtigt ud på papiret kan være så forkert. Jeg er rædselsslagen for jeg har en psykisk diagnose, frygter jeg aldrig vil få børn, har faktisk kun to veninder i Danmark lige nu, er sygemeldt med stress fra studiet og tror faktisk ikke, jeg ville kunne tage et studiejob lige nu. Og så er jeg ved at erkende at min familie er dybt dysfunktionel.

Mine forældre blev skilt for 10 år siden og indtil for to år siden havde jeg et meget problematisk forhold til min mor. Det er blevet ret godt i dag, men jeg har måttet indse at min familie er dysfunktionel og det har givet mig nogen skader. Det er super svært at forstå. De har ikke slået mig eller været misbrugere, de har sørget for tøj og mad og kærlighed. Der er bare rigtig mange ting, der har været meget forkerte. Et af de helt grundlæggende ting er, at mine grænser er blevet overskredet gang på gang og at mine forældre har givet mig for meget ansvar. I dag betyder det, at jeg har mere end ualmindeligt svært ved at sige nej til ”voksne”. Selvom hele min krop skriger ”jeg vil ikke xxx” så gør jeg det uanset om det er frokosten, julefrokosten, opkaldene, tjenester mv. Jeg påtager mig også ansvar for andre hele tiden både for veninder, kæreste og mine forældre.

Tag ansvar og bryd fortællinger

For tiden prøver jeg at tage et skridt tilbage og det er måske især i den forbindelse at denne lige dagbog er vigtig. Hele mit liv har jeg fortalt andre og mig selv, hvor god min familie var, men når jeg tager et skridt tilbage kan jeg se alle de forkerte ting. Alle de beslutninger og bekymringer et barn ikke skal have. Det er meget sigende at de tre år i gymnasiet og især på kostskole var de bedste i mit liv. Det føles som det eneste tidspunkt, hvor jeg bare var i nærheden af mine jævnaldrende i forhold til ansvar. Bare det ikke at skulle sørge for indkøb og mad hele tiden var en kæmpe lettelse.

Stress

Jeg har stress. Ikke en depression, men rigtig alvorlig stress. Egentlig så alvorlig at den skræmmer mig mere end, jeg lader folk omkring mig vide. Jeg var godt på vej til at blive den første i min familie med en universitetsgrad og endda på normeret tid. Mit studie har været min hobby, det er sjovt og spændende. I dag jeg sidder og skal vænne mig til ikke at skulle noget. Jeg skal lære at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg skal lytte til min mavefornemmelse. Det lyder så enkelt, det er det bare ikke! Især ikke når en del af det, viser sig at hænge sammen med mine familieforhold og mine problemer med at sige fra. Det er godt nok meget bagage, der skal graves frem. Det bliver en hård rejse, som jeg bliver nødt til at tro på vil ende godt.

Følg gerne med på Instagram @Copenhagenfamily, hvor jeg deler mere fra min hverdag, og Facebook, hvor du kan følge med når der er nye indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *